Mia træner parkinsonramte i boksning: Når de bokser, glemmer de sygdommen

Mandag, 18. marts 2024
Af Vibeke C. Larsen
Foto: Lars Horn
Mia er datter af en bokser og har selv bokset, men da hendes far blev ramt af Parkinsons sygdom, lagde hun boksehandskerne på hylden for at skåne sin hjerne. I dag træner hun sin far og andre med Parkinson i boksning, for boksetræningen har en god effekt på sygdommen.
Mia Øgaard Jensen og Jesper Larsen Parkinson Boksning gymnastik Lars Horn / Baghuset Dato: 18.01.24
Mia bruger prikhandskerne, når der skal trænes koordination.

Hårde toner fra Volbeat brager ud af højtalerne, mens en gruppe i træningstøj løber frem og tilbage i hallen.

– I må godt overhale, råber træneren, mens motionisterne sætter farten op.

Flere bærer grå T-shirts med ordene ”Motion er medicin”.

Motion er nemlig medicin for de 22 deltagere på holdet i Parkinsonboksning i AK Jydens bokseafdeling i Aalborg. De mødes hver torsdag eftermiddag for at slå sygdommen væk, i hvert fald for en stund.

– Når de bokser, glemmer de sygdommen. Her er de ikke syge, men boksere. I mange andre sammenhænge er de syge, men her er de blandt ligestillede, siger Mia Øgaard Jensen.

Hun er en af de fire trænere på holdet, og blandt deltagerne er hende egen far, Karl Johan Jørgensen, som fik konstateret Parkinsons sygdom for 15 år siden.

Lugten af mange års sved og slag hænger imellem sandsække, handsker og bokseringe. For Mia er denne lugt velkendt. Som lille pige kom hun i klubben sammen med sin far, som både har været jysk og dansk mester.

Billederne af Karl Johan Jørgensen i ringen hænger stadig på væggen i klubben. Der hænger også billeder af Mia med en medalje om halsen.

Hun boksede i 10 år og i fire år på et niveau, som gjorde hende til nummer et i det jyske mesterskab og nummer to til danmarksmesterskabet. Men boksning er en kontaktsport, som går hårdt ud over hovedet, og mange tidligere boksere får Parkinsons sygdom.

– Da min far blev ramt, turde jeg ikke bokse længere, for jeg har to små børn og vil ikke udsætte dem for risikoen, fortæller 36-årige Mia.

Mia Øgaard JensenParkinson Boksning gymnastik Lars Horn / Baghuset Dato: 18.01.24
Som gammel bokser ved Mia godt, hvordan man lægger styrke i et slag.
Foto: Lars Horn

Giver noget tilbage

Normalt passer Mia sit arbejde som marketingchef i Aalborg Storcenter, men hver torsdag er hun træner i parkinsonboksning.

– Min far støttede mig, da jeg boksede, så jeg vil gerne give ham noget tilbage, forklarer Mia.

Hun har sammen med de andre trænere gennemgået en særlig træneruddannelse, som er udarbejdet af Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union, så træningen tilgodeser parkinsonpatienternes behov. Træningen kombinerer styrke- og konditionstræning med klassisk boksetræning.

– Boksetræning er rigtig godt for mennesker med Parkinson, fordi de både bruger kroppen og hjernen. Ved at træne regelmæssigt får de et bedre sygdomsforløb, fordi det forlænger de gode faser. Hvis jeg kan få budskabet ud og give nogle fem gode år, bliver jeg lykkelig, siger Mia.

Parkinsons sygdom er delt op i fem faser, hvor personer i den sidste fase har betydelige funktionsnedsættelser. Der findes ingen helbredelse, men man kan forlænge de tidligere faser med medicin og fysisk træning.

Sygdommen udvikler sig gradvist og viser sig med symptomer som nedsat bevægelse, stivhed, rysten og balanceproblemer. Den er meget individuel, og ikke to forløb er ens.

Mias far er i femte stadie og støtter sig til sin rollator, da han ankommer til træningen.

– Sygdommen gør ham gammel. Han er kun 70 år, men ligner en på 90. Når han får boksehandskerne på, forsvinder sygdommen, siger Mia og kigger på sin far.

Han står foran boksebolden, fødderne og hænderne husker bevægelserne. Slagene rammer sikkert boksebolden, mens fødderne vipper fem og tilbage.

Mia oplevede, hvordan Karl Johans sygdom tog fart under corona-nedlukningerne, hvor han ikke kunne træne.

– Han trækker sig mere fra det sociale, fordi han får det psykisk dårligt i store grupper. Han bliver usikker på sig selv, fordi han har svært ved at finde ordene, fortæller Mia.

Stemmen bliver for mange med Parkinson påvirket af sygdommen, så de taler meget lavt. Derfor bliver der også råbt en del til træningen.

Mia Øgaard JensenParkinson Boksning gymnastik Lars Horn / Baghuset Dato: 18.01.24
Der tælles ned fra 10, mens mavemusklerne trænes.
Foto: Lars Horn

Sved på panden

På gulvet er 62-årig Jesper Larsen ved at træne krydskoordinering, hvilket træner hjernen. Han slår skiftevis med højre og venstre på de plader, som træneren holder op foran ham.

– Det giver mig en masse energi at komme her. Jeg møder andre i samme situation som mig selv, og det motiverer mig til at træne. Jeg vil gerne udsætte min sygdom så længe som mulig, siger han.

Jesper har haft diagnosen i to år, men passer stadig sit arbejde som procesoperatør og lever et aktivt liv, hvor ham både løber og kører mountainbike.

– Alligevel betyder det meget at komme her, for man bliver alene med sin sygdom, hvis man ikke møder andre med Parkinson, siger han.

Pårørende er velkomne til træningen, og Jesper har haft sin kone med.

– Bagefter kunne hun godt forstå, at jeg er træt efter træning. Det er hård træning, for det gør ondt at tage 30-40 mavebøjninger, siger han.

Parkinsons sygdom rammer flest mænd, og der er også kun tre kvinder på holdet. Den ene er Jytte Andersen på 70 år. Hun fik konstateret Parkinsons sygdom i 2018 og har været på holdet siden begyndelsen i 2022.

– Jeg kan godt lide alsidigheden i træningen, og det er vigtigt at holde sig i gang. Jeg går altid glad herfra, fordi det giver mig så meget fysisk og psykisk, og jeg får det bedre i min hverdag, siger hun.

Timen er ved at være slut. Deltagerne samles i en stor ring. Først råber de hver især deres navn, før de med armene omkring hinanden råber: ”Jyden længe leve. Hurra, hurra, hurra”.

Jytte Andersen Parkinson Boksning gymnastik Lars Horn / Baghuset Dato: 18.01.24
Jytte er en af de få kvinder på holdet, da Parkinson rammer flest mænd.
Foto: Lars Horn