Sød musik: En ivrig bekendt førte Svend Bech og Trine sammen

Torsdag, 15. juni 2023
Johan Isbrand
Foto: Søren Lamberth
Sangeren Bech med fornavnet Svend rocker netop nu den folkelige musikverden med sin ru stemme og popmelodier som ”Hel igen” og ”Koldt udenfor”, men han har levet af musik siden sin pure ungdom. Den store kærlighed fandt han langt senere, og hans og hustruen Trines historie er både sød og charmerende.
Sangeren Bech med fornavnet Svend rocker og hans kone Trine

At tildele en musikudgivelse bestående af fem sange titlen ”Album” er nok set med en musikkenders øjne at smøre lidt tykt på. Et album indeholder jo i reglen mindst dobbelt så mange numre. Ikke desto mindre har 58-årige Svend Bech netop valgt at kalde sit aktuelle udspil for ”Album”.

– Det klinger godt, og værket skulle jo have et navn. Der er tale om en håndfuld sange med en tydelig, rød tråd, forklarer den midtjyske sanger og musiker, der som solist slet og ret kalder sig Bech, med et skælmsk smil.

Hører man blandt de tv-seere, der tænder for dk4’s udgave af ”Dansktoppen”, vil man formentlig kende fire af sangene. Også på landets lokalradioer og diverse hitlister for folkelig musik kan man jævnligt støde på Bech. Stilen er dog snarere bredt anlagt pop end dansktop, og de færreste ved formentlig, at sangene er skrevet og produceret af den kendte hitmager Morten Remar, som man blandt andet vil huske fra duoen Back to Back.

– Han bor i dag i Viborg, og vi lærte hinanden at kende for fire år siden via vores døtre, som spillede fodbold sammen. Jeg kom på besøg hos ham, og vi talte om vores udfoldelser i musikkens verden. Jeg har siden teenageårene primært været trommeslager, men Morten var vild med min sangstemme, som har en lidt rocket klang. Og han havde nogle sange liggende, som han ville udgive på sit eget pladeselskab, PopGun Records, med mig som sanger, fortæller Svend.

Brødre og makkere

Musik har han dog haft i blodet siden barndommen i landsbyen Ulbjerg nord for Viborg.

– Som 13-årig fik jeg mit første trommesæt. Og tre år senere var jeg med til at starte danseorkestret Roulet, som fortsat er i fuld vigør efter mere end 40 års virke. Min bror, Erling, som spiller guitar, har været med helt fra begyndelsen, og han er den dag i dag min faste makker udi musikken, hvad enten det handler om Roulet, min karriere som solist eller den trio, Erling og jeg søsatte sammen i coronatiden under navnet Mr. Smoking. Vi leverer fortolkninger af Smokie-hits, og jeg er trioens forsanger.

Den musikalske herre har bopæl i Dollerup tæt på Viborg i et enormt hus, der tidligere har huset den lokale skole. Han har siden september 2020 været gift med Trine Knudsen, 48, og ud over parret huserer også hunden Luna på adressen. Svend har også fra et tidligere forhold datteren Olivia på 14 år.

Historien om Svends og Trines kærlighed tog sin begyndelse i juni 2017. Trine fortæller:

– Jeg var dengang indehaver af tøjbutikken Trine K. i Vejle, og en af mine daværende medarbejdere, Heidi, kendte Svend og mente, at han og jeg ville være alle tiders match. Hun viste mig en video af en sang, Svend havde skrevet til sin datter, og jeg måtte indrømme, at han så ret sød ud. Jeg var dog ikke på udkig efter en kæreste. Og da Heidi fortalte, at hun skulle til en fest, hvor Svend også var til stede, gjorde jeg det klart for hende, at hun ikke skulle nævne mig som en mulig kæreste for ham. Næste dag vågnede jeg op til en venneanmodning fra Svend på Facebook.

Modvillige Trine

Heidi havde nemlig helt ignoreret sin arbejdsgivers befaling.

– Tværtimod havde hun direkte fortalt mig, at hun mente, hendes chef var noget for mig. Jeg blev nysgerrig. Og inden jeg gik i seng den nat, havde jeg tjekket Trines profil ud og anmodet hende om venskab, husker Svend.

Hun reagerede dog ikke. Og Svend forsøgte derfor at komme i kontakt med hende på anden vis.

– Jeg var på vej til Berlin, da jeg fik en besked fra Svend på Messenger. Han kom med en fjollet søforklaring om, at han var kommet til at skrive til mig ved en fejl, og at beskeden egentlig var til hans søster. Først halvandet år senere indrømmede han, at der var tale om et rent scoringsforsøg. Og på sin vis gav det da også resultat, for da jeg igen var hjemme i Danmark, følte jeg, at jeg havde behandlet ham lidt tarveligt. Jeg skrev derfor til ham, og herfra tog vores korrespondance fart, fortæller Trine.

De havde allerede hver især lavet planer og aftaler for sommerferien, men de aftalte at mødes hurtigst muligt derefter.

​– Jeg besøgte Svend i Viborg, og vi endte med at tilbringe en hel uge sammen, siger Trine.

Multifuntionelt hus

Køreafstanden mellem Vejle og Viborg kom hurtigt til at føles uforholdsmæssigt lang, og en overgang havde det nyforelskede par planer om sammen at flytte til Billund, hvor Trine ønskede at etablere forretning.

– Men Svend havde jo en datter i Viborg, og det endte med at afgøre sagen. En sen nattetime satte jeg mig til computeren og gav mig til at kigge efter huse i Viborg og omegn. Det første, der dukkede op, var den tidligere skole, fortæller Trine om huset, hvor hun driver en livsstilsbutik og kaffebar ved navn Rumsflora eller i daglig tale blot Rums.

Svend har haft musikken som sit levebrød siden 1987.

– Mine forældre ville gerne have, at vi børn havde noget at falde tilbage på. Og da jeg meddelte dem én gang for alle, at jeg ville leve af musik, fik jeg at vide, at det var den dummeste beslutning, jeg kunne tage. Men jeg var urokkelig og sagde mit daværende job op, og da forældrene kunne se, at de ikke kunne stille noget op, endte de da også med at kautionere for et lån, så Roulet kunne indkøbe det udstyr, vi skulle bruge for at blive et professionelt danseband. Herfra kørte det på skinner for os. I 1988 havde vi hele 223 job – heraf en del på de populære, københavnske dansesteder Exalon og Dansetten samt så langt væk som i Stockholm og Helsinki.

Efter årtusindskiftet har han dog suppleret musikindtægterne med små sideforretninger. Og ud over en stilfuld bolig og Trines butik rummer parrets 500 kvadratmeter store hus også et kontor og en klinik, der begge knytter sig til Svends aktiviteter.

– For 20 år siden startede jeg bookingbureauet Absolut Underholdning, der ikke bare formidler musiknavne, men også komikere, foredragsholdere og børneunderholdning. Og i 2013 uddannede jeg mig til fysiurgisk massør og har i dag min egen behandlerklinik. Under corona blev det klart for os alle, at der dybest set ingen sikkerhed var i musik- og underholdningsbranchen. Men jeg har med flere årtiers forsinkelse fulgt mine forældres råd og har i dag en uddannelse, jeg kan falde tilbage på.