Nadia fik ny knoglemarv

Læs også om en anden familie med et stærkt sammenhold

Populære artikler på familiejournal.dk

Nadia er hjemme igen hos sin kommende mand, Flemming Fuks, og datteren Maya på 2 år. I fem lange uger har Nadia ligget i isolation på Rigshospitalet i København, hvor hun har fået doneret knoglemarv. I lige så lang tid har Flemming og Maya kæmpet for at få hverdagene til at gå hjemme i Gassum ved Randers, og det er ikke nemt, for et barn på 2 kan ikke forstå, hvorfor mor pludselig er væk.

Det viste sig, at Nadia havde en utrolig lav blodprocent, så hun fik flere blodtransfusioner. Så mente man, hun måske manglede B12-vitamin, så Nadia blev straks sat i behandling med indsprøjtninger. Det hjalp heller ikke, så hun fik taget en knoglemarvsbiopsi på Aarhus Universitetshospital som næste led i undersøgelserne.

Mor er væk

- De havde mistanke til, at jeg måske havde aplastisk anæmi. Jeg havde overhovedet ingen anelse om, hvad aplastisk anæmi var. Jeg gik hjem og kiggede på nettet og blev bange: Der stod, at det var en sjælden og meget farlig sygdom. Der var to behandlingsmuligheder: En medicinsk behandling, der dæmpede symptomerne eller en knoglemarvstransplantation, der kunne gøre mig fuldstændig rask.

Nadia er 22 år og mor til Maya. Hun er en ganske almindelig ung kvinde, der er i gang med en uddannelse til sundhedsservicesekretær. Hun har mand og barn, hus og hund, et almindeligt liv, hvor alting egentlig er gået så fint altid. Nadia var en lykkelig kvinde. Nu, hvor hun var blevet syg, opdagede hun først, hvor skrøbeligt et godt liv kan være.

- Jeg måtte kæmpe for ikke at ryge ned i det sorte hul. Der var ikke nogen, der kunne fortælle mig om den her forfærdelige sygdom. Der var simpelthen ingen, der kunne garantere mig noget som helst. Jeg var bange for at dø. Jeg havde sat et barn i verden, der ikke skulle miste sin mor så tidligt.

Inden Nadia kunne transplanteres, skulle hendes egen knoglemarv først slås ihjel ved hjælp af kemobehandlinger. Det var en fire dages behandling, der efterlod hende svag og afkræftet. Der er 167 kilometer og en times færgetur hjem til Gassum, men Nadia var på alle måder i en helt ny verden.

- Jeg var meget dårlig, men det værste var savnet af min familie. Jeg kunne ikke kramme Maya eller sidde med hende på grund af infektionsfaren, så Flemming og jeg havde aftalt, at hun ikke skulle besøge mig i den tid, jeg var indlagt. Flemming kom på besøg i weekenderne, og så snakkede vi sammen over Skype hver aften.

Den 16. juni fik jeg så Christinas knoglemarv. Hun lå i sengen ved siden af mig, og det var hende, der åbnede for droppet. Vi hade fået lov til at holde hinanden i hånden, hvis vi havde handsker på. Det var et stort øjeblik for os begge to, for hun var den, der gav mig livet for anden gang.

Hjemme igen

I fire uger lå Nadia i isolation på hospitalet. Hver dag så hun på tallene for, hvordan hendes krop og den nye knoglemarv artede sig. Hver dag blev hun en lille smule stærkere, og for hver dag blev savnet af dem derhjemme større og større. Den 13. juli kom Nadia endelig hjem, og samme dag gav Maya hende det største knus, hun nogensinde har fået.

Og hvordan går det så nu? Nadia er stadig hjemme. Hun må ikke udsættes for smitterisiko endnu, men til efteråret vil hun gerne tilbage på sin uddannelse. Indtil da går hun hjemme og prøver at finde sig selv igen. Den Nadia, hun var før marts i år, er hun ikke længere. Hun er blevet et menneske, der ikke er bange for at mene, at hendes liv er blevet en åbenbaring:

Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at tænke over donation: Tænk på, at et menneske som mig eller din nabo kan redde livet, hvis netop du donerer blod eller knoglemarv.

Flemming har i månedsvis holdt sammen på familien, passet arbejdet og kæmpet for at holde modet oppe, men han har også tænkt over tingene.

- Jeg synes, vi burde indføre en stamcellebank i Danmark. Hvis vi lagde nogle stamceller fra navlestrengen i "banken", hver gang et barn blev født, ville vi kunne redde utallige liv. På den måde kunne man med det samme se, om der fandtes en mulig donor et eller andet sted i Danmark, når der var brug for en knoglemarvsdonation. Samtidig bør vi måske også vælge, at vi alle skal være donorer, medmindre vi aktivt siger nej? Nadia var heldig. Det er der rigtig mange andre mennesker, der ikke er, fordi de ikke når at finde en egnet donor.