

I "Gift ved første blik", der vises på DR i øjeblikket, er der masser af stof til eftertanke.
Både for os, der er i et forhold, og for landets mange singler, der leder efter én at dele livet med.
Katrine Axholm, der er parterapeut og forfatter, bruger endda klip fra "Gift ved første blik" i sin undervisning på Blackbird Institute.
Det er et psykoterapeutisk institut, der tilbyder uddannelser i relationskompetence, familierådgivning og familieterapi.
– I "Gift ved første blik" er der gode – og virkelig grelle – eksempler på, at den ene part i et forhold er meget opsøgende, og den anden meget undvigende, så kæden hopper af i kommunikationen mellem dem, siger Katrine Axholm.
Hun mindes en scene fra en tidligere sæson, hvor det er tydeligt, at parret ikke er på bølgelængde.
– Kvinden spørger manden, hvad han synes, de skal vende med eksperten næste dag, men han er kun interesseret i at tale om, hvad de skal grille og se i fjernsynet.
– Hun vil bevæge sig dybere ned i samtalelaget, han er kun tryg i det overfladiske, siger Katrine Axholm.

Her får du parterapeutens fire bud på, hvad der kan være klogt ikke at gøre, hvis du selv står over for et potentielt forhold.
– Når du er nervøs eller lader dig rive med, er det nemt at komme til at fortælle den person, du er på date med, og måske aldrig har mødt før, noget meget privat og personligt.
Men at dele noget sårbart tidligt i et forhold er dog sjældent en god idé.
Kommer du til at tale over dig, risikerer du nemlig, at modtageren synes, at det er meget voldsomt. Og at han opfatter dig som ureguleret og grænseløs.
Bralrer du ud med, at din mor f.eks. er alkoholiseret, eller at din mand var dig utro, risikerer du også at få det, der kaldes deleskam.
Deleskam kan også opstå i terapigrupper, eller når vi er fulde.
Konsekvensen af deleskam kan få dig til at trække dig for at undgå at blive afvist.
Dét er ikke en hensigtsmæssig forsvarsmekanisme, men den er forståelig og meget menneskelig.
Derfor: Hold hesten med de mere private og personlige samtaleemner, medmindre du føler dig tryg i relationen og klar til at dele.
Hvis du er i tvivl om din timing, kan du sige til din date:
"Jeg har lyst til at dele noget med dig, som jeg er nervøs for, hvordan du vil reagere på. For måske er vi ikke helt der endnu? Jeg håber, du vil lytte til mig med milde ører".
For selvfølgelig skal I kunne dele det sårbare med hinanden på et tidspunkt, for vind-og-vejr-samtaler er overfladiske, og derfor bedst egnede som et tilløb til at gå mere i dybden.
– Er du ydrestyret, dvs. meget optaget af, hvordan du fremstår og giver et godt førstehåndsindtryk, risikerer du at glemme, at du egentlig skal lære den person, du sidder over for at kende.
Er han sød, begavet, charmerende? Lytter han til dine svar, og er han nærværende?
Er dit fokus på dig selv og din egen fremtoning, risikerer du at stå tilbage med et forkert indtryk af den person, du har mødt, og du kan få svært ved at vurdere, hvorvidt personen er noget for dig, når det kommer til stykket.
Hvis du er for selvoptaget, mister du også nemt fornemmelsen for, hvordan du selv har det med den anden person. Og så er det ekstra svært at vurdere, om du vil se ham igen, for passer I egentlig sammen?
Derfor: Husk personen, du er sammen med – og behold også gerne en del af opmærksomheden hjemme hos dig selv.
Hvordan har du det? Er du glad? Afslappet? Eller har du travlt med at være på en bestemt måde, som du tror, er den rette?

– Når vi dater, er vi ofte hurtige til at danne os en mening om den anden eller om det forhold, vi er i gang med at undersøge holdbarheden af.
Og ofte dømmer vi den anden eller forholdet ude for tidligt, fordi vi ikke gør os nogle tanker om, hvad vi selv bringer til bordet. Alt det, vi er rundet af, og som spiller en vigtig rolle i en startrelation.
Måske har du erfaringer med, at du skal kæmpe for kærligheden eller gøre dig fortjent til den?
Hvis du er blevet svigtet, og derfor er bange for at blive det igen, er det også svært ikke at tage dén erfaring med ind i en ny relation.
Kigger han ud ad vinduet, når du fortæller noget, kan du tolke det som om, at han keder sig, og derfor vælger dig fra.
Er du bange for at være for kedelig, for tyk, for gammel, for ung eller for uvidende, er det dét, du sidder og kigger efter tegn på, at du er i hans øjne.
Derfor: Stil dig selv spørgsmålet: Hvad har livet lært mig om kærligheden? Og hvordan påvirker det min måde at være i en kærlighedsrelation på?
Når du er bevidst om din bagage, kan du se tingene mere klart, sætte dem i perspektiv og måske sige til dig selv, at der kan være andre grunde end kedsomhed til, at din date kigger ud ad vinduet.
Måske har han bare brug for at samle tankerne.

– Nogle finder par finder sammen, fordi de matchede på en dating app, eller fordi den ene er forelsket, og den anden bare gerne vil være i et forhold.
Det kan være helt okay.
At I passer sammen på papiret, den anden er forelsket eller tilgængelig, er dog sjældent nok i længden, hvis du inderst inde har brug for noget mere eller andet.
Derfor: Vær tydelig over for dig selv: Hvad er vigtigt for dig hos den anden og i et forhold?
Måske ønsker du dig en aktiv partner, der også vil dine børnebørn, og som gerne vil følges med dig i teatret.
Eller du drømmer om en person, der også elsker at rejse, eller som har fritidsinteresser, som ikke nødvendigvis involverer dig?
Måske ønsker du, at I fortsat bor hver for sig?
Det er også meget vigtigt at tale med den anden om det, du selv er kommet frem til.
Det er reelt at få svesken på disken og tale værdier og ønsker, så ingen af jer spilder jeres tid og energi.
Og skræmmer din ærligheden din potentielle partner væk, er vedkommende alligevel ikke værd at samle på.
Katrine Axholm har 20 års erfaring med speciale i parterapi.
Hun er forfatter til bøger som ”Krisen der forandrede mit liv” og ”Utroskab – vejen til mere kærlighed?”
Katrine Axholm underviser på Blackbird Institute i parforhold, empati, kontakt og anerkendelse, og er ekspert i tv-programmer om parforhold og samliv.
Se mere på axholm.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.