Helle sørger for os alle sammen

Onsdag, 26. august 2015
Af Helle Lyngbo. Foto: Gregers Kirdorf
På papiret er Helle Sandhøj Andersen ”bare” caféejer og kok, men i realiteten er hun også socialpædagog, diætist, mor og sjælesørger for et par håndfulde pensionister i Børkop. For Helle har et hjerte af guld.
Helle har et hjerte af guld

I mange år var Annette mor for sin storebror, Niels Erik. En kræftoperation i hjernen efterlod ham med en skade på frontallappen, diabetes og inkontinens, og han blev et nemt bytte for narkomaner og alkoholikere i Vejle. De stjal hans medicin og fik ham til at underskrive et lån på 300.000 kroner. Niels Erik gik altid foroverbøjet, han røg ind og ud af sygehuset med et ustyrligt blodsukker, og så sov han ellers dagen væk.

Ja, det var rent ud sagt den rene ynk med ham.

– Jeg plejer at sige, at det eneste, jeg ikke havde, var nedgroede negle, siger Niels Erik (med stribet bluse).

Læs også: Mor er fuld af glæde og musik

I trygge hænder

Alligevel var Annette Øllgaard Jensen fra Løsning fuld af bekymringer, da storebror skulle flytte til Børkop, 11 kilometer syd for Vejle og endnu længere væk fra hendes hjem. For hvordan skulle han klare de nye, uvante omgivelser?

Annette havde ikke behøvet at bekymre sig det mindste. For i Børkop kom Niels Erik til at indtage de fleste af ugens måltider på ”Helle’s Diner”, og siden da har han ikke været indlagt på hospitalet en eneste gang. Både hans diabetes og hans økonomi er under fuldstændig kontrol, og han har altid overskud til en fræk bemærkning. Og så har han foreløbig tabt sig 13 kilo og er meget tættere på at få lov til at blive opereret for inkontinensen.

– Og nu er vi pludselig blevet bror og søster igen, for jeg ved, at han er i trygge hænder hos Helle. Det er en stor sten, der er faldet fra mit hjerte, siger Annette.

Tronstol

guldjhjerte 2015

I starten troede Annette (t.h.), at Niels Erik var den eneste, som 48-årige Helle Sandhøj Andersen hjalp på denne enestående måde.

– Men hun hjælper jo mange, siger Annette, der derfor indstillede Helle til at modtage Familie Journals guldhjerte.

Selv om Helle er ene kvinde om at drive dineren, tager hun gerne med sine pensionister, hvis de for eksempel skal på hospitalet. Imens passer hendes mand, døtre eller hendes mor caféen. For to måneder siden, da Annette selv skulle på operationsbordet, tog Helle med Niels Erik på Skejby Sygehus, hvor hun fik en aftale med lægerne om, at hvis han tabte sig 30 kilo, ville han få den operation mod inkontinens, som han ønsker sig.

Og siden da har Niels Erik været på kulhydratfri kur. For Helle laver da bare speciel mad til ham – når de andre får kartoffelmos, får han broccolisoufflé. Det protesterer han – næsten – ikke over. Han sidder troligt på cafeen hver dag - oven i købet i egen stol, som Helle har skaffet ham. Også kaldet tronstolen...

– En dag lavede hun også is til mig uden sukker, men det smagte nu ikke så godt som den ægte vare, siger Niels Erik og kaster et prøvende blik over mod Helle.

– Nå, da bad du da ellers også om nummer to portion, minder Helle ham om med et grin. Hvilket han i øvrigt fik nej til!

”Kinakartofler” (alias ris) skal helst ikke være på menuen for tit. – Vi er jo ikke kinesere, som pensionisterne siger.

Læs også: Dorte hjælper enlige mødre

Pomfrit-fri zone

Helle indretter meget gerne menuerne efter gæsternes smag, men caféen er og bliver pomfrit-fri zone.

– Der er masser af andre steder i Børkop, hvor man kan få pomfritter, så det må være nok. Jeg har selv tabt mig 50 kilo, så pokker stå i det, om jeg vil være med til at få mine gæster til at tage 50 kilo på, siger Helle, der holder sig til sund fastfood og god traditionel dansk mad, hvor der ikke spares på fløden.

– Min mormor lærte mig, at vi skal hjælpe hinanden, hvis tingene skal hænge sammen i vores land, og det har jeg også givet videre til min mand og mine børn, siger Helle, der nyder at se de små sten, hun smider i vandet, brede sig som ringe.

– I familier hjælper man hinanden, og det her er min familie, siger Helle med et blik som en stolt andemor.

Læs også Winnie har et hjerte af guld