Kathrine var i koma i 548 dage: Jeg vil have et godt liv

Onsdag, 12. januar 2022
Af Vibeke C. Larsen. Foto: Maria Hedegaard Tuxen
Kathrine var kun 15 år, da en fejlslagen operation sendte hende i koma. På sidelinjen stod hendes fortvivlede forældre, der ikke anede, om deres datter ville overleve eller blive dybt hjerneskadet. Efter 548 dage vågnede Kathrine op, men der ventede hende en lang kamp tilbage til livet.

Kathrine kunne intet. Ikke tale, ikke bevæge sig eller se. Hun var helt væk. Alligevel tog Sven forbi sin datter hver eneste dag. Han tog hende i favnen, og i timevis læste han højt af Harry Potter, selv om hans datter ikke registrerede, at han var der.

– Jeg kan ikke huske det, men jeg er sikker på, at det har haft en betydning, at jeg kunne mærke, at min far var der, siger 34-årige Kathrine Langkjer.

– Jeg ville så gerne have, at hun kunne mærke, at vi var der for hende, for jeg kunne ikke bære, at hun var så syg, siger Kathrines far, Sven Tyge Langkjer, der er 65 år.

Han smiler til sin datter. De sidder side om side i Kathrines røde sofa i hendes lejlighed i hjertet af Aarhus. På bordet foran dem ligger Kathrines nye bog ”548 dage i koma – en ung kvindes kamp tilbage til livet.” Der gik nemlig halvandet år, før Kathrine endelig vågnede af sin tornerosesøvn, og som bogens titel fortæller, begyndte Kathrines egentlige kamp først den dag.

Kathrine er den ældste i en søskendeflok på tre piger. Hun var den omsorgsfulde storesøster for sine søstre, der er fire og ni år yngre. Hun var god til at tegne og drømte om at blive tøjdesigner. Hun elskede at nusse sin kanin Ninus og dyrkede sin passion for ballet på så højt et niveau, at hun optrådte på Det Kongelige Teater og Aarhus Musikhus.

I 2002 var Kathrine 15 år og lige begyndt i 9. klasse, da hun fik konstateret en hjernesvulst efter en periode med ondt i hovedet, opkastninger, svigtende balance og hukommelsestab.

– Som kræftlæge var jeg noget chokeret over, at Kathrine havde en svulst, men jeg tror, at hun som balletdanser var så vant til at kontrollere sin krop og kompensere, når noget gjorde ondt, og derfor blev svulsten opdaget så sent, siger Sven, der er overlæge og arbejder med brystkræftpatienter på Aarhus Universitetshospital.

Opgivet af lægerne

Kathrine gjorde sig en masse tanker om, hvordan sygdomsforløbet ville påvirke hendes liv.

– Hvordan skulle det gå med min ballet og mine drømme? Og hvem skulle nusse min kanin, mens jeg var indlagt?

Under operationen opstod der en voldsom blødning, og Kathrine mistede en masse blod. Hun var tæt på at dø og gik i koma, der er en dyb bevidstløshed, som lægerne ikke kunne vække hende fra.

– Jeg har aldrig før været så ked af det. Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at snakke med min datter igen. Jeg kommer næsten stadig til at græde, når jeg tænker på det, siger Sven og tager Kathrines hånd.

Kathrine trak vejret, men hendes hjerne var lukket ned, og lægerne forventede ikke, at hun ville vågne fra komaen. Hvis hun gjorde, ville hun formentlig være svært hjerneskadet.

Kathrine blev i sin bevidstløse tilstand først overført til et genoptræningscenter og derfra til et hjem for unge med svære hjerneskader.

– Det var frygteligt at se hende sidde der stablet op i en kørestol. Mine kolleger sagde, at Kathrine aldrig ville vågne eller være dybt hjerneskadet, siger Sven.

Lægerne sagde ligefrem, at Sven skulle lade være med at komme hver dag, fordi det ville slide ham op.

– Det gik ud over vores ægteskab, og jeg blev 30 år ældre i den periode. Men min samvittighed forbød mig at lade være med at besøge hende. Kathrine skulle mærke, at vi var der for hende. Det havde jeg lovet hende før operationen, siger Sven, der stadig er gift med Kathrines mor.

Han tog orlov fra sit arbejde, men efter et halvt år måtte han tilbage.

– Alle sagde, at jeg blev nødt til at komme videre med mit liv, for min datter ville måske aldrig vågne, men det var svært at acceptere. Mit hjerte sagde mig, at jeg måtte være der for min datter, understreger Sven.

