Vi var fire kolleger, der gik på pension næsten samtidig.
Den ene fik hurtigt herefter, desværre, problemer med helbredet, det var hjertet, kol, sukkersyge og nedsat mobilitet. Vi tre andre besøgte ham ugentligt, når vores vej faldt forbi, og sygdom fyldte meget i hans hverdag og hans tale.
En dag, da jeg var hos ham, sagde han, at han ikke så ret meget til vores to andre kolleger mere.
”Det kan jeg da godt forstå”, sagde jeg. ”Du er meget syg, og det ved vi godt, men når vi besøger dig, kan du kun tale om din sygdom, og det bliver man træt af i længden. Så hvis du ikke kan finde ud af at tale om noget andet, går der også længere tid imellem mine besøg”.
Det tog han til sig, og ved de næste besøg sagde han kun, “jeg har det ikke så godt i dag”, eller “jeg har en god dag”, og så talte vi om noget andet.
De andre kolleger kom også igen, som de plejede.
Kollegaen
Kære Kollegaen
Det er da det, jeg kalder at tale lige ud af posen.
Her i brevkassen opfordrer jeg ofte folk til at gøre præcis sådan, vel vidende at det kan være helt utroligt svært.
Du er åbenbart den mest ligefremme i jeres lille firkløver, og det endte med at være dig, der skulle fortælle ham, hvorfor de andre holdt op med at komme forbi. Det kunne have været fint, hvis de selv havde haft mod til at fortælle jeres kollega det, men sejt, at du gjorde det.
Din lille fortælling er så fint et eksempel på de mange bjørnetjenester, vi ofte gør vores medmennesker ved ikke at være ærlige.
Det er også et rigtig godt eksempel på, at modtageren sagtens kan være åben og ændre adfærd.
Tak for en inspirerende historie.
Som en lille krølle på halen kunne I jo lejlighedsvis spørge til hans helbred og lade ham få luft i systemet.
Det er hårdt og ensomt at være ramt af svær sygdom. På den måde viser I ham, at I også accepterer den del af hans liv, når bare sygdommen ikke fylder alle samtaler.
Varme hilsner fra Puk
