Mit dilemma: Hele familien mobbede min svigermor

Da Janus og jeg fejrede vores etårsdag som kærester, insisterede hans for­ældre på at invitere hele familien inklu­siv mine forældre til en stor middag. Min far og mor er bestemt ikke to forsagte mus, men som de sad der midt i Janus’ larmen­de familie, virkede de meget stille.

Dagen efter ringede min mor for at tak­ke for aftenen.

– Er de ikke lidt hårde ved stakkels Han­ne? spurgte hun. – Hun fik da ikke et ben til jorden.

– Åh, de mener det ikke så slemt, sag­de jeg med lidt for høj stemme.

– Jeg syntes også, de var lidt stride ved hende i begyn­delsen, men det er bare sådan, de er, og du skal ikke være i tvivl om, at de alle elsker Mor Hanne.

Efter samtalen kunne jeg ikke glemme min mors ord om min svigermor. De havde prikket til den følelse, som jeg havde for­søgt at lægge låg på de sidste måneder, da jeg ikke følte, at det tilkom mig at blande mig i en anden families måde at være sam­men på.

Jeg havde et godt forhold til min sviger­mor, men det var også et forhold, der ikke stak dybere end til at tale om hendes roser, madopskrifter og mit lærerjob. Jeg forsøg­te sommetider at tale med hende om al­vorligere emner, men hun gled af, og de få gange, hvor jeg antydede, at hun godt kun­ne sætte lidt fut i Henning, der aldrig rejste sig, medmindre han blev bedt om det, blev jeg fejret af banen.

– Da jeg var på din alder, havde jeg også en periode, hvor jeg mente, at det var vig­tigt, at vi lavede lige meget i hjemmet, men Henning var så dårlig til at støvsuge, at jeg satte ham fra bestillingen igen. Jeg kan jo godt lide, at her ser pænt ud, understrege­de Hanne.

– Men du kunne jo prøve at lære ham det, foreslog jeg spagt.

Hanne grinede og rystede på hovedet.

– Du kender Henning! Han blev bare sur og fornærmet, da jeg ikke var tilfreds med hans indsats. Livet er for kort til at skændes om rengøring, og når jeg nu gør det bedst og ikke har noget imod det, hvorfor så gøre det til et problem? spurgte hun.

Måske var der ikke noget problem. Må­ske trivedes Hanne med de gammeldags kønsroller?

Jeg prøver i skolen altid at lære mine ele­ver, at de skal stole på deres mavefornem­melse, for selv om resten af klassen gri­ner, er det ikke sikkert, at det er sjovt, og jeg syntes faktisk ikke, at det så ud til, at Han­ne syntes, det var sjovt, når Henning igen-igen brølede af grin over en dårlig vittig­hed, der havde hende i hovedrollen.

Jeg syntes heller ikke, at Hannes store indsats for at stable den ene store fami­liemiddag på benene efter den anden, blev værdsat. Det var som om, alle bare så hen­de som et serviceorgan.

Jeg havde opgivet at tale med Janus om det, for han følte sig angrebet, når jeg talte om hans familie.

– Altså, der er ingen, der beder mor om at lave hjemmelavet leverpostej, sagde han irriteret.

Jeg følte mig nu ret overbevist om, at der ville lyde et ramaskrig fra hele klanen, hvis Mor Hanne dristede sig til at servere Stryhns leverpostej til søndagsfrokosten.

I stedet prøvede jeg at vende mig mod min svigerinde Maria. Hun var et par år ældre end mig og havde været kærester med storebror Michael siden gymnasieti­den. Hun måtte om nogen kende famili­en indefra, og da jeg også havde haft nogle gode snakke med hende, tog jeg forsigtigt emnet op.

– Hanne elsker at forkæle sine drenge, og hun nyder at stå i det køkken. Henning skal du ikke tænke på, han mener det ikke så slemt, sagde Maria.

Jeg prøvede virkelig at blande mig uden­om og holde min mund, men jeg kunne ik­ke. Efter en middag i efteråret, hvor Hen­ning virkelig havde foldet sig ud, kunne jeg simpelthen ikke tie stille mere.

– Henning, jeg synes faktisk ikke, det var særlig sjovt, sagde jeg, da latteren var for­stummet.

Der blev stille omkring bordet, og Janus kiggede irriteret på mig.

– Hvad var ikke sjovt? spurgte min svi­gerfar og så forbavset på mig.

– Altså den måde, du gjorde grin med Hanne på, svarede jeg og mærkede vreden koge i mig.

