En læser fortæller: Verdens bedste kat

Tirsdag, 20. december 2016
Lene Dürrfeld
Collage: Martin Silz
For et år siden valgte vores kat, Grumme, at flytte ind hos os. Grumme er en bestemt herre, men da vores voksne datter, Tina, tog sin hund med juleaften, fik han alligevel brug for at sætte sig lidt ekstra i respekt.
Verdens bedste kat

Vores kat, Grumme, er en hvid, neutraliseret hankat med klump-pote. Han har den fineste, lyserøde snude og flotte, store blå øjne, der kan se på én med et meget bestemt udtryk. Jeg ved ikke, om Grumme er døbt Grumme, men det blev det navn, Lars og jeg gav ham, da han for et år siden spadserede ind i vores hus og derefter ind i vores hjerter.

Jeg var i gang med at bage småkager, da jeg hørte en bil standse udenfor. Sekunder efter kørte den væk igen. Lidt forundret åbnede jeg døren. Dér sad Grumme og så en smule forvirret ud. Jeg er overbevist om, at han et øjeblik stirrede efter bilen, der så hurtigt kørte væk. Så rejste han sig og gik forbi mig ind i entreen. Jeg kiggede forbavset efter katten, da den gik forbi mig med halen i vejret. Jeg gik efter den, løftede den op og satte den udenfor igen. Dette skete flere gange. Døren blev åbnet, Grumme kom ind og blev sat ud igen. Til sidst lod jeg ham blive inde.

Katten Grumme

– Hvor ser han grum ud med den pote, sagde min mand og undersøgte poten, der var dobbelt så stor som de øvrige. Det var ikke noget, der gjorde ondt på katten. Måske var den født med den lille skavank.

– Vi kalder ham Grumme, sagde jeg, da jeg havde kigget efter, om han var øremærket. Det var han ikke.

Vi satte en annonce i lokalavisen med beskrivelse af katten, men der var ingen, der henvendte sig. Hos dyrlægen fik vi konstateret, at den misdannede pote var medfødt. Da vi fortalte vores datter, at vi havde fået kat, spurgte hun straks, om det betød, at hendes hund skulle blive hjemme, når hun kom på besøg.

En rival til katten

Sådan skulle det ikke være, men jeg var spændt på, hvordan det ville gå, da Tina kom besøg med sin schæfer, Rollo. Grumme blev i løbet af ingen tid dobbelt så stor som sædvanligt. Han tog et tigerspring op i vindueskarmen med strittende hår og en hale, der var utrolig tyk, og her, stående mellem to julestjerner, hvæsede han advarende. Rollo fik et mindre chok. Halen røg ind mellem bagbenene, og han trykkede sig ind mod Tinas ben. I lang tid stirrede Grumme stift på hunden. Så forlod han på stive ben vindueskarmen, tog turen hen overlænestolens ryg og forsvandt ud gennem den spritnye kattelem. Så snart Grumme var væk, løb Rollo gøende hen mod kattelemmen og så ret sejrsbevidst ud.

En sejrsikker kat

Grumme havde nu ikke i sinde at blive væk. Da han vendte tilbage et stykke tid efter, ignorerede han helt og aldeles Rollo. Jeg trak vejret lettet. Jeg havde været lidt bange for, at Grummes klump-pote ville genere ham så meget, at han ikke kunne bevæge sig hurtigt. Efterhånden vænnede de to sig til hinanden. Min mand kaldte det våbenhvile, men det var tydeligt, at Rollo blev mere og mere modig. Det skete endda, at han snappede i luften efter Grumme, der ikke så ud til at bemærke det. Selveste juleaften blev hundens drillende adfærd for meget for Grumme. Vi sad ved julemiddagen, da jeg så, at Rollo stod med bagkroppen lige i vejret. Resten af hunden var skjult under en stol. Tina kaldte på Rollo, men han reagerede ikke. Han stod bomstille. Tina rejste sig for at se, hvad Rollo havde gang i. Han reagerede stadig ikke, da hun rørte ham. Det var, som om han var hypnotiseret.

Læs også: http: Ville Svendsen acceptere min nye kat?

Jeg kiggede under stolen. Dér sad Grumme. Han havde godt fat i Rollos kæber med forpoterne, mens han stirrede hunden i øjnene. Jeg kaldte sagte på Grumme, men han holdt fast endnu et stykke tid. Da han endelig slap, luskede Rollo forlegent ud i køkkenet.

Lidt senere gik Grumme forbi Rollo. Han strøg så tæt forbi, at Rollo sagtens kunne have snappet efter ham, men hunden blev liggende med hovedet på forpoterne. Senere, da vi sad ved siden af juletræet og sang de gamle sange, kom Rollo hen og lagde sig ved Tinas fødder. Grumme sprang op på mit skød og kiggede interesseret på lysene på juletræet. Så lagde han sig godt til rette og spandt, så det næsten overdøvede vores sang.

Endelig julefred

En dyb fred sænkede sig over os alle sammen. Det føltes så godt og rigtigt, at både Grumme og Rollo nød at være sammen med os mennesker. Jeg vidste med mig selv, at årets bedste julegave var den søndag, Grumme invaderede vores hjem og blev boende. I år kommer Tina og Rollo igen. Tinas kæreste, Mikkel, kommer også, og til næste år, når de unge er blevet forældre, vil vi være endnu flere. Jeg ved, at de unge på et tidspunkt skal holde jul sammen med Mikkels forældre, men så har vi Grumme, verdens dejligste kat…