Brev til Puk: Fortæl detaljer om demensen

I 2015 fik min mand på 78 konstateret Alzheimers. Vi var en sammenbragt familie med min mands tre børn og mine to.

Efterhånden som demensen blev tydeligere og tydeligere, gjorde jeg det til en vane cirka en gang om måneden at skrive mails til vores børn og søskende, hvor jeg fortalte små anekdoter og facts om dagligdagen.

F.eks. “I denne tid er Far meget forvirret. Han spørger og snakker hele tiden om det samme. Jeg svarer, så godt jeg kan.” Jeg fortæller f.eks. om hver morgen/formiddag, hvor alt er forvirret. Han siger: “Hvor er Far? Er han taget på arbejde? Nu må jeg også hellere se at komme hjem! Jeg er så glad for, at du er min mor!”

Det var ikke altid nemt, men jeg sluttede altid af med noget positivt.

Nu efter jeg er blevet alene, takker jeg hver dag for, at jeg var åben hele vejen. Det har hjulpet (de voksne) børn, og det har i høj grad hjulpet mig gennem en svær tid. Og samtidig føler jeg, det har hjulpet sammenholdet i familien.

Aase.

Kæreste Aase.

Hvor er det bare en god idé at lave sådan en slags dagbogsmail. Alle de oplevelser og tanker, du stod med, skulle selvfølgelig deles, og familien orienteres.

Jeg synes, det er rigtig godt fundet på, og det gav din familie et indblik i, hvad du stod med i hverdagen, både på de gode dage og på de svære.

Jeg er meget glad for at kunne formidle din idé videre, og jeg håber, at læserne vil tage den til sig.

Mange varme hilsner fra Puk.