Hanne kiggede forskrækket på mig: – Søde Louise, Henning mente det jo ikke på den måde.

– Jeg ved ikke, hvad han gjorde, men det var en grov og nedladende kommentar, som jeg aldrig havde tilladt i mit klassevæ­relse, svarede jeg hidsig.

– Så er det godt, at vi ikke går i din klas­se, grinede Henning, og resten af selskabet grinede med.

Den gode stemning var genoprettet, og jeg sad tilbage med røde kinder.

God stemning var der til gengæld ik­ke på hjemvejen. Janus mente, at jeg hav­de blameret mig til middagen ved at irette­sætte hans far.

– Jeg kunne da aldrig drømme om at tale sådan til din far, sagde han vredt.

– Nej, men det kommer du heller aldrig til, for min far taler ikke sådan til min mor, råbte jeg.

Den nat sov vi med ryggen mod hinan­den, og der i mørket lovede jeg mig selv, at jeg skulle passe min egen butik fremover, for ingen var tilsyneladende interesserede i at ændre noget i Janus’ familie.

Sådan kom det ikke til at gå. Min retfær­dighedssans blev så provokeret af Hen­nings latterliggørelse af sin kone og de an­dres laden stå til, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at tage Hanne i for­svar. De første gange skabte det en dår­lig stemning, og Janus var rasende på mig, men så var det som om, alle accepterede, at jeg var familiens rødstrømpe, som Hen­ning kaldte mig. Selv lærte jeg også at til­sætte lidt humor til mine kommentarer.

– Henning, den kommentar var ikke gået i 5. D, sagde jeg ofte.

Og i stedet for at blive sur eller fornær­met gjorde han faktisk selv lidt grin med det og sagde, at så måtte jeg hellere sende ham uden for døren. Jeg tror faktisk godt, at han et eller andet sted kunne lide at få lidt modstand. Flere gange endte vi lige­frem med at have gode diskussioner om li­gestilling, og selv om vi ikke var enige, var min svigerfar faktisk interessant at disku­tere med.

– Det er et helt utroligt tag, du har fået på Henning, sagde min svigerinde. – Du slipper af sted med at sige de vildeste ting til ham.

– Jeg forsøger bare at opdrage lidt på ham, svarede jeg.

Min kamp gik videre. Når vi havde spist, rejste jeg mig demonstrativt op og be­gyndte at tage ud af bordet, mens jeg kig­gede rundt på de andre og spurgte, om de ikke lige kunne give en hånd. Nølende rej­ste de sig op, men snart gjorde de det fak­tisk af sig selv.

– Henning, du kan også godt rejse dig, sagde jeg og greb brødbakken.

– Ja, ja, jeg tør ikke lægge mig ud med fa­miliens rødstrømpe, svarede han og rej­ste sig.

Jeg tog det som en kompliment, og jeg fornemmede også, at min svigerfar bag fa­caden respekterede mig for at sige min mening.

Vigtigst var det dog, at mit mod smittede af på min svigermor. Da Henning til på­skefrokosten brokkede sig over, at baconet på leverpostejen var lidt brændt på, sva­rede Hanne roligt: – Der er ingen, der har forbudt dig at stege dit bacon selv.

Det var, som om den famøse engel gik gennem stuen. Familien stirrede målløse på Hanne.

– Nå, så slemt er det heller ikke, mumle­de Henning. – Jeg skærer det bare af. Det var ikke for at gøre dig ked af det.

– Jeg blev faktisk ked af det, for jeg har brugt rigtig lang tid på at lave mad, svare­de Hanne. Henning lignede en lille dreng, der havde fået skæld ud af sin mor, mens resten af familien fik travlt med at be­kendtgøre, at maden smagte dejligt, og at hun ikke skulle tænke over det.

Jeg havde lyst til at hoppe op af stolen og juble, men tøjrede min begejstring. I stedet kiggede jeg på Mor Hanne, og jeg sværger, at jeg så et lille triumferende smil i hendes øjne.

Der er nu gået et år, og selv om Henning stadig kan være lidt grov, går der længe­re og længere imellem. Hanne er blevet god til at sige stop, og jeg har efterhånden forstået, at Henning faktisk elsker sin ko­ne utrolig højt og vil hende det bedste, selv om det ikke altid kommer så heldigt ud. Jeg føler mig heldig, at de er mine sviger­forældre, og der er ingen tvivl om, at de og­så bliver nogle dejlige bedsteforældre.

Jeg venter nemlig vores første barn, og når he­le familien er samlet til frokost på søndag, fortæller vi dem det.