Vi overvinder forhindringer sammen

Da 42-årige Jesper Vind Jensen voksede op, var der ikke rigtigt nogen sportsgrene, der fangede ham, og indtil for cirka 10 år siden kunne han heller ikke se sig selv i et klubfællesskab.

Men det ændrede sig, da han begyndte til hvalpetræning med sin dansk-svensk gårdhund. Det viste sig nemlig, at han havde talent for at lære Sif at forcere forhindringer, som en typisk agilitybane består af.

– Det var lidt tilfældigt, jeg fik øjnene op for agility. Men jeg kan godt lide, at det er en fartfuld sport, som kræver et tæt sammenspil mellem mig og min hund. Når vi løber en bane, og jeg f.eks. siger “rundt”, som betyder, at hunden skal løbe på bagsiden af et spring, og hunden så gør det i stedet for at løbe lige på, er det meget tilfredsstillende, siger Jesper, der bor i Sabro vest for Aarhus.

Og det er ikke kun, når hunden lystrer hans verbale kommandoer, at Jesper bliver stolt og kan se, at de mange timer, de lægger i agility-træningen, giver pote.

– Hvis min hund på eget initiativ tager og gennemfører f.eks. slalom, som består af 12 pinde, selv om jeg ikke er tæt på ham, ved jeg, vi har fat i noget af det rigtige. Og det føles fantastisk.

Sif gik på hundepension i 2018 og gav stafetten videre til Jespers anden agility-hund, Luzon, som er af racen pyrenæiske hyrdehund. Og Jesper fortæller, at Luzon både er hurtigere og bedre til at reagere på hans kommandoer, end Sif var, og at han laver langt færre fejl på agilitybanen.

– Sif var en god begynderhund, som lærte mig meget som hundefører, men jeg vidste tidligt, vi ikke ville udrette store ting sammen. I Luzon fik jeg en hvalp, jeg kunne træne op til at blive en topatlet, siger Jesper og fortsætter:

– Jeg er ret ambitiøs med Luzon. Det er jeg blevet med tiden, fordi jeg opdagede, vi er gode. Han løber godt, og vi kan præstere sammen.

Før Luzon var fyldt to år, deltog han og Jesper i deres første agility-konkurrence, og i 2018 kom de i klasse 3, som er den højeste niveau, man kan opnå inden for agility. I 2020 var der lukket ned for agility-aktiviteter på grund af corona, men i 2021 blev Jesper og Luzon udtaget til det danske landshold, fordi de var blandt den gruppe af agilityudøvere, som havde fået flest point ved de forgangne udtagelsesstævner. Samme år gjorde Luzon sig fortjent til titlen “Årets Agilityhund”, og til Nordisk Mesterskab (NM) blev det til en andenplads i disciplinerne Hold og Individuelt.

– Det var en fantastisk præstation, da det var første gang, vi deltog på landsholdet, siger Jesper.

Sidste år blev det igen sølv til Jesper og Luzon i Individuelt ved NM. Og duoen har også deltaget i rødt og hvidt til VM, som er et meget større og mere krævende stævne end Nordisk Mesterskab, men her kom Luzon til at tage forhindringerne i den forkerte rækkefølge og blev diskvalificeret i alle løb.

– Jeg var ikke forberedt på, hvor anderledes alting var i forhold til det, jeg tidligere havde prøvet. Og jeg lod mig forvirre af andres velmenende råd i stedet for at holde fast i, at det er mig, der kender min hund bedst og ved, hvad der virker på banen for netop os, siger Jesper i bagklogskabens lys.

Stærkt sammenhold

Det er da heller ikke kun pokaler og hæder, der betyder noget for Jesper.

– Sammenholdet er det bedste ved at være på agility-landsholdet. Vi støtter hinanden og kender hinanden godt, for vi rejser og deltager i stævner sammen, spiser sammen og sover på samme hotel eller i den samme lejr. Nogle af os træner også sammen på tværs af vores klubber. Landsholdet er som en familie for mig, faktisk så meget, at min rigtige familie brokker sig over, at vi har svært ved at finde tid til dem, smiler Jesper.

Med “vi” mener han sin mand, Tonni, der som frivillig også er engageret i det relativt lille danske agilitymiljø. Det var faktisk Tonni, der bragte Luzon ind i familien Vind Jensen i sin tid.

– Jeg deltog i et stævne i Ribe på min 36-års-fødselsdag, og her overrakte Tonni mig en hvalp, mens hele stævnepladsen klappede. Jeg havde længe plaget om en ny agilityhund, men jeg havde forventet at få en eller anden snoldet gave i stedet for. Så jeg blev meget glad, og det var rørende, at alle havde holdt på hemmeligheden og var en del af overraskelsen, siger Jesper.

Han træner Luzon to gange om ugen, og én gang om ugen er han agility-instruktør i Dansk Kennel Klub Viby, som han skiftede til, da Sif viste tegn på at være en agilityhund. Når vejret er til det, træner Jesper også Luzon på sin egen bane i baghaven, og indimellem løber de sammen i skoven.

– Det er især vigtigt, at Luzon er fit. Han bruger cirka 30 sekunder på at løbe banen rundt, og han kan løbe cirka seks meter i sekundet. Så han er super adræt og noget af en energibombe, siger Jesper og fremhæver det tætte bånd, der er mellem dem.

– Jeg holder meget af ham, og han vil altid være tæt på mig og vide, hvor jeg er. Hvis Tonni f.eks. går ud for at lege med Sif, bliver Luzon inde hos mig, siger Jesper, der har fire hunde.

Satser på et år mere

Jesper ved godt, at andre måske kan mene, at agility er en fjollet (landsholds-) sport eller ikke forstår, hvorfor han vil bruge så megen tid på hundetræning, men det rører ham ikke. Han er vild med agility.

– Jeg har aldrig gået til noget, men det her, dét fangede mig virkelig! For det handler ikke kun om mig. Vi er et team, og det er sjovt, at det kan være en detalje, der afgør det hele på banen. Hvis Luzon f.eks. fejlfortolker en af mine fagter.

Jesper tror, han ville sidde mere foran sin computer – han er selvstændig software ingeniør – hvis han ikke havde agility at gå op i. Faktisk kan han slet ikke forestille sig en hverdag uden agility.

– Sporten har næsten overtaget hele min verden, og jeg vil fortsætte så længe, jeg har hunde, der kan løbe og som også synes, det er sjovt, siger Jesper, der selvfølgelig satser på at forblive en del af landsholdet, når den nye trup udtages til sommer:

– Luzon og jeg træner hårdt, og jeg har et forspring på point, fordi jeg sidste år fik en podieplacering til NM. I år går vi efter guldet!