Lige fra hjertet: Det skulle være ham

Tirsdag, 16. april 2024
Andrea Bak
Illustration: Lea Letén
Jeg svævede på en lyserød sky, for jeg havde mødt en mand, der slog benene væk under mig. Problemet var bare, at han aldrig kunne blive min.
En forelsket mand og kvinde

Jeg mødte Mikkel til et heldagsseminar på arbejdet, hvor han var oplægsholder. Jeg var 25 år og frygtløs, og jeg rejste mig foran 100 af mine kolleger og stillede ham et spørgsmål til hans foredrag.

Det var egentlig ikke, fordi jeg var særlig interesseret i svaret. Jeg ville blot have ham til at bemærke mig, for jeg havde lagt mærke til ham, siden vi alle var mødtes til morgenmad.

Fra scenen pegede han på min finger.

– Ja, dig dernede på 3. række, sagde han, og hans blik vandrede fra min finger, ned ad min arm, til han så mig i øjnene. Jeg mærkede et sug i maven, da vores blikke mødtes, og jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at formulere mit spørgsmål.

Resten af dagen tog vi stort set ikke øjnene fra hinanden. Jeg spiste frokost med mine kolleger, og han spiste med HR-afdelingen, men selv på tværs af kantinen fandt vi hinandens blik.

Det var først om eftermiddagen, da der var kaffe på terrassen, at jeg lod mit blik vandre fra hans øjne, ned ad hans arm og til hans ringfinger. Der sad den. En stor, fed vielsesring. Jeg stivnede.

Det var fjollet, for jeg havde end ikke haft en rigtig samtale med ham, men jeg følte mig forrådt, og jeg tog kaffen med ud på toilettet, hvor jeg satte mig med hovedet i hænderne. Da jeg havde sundet mig, gik jeg ind til de andre igen, men resten af eftermiddagen holdt jeg mit blik for mig selv.

Han slog benene væk under mig

Efter seminaret var der middag, og Mikkel kom hen til mig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde håbet på det. Han tog min kollegas plads ved siden af mig, og resten af aftenen sad vi og snakkede.

Det var let at tale med ham. Han var charmerende, og jeg tog mig selv i at kigge alle andre steder hen end på hans ringfinger.

– Jeg er nødt til at se dig igen, sagde han, da det var blevet sent, og folk begyndte at tage hjem.

Vi sad stadig på de samme pladser, men vi sad tættere, end jeg havde siddet med min kollega. Jeg nikkede, for jeg var enig. Det kunne ikke slutte her. Mikkel fingererede ved den pokkers vielsesring.

– Men jeg er nødt til at være ærlig. Jeg er gift, og jeg har to små børn, og det tager jeg alvorligt, sagde han.

– Jeg har bare sådan lyst til at lære dig at kende.

Han kiggede fra ringen og op på mig. Hans blik var på en gang trist og stålsat, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg følte en blanding af eufori over at have mødt en mand, der slog benene væk under mig, men samtidig sorg over at vide, at han aldrig kunne blive min.

En håbløs affære

Den næste tid sås vi flere gange om ugen. Vi mødtes halvvejs mellem vores jobs, så vi kunne spise frokost sammen i 30 minutter, inden vi begge halsede tilbage.

En dag, da vi kom ud fra restauranten, kyssede han mig. Jeg havde håbet på det længe, og alligevel vidste jeg godt, at det var omsonst. Jeg blev mere og mere glad for ham, men hans ægteskab var en konstant, jeg ikke kunne komme udenom.

Da vi mødtes næste gang, sagde han, at han ikke kunne se mig mere. Han var blevet for glad for mig, og det var ikke fair over for hans kone eller mig, at det her fortsatte.

Jeg vidste med min fornuft, at han havde ret, men det gjorde så ondt, som det aldrig før havde gjort. Det værste var, at jeg vidste, at han mente det. Han ville holde fast i beslutningen, fordi det var det rigtige at gøre, og det gjorde mig kun endnu mere vild med ham. Samtidig vidste jeg, at der ville gå lang tid, før jeg blev glad igen.

Jeg fik ret i den antagelse. Der gik næsten to år. Jeg troede aldrig, jeg kunne blive forelsket på ny, men så mødte jeg Philip gennem fælles venner. Han var høj, flot og meget vild med mig, og så var han ikke gift.

Vi flyttede sammen efter et par måneder, for alting var nemt med ham. Vi ville de samme ting og havde altid noget at snakke om.

Jeg glemte ham aldrig

Efter et år blev jeg gravid. Det var ikke planlagt, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville have barnet. Philip blev ellevild.

– Det er fantastisk, udbrød han, og jeg var enig. Jeg elskede ham, og jeg vidste, at vi ville være gode forældre sammen, for vi var gode til det meste sammen.

Men allerbagerst i mit sind rumsterede Mikkel stadig. Bruddet med ham havde været underligt, dels fordi vi aldrig havde været kærester, vi havde kun kysset en enkelt gang, og dels fordi ingen af os egentlig havde ønsket at slutte det. Vi var ikke blevet trætte af hinanden, tværtimod var det endt, fordi vi var så vilde med hinanden. Det havde gjort alting mere kompliceret også i tiden efter.

Men nu stod jeg her med min gravide mave og med Philip, og jeg besluttede, at det var her, mit fokus skulle være. Mikkel havde valgt sin familie, og det respekterede jeg. Nu måtte jeg videre. Jeg måtte give slip på det sidste af ham, fordi det fortjente Philip, og det fortjente jeg selv.

