En læser fortæller: Albert ville være frikanin

Onsdag, 17. april 2024
Andrea Bak
Collage af Martin Silz
Albert var en viljestærk lille fyr, der ikke accepterede at blive behandlet som en almindelig kanin. Han var mere til de såkaldt åbne vidder i hjemmet.
frikanin

Da min søster besluttede sig for, at hun og drengene skulle have en kanin som kæ­ledyr, var det i den tro, at den naturligvis ville være lettere at passe end både hund og kat.

Selvfølgelig skulle en kanin og­så aktiveres og passes, men en hund skulle luftes og en kat hav­de måske brug for at komme ud ind imellem, og det kunne man ikke rigtigt fra en lejlighed på fjerde sal.

Min søster og mine to 10-årige nevøer faldt med det samme for Albert, da de var ude på det nær­meste dyreinternat for at finde deres ny familiemedlem. Og Al­bert var virkelig nuttet. Han var lysebrun med sorte aftegninger og lange ører, som han løftede et ad gangen, mens han kiggede på én med et mildt undrende blik, som om han syntes, at vi mennesker godt nok var nogle underlige starutter.

Drengene knuselskede Albert fra første sekund, og når de var hjemme hos min sø­ster, var han ude stort set hele tiden. Dels fordi de mente, at Albert var klog nok til at færdes udenfor buret uden opsyn, og dels fordi han var ualmindelig svær at indfange igen, når først han var ude.

Heldigvis lod det til, at Albert var nærmest renlig. I hvert fald brugte han buret som toilet, hvil­ket var de eneste tidspunkter, hvor han frivilligt gik ind i buret. Albert var ca. et år gammel, da de overtog ham, og på internatet mente man, at han havde været vant til at færdes temmelig frit i sit tidligere hjem.

Problemet var størst i ulige uger, hvor drengene var hos de­res far, og så skulle min søster underholde det lille kræ selv.

Buret var hurtigt kommet ind i stuen fra drengenes værelse, det var alt for ensomt for Albert, når de ikke var hjemme, men det var stadig ikke nok for den lille fyr.

Ved ihærdig brug af charme og nuttethed lykkedes det Al­bert, lige så stille, at få udvidet sine privilegier – også i de ulige uger. Hvis min søster satte sig i sofaen for at slappe lidt af, mens kaninen sad i buret, larmede den rundt derinde for at få opmærksomhed.

Albert stoppede først, når min søster med opgivende mine åbnede buret, for i det mindste at få lidt ro i stuen. Så hoppede Albert adræt op i so­faen og puttede sig ind til hende, mens hun læste eller så tv.

Det gentog sig efterhånden hver aften, og min søster måtte indrømme, at det faktisk var lidt hyggeligt at have sådan en lille kælepotte ved hånden, når man sad og slappede af. Problemet opstod, når hun skulle have ka­ninen ind i buret igen ved sen­getid. Så gemte Albert sig i alle mulige afkroge af lejligheden.

En aften gik det galt. Albert fik bagbenet i klemme i døren til stuen, da han prøvede at flygte, idet min søster lukkede døren, for at undgå at skulle ja­ge igennem hele lej­ligheden. Kaninen skreg og forsvandt forskrækket ind un­der sofaen.

Min stakkels søster, der var ude af sig selv af dårlig samvit­tighed, fik lokket kaninen frem og tog den med i en taxi til dyre­hospitalet kl. 23 om aftenen. Det viste sig, at Albert havde brækket bagbenet, men det var ikke vær­re, end at dyrlægen mente, at det sagtens kunne reddes.

Min søster var lykkelig og betalte velvilligt en større sum penge til dyrehospitalet. Hun ringede til mig derudefra for at fortælle om den dramatiske aften. Vi blev enige om, at drengene ikke be­høvede at vide, præcis hvordan det var sket. Det vigtigste var, at Albert blev helt frisk igen.

Fortæl om dit liv

Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?

Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com

Dyrlægen havde i øvrigt fortalt min søster, at selv om det måske ikke er de fleste kaninejere, som har fritgående kaniner, så funge­rer det for nogen. Særligt, hvis man kan lære den at bruge en bakke eller buret til at besørge i, og det kunne Albert jo allerede.

Det lille kræ var blevet en del af familien, og det er ikke læn­gere kun drengene, der bliver varme om hjertet, når Albert kravler op på skødet for at bli­ve nusset. Efter den grimme oplevelse med døren er der kommet børne­sikringer på samtli­ge døre, så de ikke kan lukke helt til. Albert er nu lige så fritgående, som en kat, og det passer ham så glimrende.

Når folk spørger min søster, om det virkelig kan lade sig gøre at have en fritgående kanin, nik­ker hun smilende. Det har kræ­vet omrokeringer af forlænger­ledninger og diverse stikdåser, men de får hende aldrig til at indrømme, at det ikke altid er helt uproblematisk at have en gnaver rendende løs i lejlighe­den. Men hvad gør man ikke for sit kæledyr?