Min bror har kontanter i skabet

Mandag, 25. marts 2024
Af Puk Elgård Illustration: Birgitte Ahlmann
En bekymret storesøster søger råd angående sin bror. Broderen har afsløret, at han hver måned, kort før den næste førtidspension udbetales, hæver alle pengene fra sin konto. Storesøsteren frygter, at det kan blive udfordrende at bevise, hvor pengene stammer fra.
En gammelt skab fyldt med penge

Kære Puk

Jeg har en dejlig bror, som er født udviklingshæmmet. Da han har en hjerneskade, gør han ikke altid som andre, hvilket kommer ham til både fordel og ulempe i livet. Han bor i egen lejlighed i et botilbud, men klarer en stor del af hverdagen selv, bl.a. sin økonomi.

Jeg har lige været på besøg hos ham for at hjælpe med at rydde op, og bagerst i et skab finder jeg en indkøbspose fyldt med kontanter, primært tusindkronesedler, som jo snart udgår.

Min bror fortæller, at han hver måned, lige inden den næste førtidspension går ind, hæver alle pengene på kontoen. Det er primært sket i supermarkeder, hvor han har hævet over beløbet.

Jeg er ikke i tvivl om, at han siger sandheden, men tænker, at det bliver svært at dokumentere, hvor pengene kommer fra. Han har i gennemsnit hævet 3.000 kroner hver måned, og beløbets størrelse tyder på, at det har stået på i flere år.

Jeg ser helst, at pengene kommer tilbage i banken, men syntes at have læst, at nogle pengeinstitutter ikke vil tage imod kontantbeløb i den størrelse. Det vil også give anledning til problemer, da det er vanskeligt at dokumentere, at pengene ikke stammer fra hvidvask. Han er selv meget nervøs ved situationen. Jeg ønsker blot min bror det bedste, så han ikke ender med en pose værdiløse sedler.

Har du et godt råd til os?

Storesøsteren

Kære Storesøsteren

Det råd, som jeg oftest selv tyer til, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, er: Fortæl det som det er. Sig sandheden.

Det vil jeg også råde jer til her. Jeg har ringet rundt til forskellige bankansatte for at kunne svare bedst muligt, og alle var samstemmende enige om, at I skal gå i banken og fortælle det, som det er.

Det er ikke i sig selv kriminelt at have en pose fuld af penge, og har man ovenikøbet ud over penge også rent mel i posen, skal det nok gå. I skal være bekendt med, at banken muligvis skal indberette det store beløb, men hvis forklaringen holder vand, er der ingen fare.

Der er forskellige andre ting, man kan gøre for at få pengene ud i cirkulation, men jeg vil nødig her give en guide til, hvordan man kommer af med penge. Men I har lidt over et år, før sedlerne udløber 31. maj 2025.

Tag din bror under armen og gå ned i banken og spørg dem til råds. Mange er i samme situation som jer. En del borgere hævede store beløb, da det på grund af den negative rente kostede penge at have penge stående, og andre føler sig mere trygge ved at have kontanter derhjemme, og de ved nu ikke, hvad de skal gøre med dem, så jeres situation er ikke ukendt for de bankansatte.

I skal nok finde en løsning.

Mange hilsner Puk