I de seneste par år har min mand og jeg tumlet med dumme problemer i vores ægteskab.
Sidste forår fandt jeg ud af, at han havde en anden ved siden af. Han kunne ikke slippe hende og flyttede hjemmefra i en periode. Vi har to børn, en pige på i dag 16 og en dreng på 12, og især vores søn har haft meget svært ved, at hans far pludselig ikke var der.
Før jul sidste år blev vi enige om at prøve igen. Han flyttede hjem og lovede, at det skulle være slut med sidespring. Men det går stadig ikke godt imellem os, sex er noget, som kan finde sted en gang om måneden omtrent – og helst efter et par flasker rødvin.
Her i foråret har jeg haft en fornemmelse af, at han igen har noget kørende. Jeg har fundet ud af, at han ikke altid befinder sig dér, hvor han siger, at han er. Han er meget påpasselig med sin telefon, men forleden havde han alligevel glemt at tage den med sig, og jeg kunne ikke lade være med at prøve at kigge. Blot for at finde ud af, at han har ændret sin kode. Han ved, at jeg kendte hans gamle kode. Alene det er jo tegn på et eller andet lusk. Han bedyrer selv, at han er ærlig over for mig. Det med telefonen har jeg ikke nævnt.
Jeg føler ikke, jeg har energien til at kæmpe for mit ægteskab, for jeg kan mærke, at mine følelser for ham næsten er forsvundet. Tanken om, at han måske har en anden, generer mig egentlig ikke, men jeg opfatter det som et svigt.
Men det er vanskeligt at bære, at vi skal gå fra hinanden igen, især i forhold til vores dreng. Omvendt har jeg også svært ved at se mig selv i det ægteskab i mange år endnu, og jeg har svagt overvejet at blive skilt og lade drengen bo hos sin far. Jeg mener dog ikke, at han er tilstrækkelig ansvarlig til at være alenefar.
Jeg er helt kørt fast og har virkelig brug for et råd.
M.N.
Kære M.N.
Som jeg læser dit brev, befinder du dig i en situation, hvor du ikke ved, om du skal ”ofre” dit eget liv eller din drengs. Sat lidt på spidsen ved du ikke, om du skal smadre din søns tilværelse eller din egen.
Jeg synes, det er værd at bemærke, at i det brev, du har skrevet, har du slet ikke nævnt kærlighed til den mand, der er omdrejningspunktet. Du beskriver intet håb om, at I skal få et godt forhold, du beskriver ingen tryghed, der binder jer sammen. Du stoler ikke på ham, hverken som partner eller som far. Det er ret vigtigt, du kan se, at du har sat ham op på en piedestal i midten, mens I andre danser rundt omkring ham. Skal du leve med en mand, du ikke stoler på?
Der er mange par, der bliver sammen for børnenes skyld. Hvis man vælger den model, så skal man være ærlig omkring det. I det mindste over for sig selv.
Du må i gang med at stille dig selv en række svære spørgsmål. Hvad er dine behov? Er der noget at kæmpe for i parforholdet? Vil du vide besked om, hvorvidt din mand er utro igen? Hvad drømmer du om? Hvad får dig til at sove godt om natten?
Jeg kan jo ikke sige, hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle dig, at ting kan løses i takt med de beslutninger, man tager.
Hvis du vælger at gå fra ham, så skal I nok klare det. Det gør man jo. Det virker uoverskueligt og umuligt med et brud igen, men man tager én bid ad gangen, og lige pludselig har man spist en hel elefant.
Det er meget vigtigt, at du ser på, hvordan du vil trives i det genoptagede parforhold. Hvis du bliver for din søns skyld, kan du så være den mor, du gerne vil være, eller vil du være en skygge af dig selv, fordi du må leve med for mange kompromisser? Det er et afgørende et spørgsmål.
Jeg er ikke børnepsykolog, men ud fra de erfaringer, jeg selv har med både egne og venners børn, er det ikke min oplevelse, at børn bliver mere robuste, når de træder ind i teenagealderen. Jeg kender flere par, der har ventet med at bryde op, til børnene var 16-17 år, men lige dér er de unge selv i gang med at betræde meget usikkert land og har måske i virkeligheden mere brug for stabilitet, end man tror. Så det er ikke sikkert, at et brud vil være lettere for din søn om nogle år, end det er nu. Det skal ikke være grunden til, at du venter.
Du er nødt til at sætte dig ned og tænke de næste mange år grundigt igennem. Hvor ser du dig selv om 10 år?
Jeg beklager, at jeg ikke kan komme med et klart svar, men det er en stor beslutning, og det er kun dig, der ved, hvordan du vil trives i det liv, du vælger.
Jeg synes, det er rart at føre dagbog, når jeg har det svært. Kunne det være noget for dig?
Jeg sender dig god energi og mange tanker.
Kærlig hilsen Puk