Det lykkedes på mange måder, og efter vi blev forældre til vores søn, Niels, var det, som om det gav sig selv. Nu var vi en familie, og det forpligtede. Helt praktisk var jeg så træt, at jeg ikke havde energi til at forholde mig til andet end at være mor for et lille barn.

Sommetider fik jeg en sms fra Mikkel, hvor han spurgte mig, hvordan jeg havde det. Det gibbede stadig i mig, men det føltes efterhånden så langt væk.

Philip og jeg havde det godt. Vi fik mere tid til hinanden, efterhånden som Niels blev større, ligesom jeg igen kunne fordybe mig i mit arbejde uden dårlig samvittighed.

Da Niels var seks år, var jeg på et tredages kursus, og som et deja-vu stod Mikkel pludselig foran mig ved buffeten i kantinen. Vi havde ikke set hinanden siden dengang, men det, der havde føltes langt væk, var pludselig tæt på. Intet havde ændret sig.

– Hej, sagde han perplekst.

– Hej, sagde jeg, og så stod vi der og så på hinanden.

Jeg ønskede at leve flere liv samtidig

Han var medarrangør af kurset og skulle være der alle dage. Hver gang, vi så vores snit til det, satte vi os ved siden af hinanden, eller gik efter kaffe sammen, hvad end vi kunne finde på for at have tid sammen. Vi talte hinandens ører af, og han tog mig i hånden, da vi var alene den sidste dag.

– Du aner ikke, hvor meget jeg har savnet dig. Jeg tænker på dig hver eneste dag, sagde han.

Jeg vidste præcis, hvordan han havde det, men man kan jo kun leve et liv ad gangen. Alligevel forsøgte jeg den næste tid at leve flere liv samtidig. Jeg var ikke Philip utro, men følelsesmæssigt var jeg nok. Mit hoved var et andet sted.

Jeg så Mikkel så meget, jeg kunne. Vi ræsede byen rundt for at nå at spise frokost sammen, og jeg var rædselsslagen for, at han ville forsvinde ud af mit liv igen. Det føltes, som om min lykke afhang af ham.

Fortæl om dit liv

Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?

Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com

Jeg var jaloux på hans kone, og jeg havde samvittighedskvaler over for Philip til trods for at Mikkel og jeg aldrig lavede andet end at holde i hånd. Men mit hjerte tilhørte en anden, og det er vel den værste form for utroskab.

Det stod klart for mig, at jeg måtte sætte Mikkel stolen for døren. Alt eller intet, for det, vi havde sammen, var alt for stort og sjældent til blot at eksistere i skyggerne. Men jeg var fortvivlet, for jeg havde ikke lyst til at frarøve Niels en opvækst i en kernefamilie. Det var ikke fair, og det var heller ikke okay at knuse Philips hjerte. Samtidig vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, for man kan da ikke leve hele livet for nogle andre.

Men da jeg sagde det til Mikkel, så han helt forkert ud i hovedet.

– Jeg kan ikke gå fra min familie, sagde han.

Øjeblikket efter tog han sine ting og gik. Jeg sad tilbage i hjørnet af frokostrestauranten og græd. Nu havde jeg mistet ham igen.

Vores kærlighed gik ikke væk

Jeg forstod ikke Mikkel. Det var ikke en let situation, tværtimod var det det sværeste, jeg i mit liv havde oplevet, men vores kærlighed til hinanden gik jo ikke over. Det stod vel klart nu efter ni år uden hinanden. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne gå hjem og fortsætte, hvor han slap.

Dagen efter viste det sig, at det kunne han heller ikke. Pludselig stod han i receptionen på mit arbejde. Jeg kunne se ham fra mit skrivebord, og jeg turde ikke tro, at han havde noget godt at sige.

– Jeg bliver skilt, sagde han, da vi havde sat os på en bænk udenfor.

– Det er det eneste rigtige at gøre, for du har ret i, at vi ikke kan leve sådan her, og jeg vil ikke miste dig igen.

Det føltes så underligt at høre ham sige det. Det var det, jeg altid gerne havde villet høre, men jeg vidste også, at vi nu ville såre en masse mennesker meget dybt. Jeg lagde hovedet ind til ham, og han lagde sine arme om mig. Han var min store kærlighed, og jeg var ikke i tvivl, men den samtale, jeg efterfølgende havde med Philip og dernæst Niels er sådan en, man ikke ønsker for nogen.

Ét var Philip, og det var slemt nok, noget andet var min søn. Han var stor nok til at forstå, hvad det betød, og det gjorde uendeligt ondt at se ham ked af det. Det var min skyld, og jeg kunne have undgået det, hvis jeg havde sat mig selv til side.

10 år efter vi havde mødt hinanden første gang, blev Mikkel og jeg kærester, men følelsen af at være egoistisk kunne jeg ikke ryste af mig, for det var jo sandt. Jeg havde valgt Mikkel på bekostning af andres lykke.

Jeg vidste med mig selv, at det var nødt til at være sådan, fordi jeg kunne ikke blive sammen med Philip, når jeg elskede en anden. Men at se Niels græde, fordi jeg havde splittet hans familie, kommer jeg aldrig helt over.

Nu, fem år senere, er Mikkel og jeg blevet gift, og jeg tror, jeg kan sige, at alle er blevet glade igen. Mikkels ekskone med en ny mand, og Philip med en ny kæreste. Vigtigst af alt trives vores børn. Niels er glad.

Det betyder dog ikke, at jeg har glemt, hvilke ofre det har krævet, og det er en vigtig grund til at værne endnu mere om vores kærlighed.