Min plan er at blive her

Mandag, 25. oktober 2021
Af Greta Johannsen. Foto:Kaspar Wenstrup
Tonny Brantlov fik kræft for to år siden, og efter et halvt år med intensiv behandling var der ikke mere, der kunne gøres for ham. Men han er her heldigvis endnu.

Tonny Brantlov har sine 20 tønder land. De ligger i nærheden af Silkeborg, og hans hjem er godt gemt af vejen i en lille lavning, skjult af træer. Mellem træerne ligger grusvejen, der fører op til hans hus. Først kører man forbi de gamle drivhuse og den store have. Så forbi læbæltet og den lille skov, og så er man ved hovedhuset. Her bor Tonny og et par katte. Køkkenet er himmelblåt, og her er Tonny ved at lave æblemos af æblerne fra haven, da Familie Journal ankommer. Omhyggeligt og ordentligt, sådan som han altid klarer opgaver.

Tonnys plan er, at han skal bæres herfra. I den seneste tid har der ellers været flere af hans bekendte, der har ment, at det snart er på tide, at han flytter i noget mindre, noget, der er nemmere at overkomme.

Læs også om Annetts positive dagbog

Tonny er 74 år og alene om at passe gården. Det går nok, mener han. Men Tonny er alvorligt syg af kræft. Så alvorligt, at han slet ikke burde stå i det blå køkken og skrælle æbler. Han kunne allerede være død af den her sygdom, siger lægerne på Skejby Sygehus. Grunden til, at han ikke er død, er, at han er med i et forsøg, der handler om, at onkologerne på Rigshospitalet har nærlæst Tonnys dna (de celler og gener, der er ”opskriften” på Tonny, red.). Derefter har de givet ham præcis den medicin, der rammer lige netop de syge celler i hans krop, og derved bliver behandlingen bedre.

Tonny er stadig i live, et år efter at lægerne i Skejby sagde, de ikke kunne gøre mere. Om han lever 10 år mere, ved ingen, for en kræftbehandling, der er baseret på patientens egne gener, er heller ikke en mirakelmedicin, men Tonny er her endnu, og han har det godt.

En smule hoste

– Jeg blev syg i 2019. På det tidspunkt havde jeg længe døjet med noget slim i brystet og noget hoste. Så fik jeg sådan en sjov pibende stemme, og til sidst gik jeg så til lægen. Jeg har aldrig rendt meget hos ham, men nu nåede jeg at komme derhen tre gange, før han sendte mig videre til Skejby Sygehus, fordi han syntes, jeg skulle undersøges nærmere.

Det var godt, at Tonny kom af sted.

– De undersøgte mig på kryds og tværs og tog alle mulige prøver. Ja, de scannede endda også mit hoved. Jeg spekulerede da lidt over, om de overhovedet kunne se noget derinde, siger han med et lunt blik til journalisten.

Lægerne kunne nok ikke se, at Tonny var et varmt og kærligt menneske med en god forstand, selv om de kiggede både på Tonnys hoved og hjerte, men de kunne desværre se noget andet: Tonny havde kræft i den ene nyre og kræft på spidsen af den venstre lungeklap, kræft ved bugspytkirtlen og kræft ved stemmelæberne. Med andre ord: Kræften var spredt til mange indre organer, og Tonny havde ikke mærket det mindste ud over lidt slim i brystet.

Det var chokerende, selv for en mand, der aldrig har brugt store ord, og som også har taget sin del af livets overraskelser i stiv arm.

– Jeg tænkte på, om jeg kunne overleve det. Jeg tænkte på, at jeg jo havde sådan et dejligt liv, en søn, et barnebarn, en dejlig kæreste og alt det, jeg så gerne ville nå at se i mit liv. Det var ikke til at holde ud at tænke på døden nu, funderer han.

– Så fik jeg behandling, alt, hvad de overhovedet kunne komme med. Først piller, så kemobehandling, så immunterapi. Jeg var skiftevis indlagt og skiftevis hjemme, og jeg var sateme syg. Så syg, som jeg aldrig nogensinde har været før. Det var sgu ikke kongen af Danmarks brystdråber, jeg fik, siger Tonny, og man tror ham.

