Juletid uden splid

Fredag, 1. december 2023
Af Iben Haahr Berner.
Foto: Colourbox.
Julen er fyldt med gøremål, traditioner og vaner – og vi skal helst nå det hele på den halve tid. Men hvad gør vi, når konflikterne banker på døren og bryder julefreden?
Familie fejrer jul

Julen kommer, førend vi ved … og de fleste af os glæder os til familiestunder, nærvær og hygge.

Men indimellem kan det være svært at bevare familiefreden og den gode stemning, når vi skal tage stilling til bl.a. julefrokoster, gaver, sammensætning af gæster, julemenu, og hvad vi ellers plejer at forbinde med julen – og bruge tid og energi på.

Heldigvis er der råd at hente, så december og juleaften ikke ender med skuffede og sure miner. Eller det, der er værre.

For at forebygge misstemninger og konflikter i julen er det først og fremmest vigtigt at afstemme forventninger sammen med sin familie. Det fortæller Gerda Rasmussen, der er familie- og psykoterapeut.

– Det er vigtigt, at alle involverede taler om, hvad de hver især glæder sig allermest til. Sørg for at spørge din partner og dine eventuelle børn, hvad de synes er dejligt og sætter mest pris på ved julen.

– På den måde undgår du at sætte gang i en masse projekter, fordi du prøver at indfri nogle forventninger og forestillinger, som måske slet ikke eksisterer, tilføjer Gerda Rasmussen.

Selve juleaften kan nemt give ekstra anledning til splid, fordi mange af os ønsker, at netop den aften skal være præcis, som den plejer.

Når to mennesker danner par og familie, kommer begge typisk med forskellige sæt traditioner, de hver især gerne vil holde fast i. For slet ikke at tale om gæsterne fra begge sider, som ofte også gerne vil have indflydelse på slagets gang.

For at komme uenighed og ufred til livs er det vigtigt at være meget konkret, når I sætter jer ned og forventningsafstemmer med hinanden. Og lade værterne få en særlig rolle.

– Det kan være en god idé at lade værterne bestemme, hvad der skal på julemenuen og i det hele taget afgøre, hvordan maden og spisningen skal gribes an. Og hvis du som vært oplever, at der er store forskelle på, hvad I giver gaver for, kan du komme med et udspil, der gør det mere lige for alle. Aftal f.eks. et maksimumsbeløb, I vil give for i år, siger Gerda Rasmussen.

Om eksperten

Gerda Rasmussen er underviser og familie- og psykoterapeut med egen praksis i Aarhus. Hun tilbyder psykoterapi til individer, par og familier samt supervision til individer, grupper og arbejdspladser.

Vær ærlig

Hvorfor er netop juletiden ofte præget af stress og forventningspres? Gerda Rasmussen forklarer, at juletiden er ekstra sårbar, fordi vi har meget, vi gerne vil nå og opnå.

Vi vil gerne opleve, at vi har det godt sammen i familien, er velfungerende og kan hygge os. Men sådan ser virkeligheden bare ikke altid ud.

Her kommer ærlighed jer til hjælp.

– Oplever børnene eksempelvis, at du og din partner har sammenstød, kan du sige det, som det er: ”Far og mor har det ikke så godt for tiden, men vi vil gøre vores bedste for, at det bliver en god aften”. Ærlighed er vigtig, så forventningerne til aftenen ikke både er tårnhøje og kommer i en falsk indpakning, siger Gerda Rasmussen.

Familie- og parterapeuten har et råd mere, som hun mener, kan gøre julen til en tid med mindre splid og stress – og mere rart samvær.

Rådet handler om at prioritere og sortere i dagene, der ofte er spækkede med familiebesøg og ritualer, som skal gennemføres, før det kan blive en ”rigtig jul”.

– Sørg for at finde tid, fred og ro til bare at nyde hinanden i den nære familie. Dét handler julen jo også om, siger Gerda Ramussen.

5 gode råd til at undgå konflikter og stress:

  • Afstem forventninger i parforholdet og med familien. Forventninger ændrer sig hvert år, så det er vigtigt at opdatere dem.
  • Nedbryd forestillingerne om, hvad der hører julen til, og hvad der skal ske. Mærk efter, hvad der er rart, og hvad der passer til jer i år.
  • Hav øje for, at der er forskellige behov og ønsker på tværs af bl.a. generationer og aldersgrupper.
  • Vær ærlig, hvis stemningen bliver dårlig og samværet svært. Sæt ord på, hvad der sker.
  • Undgå at lave et for stramt program i december, særligt omkring den 24. december. Prioritér hygge, fred og ro i den nære familie.