Maya overvandt sin flyskræk

Mandag, 3. juli 2023
Af Marianne Knudsen
Foto: Hanne Juul
Maya Carlsen var så bange for at flyve, at hun helt undlod det i flere år. Men da hendes veninder insisterede på, at hun tog med på en tøsetur til Mallorca, søgte hun hjælp hos Marianne Hansen. Med hypnoterapi fik Marianne kureret Mayas flyskræk, så hun kunne flyve sydpå med sine veninder.
Maya Carstensen

Maya har været så bange for at flyve, at hun krampagtigt har siddet i sit flysæde og dårligt har turdet trække vejret. Hendes hjerte har galoperet derudad, hun har svedt og rystet, og hun har ikke rejst sig på noget tidspunkt for at gå på toilettet undervejs.

Hun har tyet til beroligende piller og alkohol inden flyveturen, og et år fik hun overtalt sin familie til at køre i bil sydpå i stedet for at flyve.

– Det var den bedste ferie, griner 23-årige Maya Carstensen fra Hillerød og fortæller, at ferierne nemlig ofte har været præget af, at hun kun har tænkt på hjemrejsen, når hun så endelig er landet på feriestedet.

Maya er langtfra alene om at have angsten for at flyve som fast rejsemakker. For nogle betyder det, at de aldrig rejser, og for andre, at de er et nervøst nerve-vrag i ugerne op til flyveturen og under den, og at ferien slet ikke nydes på grund af tankerne om den forestående hjemtur.

Årsagerne til frygten er individuelle, men fælles er, at selv om man siger, at det at flyve er den sikreste transportform, er fornuften ikke i stand til at bremse fobien.

Foto: Hanne Juul

– Jeg var hunderæd for, at flyet skulle falde ned. Jeg kunne næsten overbevise mig selv om, at det ville ske, fortæller Maya.

Hun havde umiddelbart forestillet sig, at det var sådan, det ville forblive, og da hendes veninder begyndte at arrangere en tøsetur til Mallorca, tænkte hun heller ikke sig selv med i de planer.

Men veninderne ville det anderledes. De insisterede på, at Maya tog med, og derfor begyndte hun at undersøge, om hun mon kunne få en form for hjælp til sin flyskræk.

Hun læste om hypnoterapiens virkning og besluttede sig for prøve det. Det blev hos Marianne Hansen, der er uddannet hypnoterapeut og har klinik i Espergærde, og allerede efter en enkelt session fornemmede hun, at noget indeni i hende faldt i hak og gav en forståelse for, hvor frygten for at flyve kom fra.

– Angsten for at flyve kan komme af mange ting. Det kan være en adopteret adfærd fra f.eks. forældre, der har været bange for at flyve, men det kan også komme af et traume, der ikke er blevet bearbejdet. Det finder vi ud af i en hypnoterapi-session, forklarer Marianne Hansen.

Hun har hjulpet mange af med deres flyskræk, og det er typisk i foråret, hun får henvendelserne, fordi folk er i gang med at planlægge sommerferien, eller også efter ferien, hvor nogle har oplevet en forfærdelig flyrejse og nu vil have hjælp til deres fobi.

Fordelen ved hypnoterapien er, at det hele foregår i det ubevidste sind. Fobien er tanker og følelser, som ens hjerne nu tror så meget på, at de er blevet til personens virkelighed. Under hypnosen fjernes angsten.

Foto: Hanne Juul

Under Mayas hypnose fandt hun ud af, at flyskrækken udsprang af en dødsangst, der opstod i forbindelse med, at hun mistede sin mormor for 10 år siden, og som hun havde haft et tæt og kærligt forhold til. Maya var dog ikke bevidst om, at det havde givet hende et traume, der nu udspandt sig ved, at hun slet ikke kunne overskue at flyve. Men ved at tage fat i traumet kunne hun bearbejde det og bedre forstå sin angst.

– Fobier opstår, når indre og ydre ressourcer er utilstrækkelige til at håndtere en udefrakommende trussel. Truslen udefra kan blandt andet være andres død eller frygten for eget liv som i Mayas tilfælde. Uanset hvad det handler om, er der følelser involveret. Hypnose er en indadvendt fokuseret tilstand, som jeg hjælper mine klienter med at komme ned i. Mange af de mønstre, vi har, kommer af påvirkninger i vores hverdag. Det kan være fra forældre, veninder, skolelærere og andre, som vi er følelsesmæssigt tætte på. Nogle at de ting, som generer os, er vi ikke bevidste om, heller ikke hvor de kommer fra – og mange gange er der lagt låg på. Under hypnoterapien kan det så dukke op, og så går man ind og justerer følelserne eller kører følelsen flad, som jeg kalder det, siger Marianne.

Det faldt på plads

Hos hende varer en session op til et par timer, for først er der en samtale om klientens udfordring, som foregår i det bevidste sind og dernæst skræddersyer hun hypnosedelen til den enkelte klient, og der er derfor aldrig to sessioner, der er ens.

I Mayas tilfælde lavede Marianne en visualiseringsøvelse, hvor hun skulle forestille sig en rejse skridt for skridt. Undervejs noterede Marianne sig Mayas særlige reaktioner. Derefter tog Maya plads i forandringsstolen, som Marianne kalder den stol, hvor hypnosen foregår.

Selve hypnosedelen kan man ikke sætte tid på, for nogle mennesker arbejder hurtigt, mens andre skal bruge lidt mere tid til at få ryddet ordentligt op. Klienten bruger den tid, som det tager at komme til bunds i problemet. For Maya var flyskrækken altså opstået og udløst af en dødsangst.

– Det var en underlig fornemmelse bagefter, men det var, som om der var faldet noget på plads bagefter. Jeg kunne tydeligt mærke en forandring allerede et par uger før, jeg skulle ud at flyve med mine veninder. Jeg havde et andet overskud og var ikke bekymret, da jeg skulle pakke mit sommertøj i kufferten. I lufthavnen var der heller ikke noget, og da jeg sad i flyet, kunne jeg både snakke, grine og spille spil med mine veninder. Jeg gik endda på toilettet, smiler Maya.

På grund af corona er det ved at være et par år siden, at hun sidst fløj, men da hun og kæresten venter deres første barn sammen, har de aftalt, at de skal besøge kærestens familie i Serbien, når Maya har født.

– Og det er planen, at vi flyver derned. Den tanke har jeg det virkelig helt fint med nu, siger Maya.

Foto: Privat

Slip af med flyskræk

  • Aerofobi er en fobi for at flyve. Lidelsen kendes på overdreven frygt for at flyve og svær angst under flyrejser. Frygten retter sig ofte mod tanker om, at noget skal gå galt undervejs. Angsten kan blandt andet udløse panikanfald, svimmelhed, hjertebanken, koldsved og rysten.
  • Flyskræk opstår typisk i forbindelse med en specifik flyrejse, hvor der for eksempel har været turbulens eller en ubehagelig landing. Det kan også udvikles som følge af fortællinger fra andres dårlige oplevelser eller være en adopteret adfærd fra forældre, der har lidt af flyskræk.
  • Der er forskellige hjælp at få til behandling af sin flyskræk. Hypnoterapi, kognitiv adfærdsterapi og specifikke flyskræk-kurser, der indebærer en flyve-tur, er nogle af dem, ligesom der også findes selvhjælpsbøger om, hvordan man kan håndtere sin angst for at flyve.