Vi lever livet. Hele livet

Poul Svendborg Sørensen fra Esbjerg kunne faktisk ikke rigtigt se det positive i at være pensionist. Den ene dag havde han haft masser af arbejde og mange mennesker omkring sig. Næste dag var han pensionist, og hver ny dag var en dag med en tom kalender. For første gang i mange år kunne han helt selv bestemme, hvad han ville lave, men nu vidste han bare ikke, hvad det var.

Han begyndte at gå ture, men det var ikke særlig sjovt at trisse alene rundt i Esbjerg hele tiden, og derfor lavede han en dag et opslag på Facebook, der lød sådan her: ”Jeg går hver søndag fra klokken 13 fra ”De Fire Hvide Mænd” på Sædding Strand. Er der nogen, der vil med på en tur, så mød op”.

Den første søndag stod der fem frysende kvinder og ventede på Poul. Nu, fire år senere, møder omkring 50 personer op hver søndag og lige så mange hver anden torsdag. Poul er nemlig kommet til at starte en forening for mennesker, der gerne vil noget med deres pensionistliv, og de mennesker er der rigtig mange af i Esbjerg og omegn.

”Mennesker Mødes” hedder foreningen, og det gør de i stor stil i Esbjerg. Foreningen har nu cirka 800 medlemmer, der går, dyrker sport, rejser, spiser, går til foredrag, hopper og danser og meget mere, men først og fremmest gør de det sammen. Alt det skyldes Poul, der kedede sig og gjorde noget ved det.

– Jeg har været socialpædagog i mange år. De sidste år havde jeg mit eget firma, der tilbød forskellige kurser til kommunerne, og det gik rigtig godt. Så godt, at da jeg fik et tilbud om at sælge firmaet, kunne jeg ikke sige nej, og så sad jeg pludselig der: På efterløn og med en helt tom kalender. Jeg har kone, børn, børnebørn og venner, men dagene var alligevel alt for lange. Jeg tænkte, at hvis jeg havde det sådan, så var der nok andre, der havde det på samme måde, siger han og fortsætter:

– Vi mennesker har jo brug for at møde andre og lave noget sammen. Vi vil føle, at der er brug for os. Hvis vi pensionister bare sætter os hjemme foran fjernsynet, dør vi af kedsomhed og ensomhed.

Poul fik idéen til de fælles gåture, men så var der mange andre ting, man også kunne være fælles om. Der var flere og flere af deltagerne på gåturene, der havde gode forslag til andre aktiviteter, og så stiftede de til sidst foreningen ”Mennesker Mødes”. I foreningen er der både et fitness-hold – udendørs og indendørs – pilates, madlavning, og vandreture både i ind- og udland. Hvis der er deltagere nok, kan alt lade sig gøre.

Tove Lykkegaard og Gurli Mathiasen har været med i foreningen, stort set siden den startede. I dag sidder de i bestyrelsen, og heldigvis er de pensionister, for de ville aldrig have haft tid til at gå på arbejde nu. Gurli er 78 år, pensioneret køkkenleder og en kvinde med en helt klar holdning til det at være pensionist:

– Jeg gik på efterløn, da jeg fyldte 60, og jeg var helt klar over, at jeg skulle lave noget. Man skal ikke bare sidde og vente på, at børn og børnebørn kommer på besøg, siger hun formanende og fortsætter:

– Jeg kendte Poul, og han har jo snakketøjet i orden, så da han begyndte med gåturene hver søndag, var jeg med på den. Det var her, jeg mødte Tove, og så blev vi veninder.

De blev også fælles arbejdskraft i ”Mennesker Mødes”, for der manglede lige to bestyrelsesmedlemmer. Nu laver de kaffe og sørger for småkager til de ugentlige vandreture ved siden af alt det andet, de finder på at lave.

– Vi møder altid nye mennesker på vores vandreture, og så snakker man da om, hvad man ellers kunne tænke sig at lave. Bagefter går vi hjem og finder ud af, hvor mange der er interesserede i det ene eller andet forslag, og så stabler vi et hold på benene. Så enkelt er det, siger de to kvinder.

– Jeg deltager i vores egen forening, og ved siden af er jeg med i ”Aktive Kvinder” og foreningen ”Drys ind”, hvor vi spiller brætspil. Jeg er alene, så jeg skal selv gøre noget for at komme ud blandt mennesker, uddyber Gurli.

Tove er ikke alene, men hendes mand er syg, så for hende er foreningen et sted, hvor hun kan hente nye kræfter.

Sådan er det også for Kirsten Damgaard. Da hun blev alene for et par år siden, skulle hun først bruge en tid på at finde sig selv igen, men så ville hun også ud at møde nye mennesker.

– Jeg meldte mig først til et foredrag i klubben, og så deltog jeg i nogle gåture, fordi det var så dejligt uforpligtende. Du kan snakke med andre, hvis du har lyst, eller du kan lade være. Du kan gå alle seks kilometer eller bare halvdelen. Du bestemmer selv, og det havde jeg brug for at vide, da jeg ville stable et nyt liv på benene, siger Kirsten.

– Idéen med foreningen er jo netop, at man gør noget sammen med andre, men samtidig skal der ikke være noget pres. Det handler om frivillighed og livsglæde, siger Poul.

Det handler også om livsglæde, når pilatesholdet møder ind med egne yogamåtter og træner i kommunens hal. Kvinderne på holdet får det til at se legende let ud, men det er også noget, der giver sved på panden. De er med på holdet, fordi en har fibromyalgi, andre har gigt, og andre igen vil bare gerne gøre noget godt for sig selv, og så er der også nogle, der bliver veninder, som Kirsten og Margit er blevet det.

Mange har fået nye venskaber her i foreningen, nogle er blevet kærester, andre igen har fået en mening med livet trods sygdom.

Det gælder blandt andet for Leo Mikkelsen. Han er pensioneret murer, og før gik han også med på turene både om søndagen og om torsdagen, men det var dengang. Nu er der så mange ting i hans liv, han ikke længere kan klare, fordi han har fået dårlige lunger og har brug for ilt. Men derfor behøver man jo ikke sidde hjemme.

– Jeg har min faste plads på rastepladsen, hvor dem, der går ture, holder pause. Så kan de købe en kop kaffe og en småkage, og sommetider en lille skarp til halsen hos mig for en femkrone. Det er jo mig, der er blevet kassemesteren, siger Leo.

Og sådan gik endnu en dejlig dag i Esbjerg. 50 glade mennesker fik sig en rask gåtur, nogle kom lidt i form med en pilatesbold, og andre mødte nye og gamle venner.

”Lev livet nu – der er mindre af det i morgen”, som Poul siger – og han har jo ret.