Jette blev demensven: Sammen glemmer vi demensen

Onsdag, 25. oktober 2017
Af Mary Steengaard Foto: Lars Horn
Da Jette meldte sig som demensven, havde hun ikke forestillet sig, hvad det ville indebære. Men Annemarie, der er dement tog fusen på hende og lærte hende, at demensvenner kan blive meget tætte.
Annemarie er dement sidder i haven med sin demensven

Demensven

Mon ikke de fleste af os har oplevet, at et varmt venskab pludselig vokser frem, hvor vi måske kun havde forventet et mere løst forhold?

Det har Jette Grunddal i hvert fald for ganske nylig.

– Det hele startede faktisk med, at jeg så to meget omtalte tv-programmer om Aage, der blev ramt af sygdommen Alzheimers, fortæller den 56-årige førtidspensionist. – Det rørte mig dybt at følge konen Ritas kærlighed og kamp for at hjælpe sin syge mand. Så da jeg efterfølgende så Ritas Facebook-side ”Demens-venner”, tænkte jeg, at jeg måske kunne være en aflastning for andre i samme situation som Rita og Aage.

Jette meldte sig ind i Facebook-gruppen, og allerede 14 dage efter fik hun en mail fra Hanne Lundsgaard, der er demenssygeplejerske, demensven-instruktør og frivillighedskoordinator på Demensven Match.

– Hun skrev til mig, at de havde fundet et godt match til mig, og bad mig ringe hende op for yderligere informationer.

Jette blev overrasket og glad over, at der allerede var mulighed for at gøre en forskel.

– Jeg tænkte bare, at det var fedt, og skyndte mig at ringe. Det viste sig, at en 84-årig, demensramt kvinde ved navn Annemarie Hemmingsen, der bor i nærheden af mig lige uden for Hobro, og jeg havde mange sammenfaldende interesser.

Jette og Hanne havde en rigtig god telefonsamtale.

– Vi talte blandt andet om Annemaries og mine fælles interesser. Vi kunne åbenbart begge lide havearbejde, blomster og frugter, madlavning og at synge fra Højskolesangbogen, og Hanne og jeg aftalte hurtigt en dag, hvor vi sammen kunne besøge Annemarie.

Faldt ned fra et træ

Annemarie, der bor i eget hus og siden tabet af sin mand i 2008 stort set har klaret sig selv, fik for tre år siden ændret sin tilværelse meget pludseligt og på en lidt drastisk måde.

– Min mor var kravlet op i et træ i haven for at plukke frugt, som hun skulle sylte, fortæller Annemaries søn, Per.

– 11 timer senere fandt hjemmeplejen hende ude i haven, hvor hun åbenbart var faldet ned fra træet og havde brækket lårbenet, så hun ikke kunne røre sig. Heldigvis betød erfaringer fra Grønland, hvor hun og min far boede en overgang, at hun formåede at pakke sig ind i en gammel teltdug, så hun ikke skulle blive for nedkølet.

Annemarie blev indlagt og behandlet med kraftige morfindoser.

– Vi har mistanke om, at den stærke medicin har gjort noget ved Annemaries mentale tilstand, fortæller Annemaries svigerdatter, Lærke.

Sammen med det faktum, at hun ikke længere kunne komme ud i sin elskede have, som hun selv anlagde i 1969, da familien flyttede hertil, fik det en uheldig indvirkning på sindet.

– Annemarie udviklede en form for demens, og det var meget trist, for hun har altid været så aktiv og levende.

Lærke og Per, der bor dels i Vejle, dels i Holstebro og trods hyppige besøg føler, at de burde gøre endnu mere, blev glade, da de opdagede muligheden for, at Annemarie kunne få en frivillig demensven.

– Jeg havde læst om muligheden og spurgte Per, hvad han syntes. Han kiggede bare på mig og mindede mig om, at vi begge – og han selv siden sit femtende år – har været frivillige i organisationen Youth for Understanding, som formidler udveksling af unge mennesker i hele verden og på den måde skaber forbindelser mellem mennesker. Så selvfølgelig var han med på idéen.

Synger sammen

Det første møde mellem Jette og Annemarie gik forrygende.

– Jeg mødte op sammen med Hanne Lundsgaard, og vi fik en kop kaffe i Annemaries køkken, fortæller Jette. – Men allerede efter 10 minutter erklærede Hanne, at hun følte sig overflødig, fordi Annemarie og jeg talte så godt sammen. Da det var okay med Annemarie, tog Hanne afsted igen, og så hyggede Annemarie og jeg os med at sludre og synge en enkelt sang fra Højskolesangbogen. Vi var virkelig på bølgelængde!

Siden har der været utallige besøg, og et varmt venskab er vokset frem mellem de to kvinder.

– Jeg havde da godt regnet med, at vi skulle udvikle et slags forhold, men at vi skulle få det så hyggeligt med hinanden, kommer bag på mig, indrømmer Jette, der også er meget rørt over den store tillid, Annemarie viser hende.

Tilliden viser sig tydeligt, mens vi sidder ved køkkenbordet og sludrer over kaffen og Jettes hjemmelavede æblekage.

– Det er så skønt at se, at min svigermor søger dit blik, inden hun svarer, når Familie Journal spørger hende om noget, udbryder Lærke, og smiler taknemligt til Jette.

Også Annemarie nikker smilende.

– Jeg synes også, man kan sige, at Jette og jeg er blevet gode venner, men jeg kan ikke holde til, at hun skulle komme hver dag, fortæller hun. – Men hun må godt komme så tit, hun har lyst.

Kom ud af en skal

Jette er ydmyg over for sin nye frivillige gerning.

– Tænk at få lov til at komme ind i et menneskes liv og hjem og give en hjælpende hånd, hvor der er behov! Det giver mig en kæmpe varme og glæde at kunne hjælpe et andet menneske ved simpelthen bare at være sammen og hygge. Annemarie åbner mere og mere op og begynder at fortælle mig om sit liv, sin afdøde mand og den 12-årige datter, hun mistede til meningitis.

Men det er sandelig ikke kun seriøse emner, de to venner deles om.

– Vi griner meget og synger meget.

Annemarie bryder ind og insisterer på at synge en fræk sang om drengen Theodor. Alle vers kommer flydende, og latteren klinger i det hyggelige køkken.

– Nu kunne jeg godt ryge en smøg, erklærer Annemarie.

Det er endnu en ting, Jette og Annemarie har til fælles, og de aftaler hurtigt at smutte ud i haven og ryge sammen, og imens fortæller Per, hvordan hans mor er blomstret op, efter at Jette er begyndt at komme.

– Det var, som om hun kom ud af en døende skal, helt ubeskriveligt, og vi er meget taknemlige. Min mor har fået et menneske i sit liv, som taler med hende, hygger om hende og lytter til hende, når vi ikke selv kan være til stede. Det er fantastisk. Vi har sagt til Jette, at hun kan gøre alt, hvad hun vil – være en ven af familien og i høj grad af min mor.

Gennem køkkenvinduet når vi inden afskeden tydeligt at se, at det allerede er tilfældet, for Jette og Annemarie sidder som ethvert andet venindepar dybt koncentreret om en samtale, mens de nyder en af deres mange fælles fornøjelser.

Vil du også være demensven?

Hvis du selv har lyst til at blive eller kender nogen, der har brug for en demensven, kan du læse mere på demensven.dk