Da der var gået et halvt år med den behandling, var der sket meget lidt, og Tonny kunne ikke tåle medicinen. Desværre kunne de ikke gøre mere for ham, sagde lægerne i Skejby til ham. Men så alligevel …

Pest eller kolera

– En af lægerne sagde, han kendte en læge på Rigshospitalet, der var i gang med et forsøg. Det kunne jo være, jeg kunne komme med i det, mente hun. Om jeg ville det? Det var egentlig et spørgsmål om pest eller kolera, og hvis ikke jeg sagde ja, så var der jo ikke en anden behandling, jeg kunne få. Jeg

sagde ja og kørte over til videre undersøgelser på Rigshospitalet. Det var i slutningen af 2020.

Tonny kendte vejen fra Silkeborg til Rigshospitalet. Han er gammel Falckredder og har før kørt patienter til behandling i København. Nu var det hans egen tur. Der var mange tanker på køreturen fra Jylland og til Sjælland, men Tonny så det som en fantastisk chance, han havde fået. Og det blev det også.

– De tog en biopsi af mig og mit dna. Så analyserede de mit dna og lavede en medicin, der lige præcis var skræddersyet til mig og mine celler. På den måde får jeg den medicin, der rammer de syge celler bedst muligt, siger Tonny.

Så nemt, som det lyder, var det heller ikke. Tonny måtte være prøveklud flere gange, og han var indlagt tre gange, før medicinen var præcis, som den skulle være, men heldigvis lykkedes det. Nu er der omtrent gået et år, siden Tonny kom i behandling, og resultaterne er gode.

Et andet liv

– Prøverne viser, at kræften er halveret. De siger ikke, at jeg kan kureres. De lover ingenting, og jeg spørger ikke så meget. Jeg er taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at være med i det forsøg, og taknemmelig for, at jeg har det så godt, som jeg har det, siger Tonny.

Han er ikke en mand, der ellers beder om hjælp. Tværtimod plejer han at være manden, der hjælper, men Tonny har indset, at han stadig ikke er helt sig selv.

– Jeg har bare sådan en forbandet træthed. Jeg kan ikke klare det hele alene mere, så jeg har måttet bede om hjælp. Det er irriterende, når folk undrer sig over, at jeg da ikke selv lige kan fælde de store træer eller få brændet hjem alene. Så er jeg jo nødt til at fortælle, at jeg ikke er helt rask endnu, som han siger.

Andre på 74 år ville måske også bede om hjælp til at få fældet træer, få savet dem op og få slæbt brænde hjem. Men ikke Tonny. Arbejdet er hans liv og også hans medicin.

Læs også om Karen Maries kærlighed

– Jeg vil helst være ude og bruge min krop til at bygge noget, ordne haven og dyrke vindruer. Jeg elsker også at tage på vandreture, stå på ski og sejle. Jeg er et friluftsmenneske, der trives bedst, når jeg er i gang med noget, siger han.

Derfor ville det også være synd at putte Tonny ind i en lejlighed i byen. Hele hans liv er her på hans 20 tønder land og gerne sammen med sønnen og barnebarnet, der bor i Aarhus, og sammen med kæresten, der også bor i nærheden.

– Jeg har så meget at leve for. Jeg har et dejligt liv og en god familie. Det ville jeg være ked af at miste. Derfor er jeg også så taknemmelig for, at det kan lade sig gøre at lave lige præcis den medicin, der kan hjælpe mig. Jeg håber, trætheden bare er noget, der skal overstås, for jeg regner med at få mit gode liv tilbage. Der er så meget, jeg gerne vil nå endnu.

Personlig medicin

Tonny er med i et forsøg med personlig medicin. Derfor ligger hans data i Det nationale Genom Center, der indsamler danskernes dna. Her bliver de forskellige data analyseret, og det betyder, at der ligger en meget præcis viden om den enkelte patients genetiske profil i forhold til dennes behandling. Det be-tyder, at den enkelte patient i fremtiden kan få sin egen personlige medicin, der rammer netop hans/hendes sygdom bedst. Endnu er det hele meget nyt, men forskerne mener, at det især vil være godt nyt for patienter med hjertesygdomme, kræft, gigt eller patienter med en genfejl.