Julen begynder i Salling

Tirsdag, 5. december 2023
Af Marianne Knudsen
Julen begynder i november i det aarhusianske stormagasin Salling. Derfor har dekoratørerne travlt i ugerne op til med at skabe den helt rigtige julestemning på hver eneste etage. Selve planlægningen til juleudsmykningen er dog begyndt langt tidligere. Allerede i februar begyndte de første juleidéer at rumstere hos dekoratørerne. Præcis som hvert eneste år, for julen er stor i stormagasinet.
Trine og Sidsel

Det er en tradition for rigtig mange familier at se julelysene blive tændt i stormagasinet Salling i Aarhus.

Også i år, hvor de 500.000 led-lys blev tændt den første fredag i november og forvandlede stormagasinets facade til en kæmpestor julegave og dermed bød julen velkommen.

For nogen er det for tidligt og for meget, for andre er det en ægte glæde, der bringer dem i den helt rigtige julestemning.

Det er det for Sallings chefdekoratør, Trine Emilie Kremmer, der egentlig har mærket julestemningen spire i temmelig lang tid forinden. For når julelysene tændes, afsløres årets juleudsmykning i butiksvinduerne også, ligesom julepynten er sneget ind på hver eneste etage i det aarhusianske stormagasin. Trine og hendes otte medarbejdere har knoklet i ugerne op til for at nå det hele, men selve planlægningen er begyndt endnu tidligere.

– Heldigvis elsker jeg julen. Jeg går også all in derhjemme med julepynt, griner Trine og retter på et par glimmerstøvler, der står på en kasse fyldt op med farvede julekugler i dametøjsafdelingen.

Det er sjette år, at hun står for juleudsmykningen i Salling, og hvert år går hun til opgaven med tanke på at gøre det større, flottere og endnu vildere – og indrømmer, at hun undervejs i planlægningen nogle gange får tanken: Er det nu nok gas, den får i år?

Men de mange positive tilbagemeldinger fra kunderne forsikrer hende om, at det søreme også blev jul igen i Salling, når hun sammen med kollegerne pakker alt det hele ned i kasserne igen 23. december. For når stormagasinet åbner 27. december, begynder det store udsalg også, og de fleste er i gang med at tænke på nytårsaften.

– Faktisk har vi i år for første gang valgt at lade julepynten blive mellem jul og nytår, fordi kunderne har givet udtryk for, at det var ærgerligt, at det ikke var der i juledagene. Så nu prøver vi det, fortæller Trine.

Hun begynder allerede så småt at brainstorme på næste jul i februar. Tanker, idéer og input fra årets løb bliver nedfældet på skitser, og sammen med chefdekoratøren i Salling i Aalborg, Mette Kringel, lægger de en plan for, hvordan juleudsmykningen skal være den kommende jul for de to stormagasiner.

I april begynder hun at søge efter den julepynt, der skal bruges, og inden hun går på sommerferie skal alt være bestilt. For når hun vender tilbage efter ferien, går forberedelserne for alvor i gang.

I år er den røde tråd en julekugle, og det ser man straks her, der og alle vegne. Alle rulletrapper er pyntet med julekugler i form af klistermærker, og i midten hænger der store julekugler ned igennem etagerne.

Det er yogabolde, der er blevet pustet op og har fået sat et ophæng på – så de ligner julekugler, afslører Trine og tilføjer, at det er vigtigt, at det ikke bliver for småt. Det skal have en vis størrelse – og ikke mindst være i plastik i tilfælde af, at en kugle skulle ryge på gulvet.

På hver etage er der loftbannere af satinbånd, der løber langs og over vareudstillingerne. En simpel og forholdsvis billig måde at skabe en hyggelig effekt, og som har kunnet forberedes i god tid. Derudover er der pyntede juletræer rundt omkring samt gennemsigtige kasser fyldt med kugler.

– Og så lige en guldløber under det hele, og pludselig er det bare så meget jul, smiler Trine og peger på detaljen under tøjstativerne.

Butiksvinduerne ud til Strøget er der ekstra høje forventninger til, og også her er julekuglen omdrejningspunktet for udsmykningen. Store gennemsigtige julekugler er prydet med varer, der måske kan friste og inspirere til juleindkøbene.

Derudover er Lego-udstillingen i et af de store butiksvinduer efter ni år blevet et must for mange forbipasserende at beundre i juletiden. Det er en gruppe frivillige Lego-entusiaster, der står bag den hyggelige udstilling, hvor flere ikoniske bygninger i byen, ud over Salling, er bygget med masser af detaljer.

I løbet af december tager Trine og kollegerne et smut til London for at lade sig inspirere af storbyens juleudsmykninger. For når julen er i fuld gang i Salling, er dekoratørerne allerede i gang med at forberede sig til næste år. ■

3. november i år tændtes de 500.000 led-lys, der hvert år forvandler Sallings facade til en kæmpestor julegave.
3. november i år tændtes de 500.000 led-lys, der hvert år forvandler Sallings facade til en kæmpestor julegave.
På hver etage er der loftbannere af satinbånd, der løber langs og over vareudstillingerne. En simpel og forholdsvis billig måde at skabe en hyggelig effekt.
På hver etage er der loftbannere af satinbånd, der løber langs og over vareudstillingerne. En simpel og forholdsvis billig måde at skabe en hyggelig effekt.
Store yogabolde er forklædt som julekugler.
Store yogabolde er forklædt som julekugler.
Trine tænker jul det meste af året og fortæller, at hendes kamerarulle er fyldt med inspirationsbilleder fra hele året.
Trine tænker jul det meste af året og fortæller, at hendes kamerarulle er fyldt med inspirationsbilleder fra hele året.
Casper og Gitte sørger for, at alt spiller, inden julen for alvor går i gang i Salling.
Casper og Gitte sørger for, at alt spiller, inden julen for alvor går i gang i Salling.
Lego-udstillingen får både børn og voksne til at stoppe op og studere de mange detaljer, som en gruppe frivillige Lego-entusiaster står bag.
Lego-udstillingen får både børn og voksne til at stoppe op og studere de mange detaljer, som en gruppe frivillige Lego-entusiaster står bag.
Tanker, idéer og input fra årets løb bliver nedfældet på skitser i februar, og i samarbejde med chefdekoratøren i Salling i Aalborg, finder Trine frem til, hvordan juleudsmykningen skal se ud i november.
Tanker, idéer og input fra årets løb bliver nedfældet på skitser i februar, og i samarbejde med chefdekoratøren i Salling i Aalborg, finder Trine frem til, hvordan juleudsmykningen skal se ud i november.