Kathrine selv sov bare.

– Jeg ænsede intet, men jeg gik glip af så meget. Balletoptrædener, min farfar og min kanin døde, mens jeg lå i koma, og jeg havde venner, som jeg ikke har set siden operationen, siger Kathrine.

Vågnede til et helvede

Kathrine var i koma i over halvandet år, og forældrene havde besluttet, at hvis der skulle støde komplikationer til, skulle hun ikke genoplives, for hun levede ikke et værdig liv og skulle ikke udsættes for yderligere lidelse.

– Det var forfærdeligt at se min dejlige datter syne hen og blive mere og mere forkrampet. Hun kunne ikke holde hovedet selv og var helt tom i blikket, fortæller Sven.

Men en dag skete der noget. Sven kom som sædvanlig forbi, og pludselig blev han mødt af et ”Hej far.”

– Det var fantastisk og gav mig en masse håb, siger Sven.

Kathrine var vågnet, men hun var omtåget, og hendes krop havde taget skade af den lange stilstand.

– I begyndelsen var det et helvede. Jeg kunne ikke styre mine bevægelser eller stemme og måtte kommunikere med en staveplade. Jeg kunne ikke spise selv og havde kvalme, synsforstyrrelser og hallucinationer, fortæller Kathrine.

Hun var blevet halvandet år ældre, og hendes før så graciøse balletkrop kunne intet.

– Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Alle omkring mig syntes, at det var så fantastisk, at jeg var vågnet, men for mig var det en surrealistisk film, og jeg ønskede, at jeg havde fortsat min komatilstand til et følelsesløst ingenting, siger Kathrine.

De første tre måneder boede Kathrine fortsat på institutionen, men kom hjem på besøg, og det gav hende ro og tryghed. Huset i det nordlige Aarhus blev bygget om, så Kathrine efter tre måneder kunne komme hjem og bo.

– Jeg savnede alt det velkendte. Mit liv, som jeg kendte det. Jeg savnede at have kontrol over min krop og min ballet. Situationen var helt uoverskuelig, men jeg hverken ville eller kunne gå i panik, fortæller hun.

Kathrine var gået glip af halvandet år af sin ungdom, år, hvor veninderne havde gået til fester, fået kærester og havde forladt folkeskolen.

– Mange af mine venskaber gled ud, fordi mine venner var et helt andet sted end mig. Det gjorde frygtelig ondt, men jeg er nødt til at lægge bitterheden bag mig og se fremad, og jeg har heldigvis andre gode mennesker omkring mig, siger Kathrine og sender sin far et smil.

Kathrines viljestyrke forbød hende at give op. Langsomt genvandt hun talens brug og fik kæmpet sig op fra kørestolen, for hun ville ikke sidde i en kørestol eller gå med en rollator. Hun ville gå selv.

– Jeg fandt styrken og viljen i mig selv, og jeg tror, at min disciplin fra balletten har hjulpet mig med at komme så langt med genoptræningen, siger Kathrine.

Et almindeligt liv

I dag bor Kathrine alene i sin egen lejlighed. Kommunen mente, at hun på grund af sin hjerneskade burde bo i et særligt tilbud, men Kathrine ville det anderledes.

Hun genoptog sin skolegang, fik færdiggjort folkeskolen og har taget hf. I dag er hun førtidspensionist og bruger sin tid på at træne og holde sine færdigheder ved lige, ellers mister hun dem.

For Kathrines far har hendes sygdomsforløb også været en øjenåbner.

– Jeg havde ambitioner om at få en fin karriere, være kræftforsker og jagte mine kollegers respekt, men alt det blev pludselig ligegyldigt, når ens kære lider. Jeg har også lært, at læger ikke altid har ret. I mit eget arbejde med kræftpatienter er jeg måske blevet mere empatisk og bedre til at sætte mig ind i deres sted, fordi jeg nu har prøvet at være på den anden side.

Kathrine har samlet en stor viden om hjerneskader og vil gerne dele sine erfaringer med andre. Første skridt er hendes bog, og hun vil gerne skrive flere og holde foredrag. Hun drømmer også om at få en kæreste og leve et almindeligt liv, hvor der ikke er fokus på sygdom.

– Man skal se lyst på tingene, konkluderer Kathrine.

– Mit håb er, du finder ud af, at livet er værd at leve med de begrænsninger, du har, siger Sven.