Annette og Michael kæmper mod hendes sclerose

Onsdag, 3. juni 2015
af Helle Lyngbo. Foto: Alex Tran
- Sammen har vi mange kræfter, siger Annette Søndergaard, der har haft vrangvillige ben, siden hun var teenager. Først i 2005 fik hun diagnosen, og det var på én og samme gang en katastrofe, en lettelse og en anledning til at tage livet op til revision. Og dagen efter friede Michael...

Michael er ikke meget for rosenrøde ugebladshistorier, men helt ærligt, når manden frier til sin kone lige dagen efter, at hun har fået diagnosen sclerose, kan man da ikke forvente andet end våde øjenkroge, vel?

For det var netop, hvad Michael gjorde for 11 år siden, da Annette endelig fik svar på, hvorfor hendes ben i 15 år ikke havde villet, som hun ville. De to var ganske vist for længst blevet gift på rådhuset, men Michael vidste, at Annette altid havde drømt om et stort kirkebryllup. Og det skulle hun have nu.

Humor i dagligdagen

At Michael så også med et stort grin kan finde på at sige ”sidste mand tager ud af bordet”, når de er ved at være færdige med aftensmaden, gør bare billedet af familien Søndergaard mere komplet.

På bondegården i Klattrup syd for Vejle har den sorte humor alle årene gået hånd i hånd med Annettes ”gakkede gangart” – hendes døtre har haft værdige læremestre i forældrene, så de kan også sagtens finde på højlydt at sige ”gå nu ordentligt, mor”, når de promenerer blandt fremmede. Og Annette selv kalder konsekvent den rummelige VW Transporter ude på gårdspladsen for ”spasserbussen”.

Læs også: Christina trodser sclerosen

Tårer i tonsvis

Den humoristiske tilgang betyder omvendt ikke, at det har været let for 42-årige Annette at acceptere sin skæbne. Hun har vrælet, grædt og tudet og ville såmænd også have stampet i jorden af raseri og forurettelse, hvis hun ellers havde kunnet flytte fødderne så meget.

– Det har været et kæmpe nederlag for mig hver gang, der er noget, jeg ikke har kunnet mere, siger Annette. – Det lyder frygtelig selvoptaget, men jeg har været vant til, at folk har kigget efter mig af en anden grund, og lige pludselig kiggede de efter mig, fordi jeg gik mærkeligt. Så jeg græd mig igennem, da jeg blev nødt til at bruge krykker, og jeg græd mig igennem, da spasserbussen pludselig holdt derude, siger Annette.

At det er en bus og ikke en fiks lille handi-bil hænger sammen med, at kommunen gerne vil være forudseende, så der ikke skal indkøbes et nyt køretøj, når Annette engang er nødt til at acceptere, at hun skal have en kørestol.

Men står det til Annette, bliver den forudseenhed for evigt overflødig – hun kæmper en indædt og daglig kamp for at holde sine muskler bevægelige, så kørestolen aldrig kommer til at køre ind på matriklen.

– Nogle dage vågner jeg op med helt stive ben og kan ingen vegne gå, andre dage kan jeg færdes indendørs uden krykker, siger Annette.

Går fremad

Hendes håb om at undgå kørestolen er heldigvis ikke naivt – de sidste år er det gået frem og ikke tilbage med Annettes mobilitet. For 2½ år siden var hun tæt på at skulle sætte sig i kørestolen, men så kom hun med i et forskningsprojekt, hvor hun får medicin, der får nerveforbindelserne i hendes krop til at blive bedre til at forbinde sig. Det er gammelkendt medicin, der blot ikke er brugt til sclerose før.

– Dengang blev jeg træt af bare at skulle bevæge benene en smule, nu kan jeg træne og cykle tyve minutter med modstand. Benene bliver mindre stive, efter at jeg har trænet. Og det har ændret vores liv helt vildt, siger Annette, og et af hendes dejlige kæmpesmil lyser hele rummet op. Medicinen er dyr, og hun krydser nu fingre for, at hun får lov til at beholde den.

En gave til os

Annette og Michael lukker ikke øjnene for, at det kan gå ned ad bakke på et tidspunkt – de kæmper bare imod af alle kræfter, og sammen har de rigtig mange. Og samtidig gør de alt for at nyde de år, der går godt.

– Da Michael havde friet til mig, sagde jeg til ham, at det også var nu, at han skulle overveje, om der var noget, han gerne ville gøre, mens tid var…

Og det var der. Michael, der dengang havde et velbetalt lederjob, sagde op og startede sin egen virksomhed, hvor han med hjælp af en enkelt kontordame producerede reklamestandere af pap. I dag har han 20 ansatte og er i gang med at flytte til større lokaler.

– Jeg havde aldrig startet egen virksomhed, hvis det ikke var for Annette, siger Michael og nikker anerkendende over mod fru Søndergaard.
– På den måde er det en gave at have fået en kronisk sygdom, for det giver lejlighed til tage sit liv op til revision. Vi har ingen fede pensionsordninger – vi hiver al den glæde ud af livet, som vi kan få lige nu, siger Annette.

Læs også: Birgits mand valgte livet