Hun finder forsvundne mennesker

Det var slet ikke meningen, det skulle ende sådan. Manden på 86 år havde forladt plejehjemmet, måske ville han gå tilbage til sit gamle hjem, måske ville han bare gå en tur. Men han kom aldrig hjem igen, for det var herude på markerne, han faldt om og døde.

Han havde nok aldrig forestillet sig, at han skulle slutte sit liv på den måde. Vi mennesker håber på, at vi dør omgivet af vores kære i trygge omgivelser, men hvis man bliver dement og går ud i en verden, man ikke længere genkender, så kan det ende sådan.

Den 86-årige mand havde nok heller aldrig forestillet sig, at det skulle være en kvinde med grønt hår og en stor hund, der skulle finde ham og give hans pårørende fred, men det er det, hunden Evita og hendes ejer, Birgitte Eriksen, i Lynge på Sjælland gør.

Læs også om "Danmarks dejligste kæledyr"

Birgitte spiller obo, underviser i musik og er også organist. Meget af hendes liv handler om musik, men af og til ringer Vivian Winther Eriksen til hende og beder om hjælp. Så tager Birgitte sin specielle vest på, fløjter på Evita, og så tager de af sted med det samme. Vivian er formand for foreningen Missing People (savnede mennesker), og når Vivian ringer, er det, fordi et menneske er forsvundet.

Missing People dækker hele Danmark med flere hundrede frivillige medlemmer, der påtager sig at gå ud og lede efter savnede personer – men kun i samråd med politiet.

Den 86-årig mand havde været forsvundet i tre dage, da Missing People og Birgitte og hendes hund blev tilkaldt. Politiet og deres hunde havde ledt efter ham, men det var Evita, der til sidst fandt ham død i en grøft.

Evita er en helt speciel hund. Hun er ekspert i at finde levende mennesker, og hun er specialtrænet til at finde døde, hvilket er en helt anden sag selv for en dygtig hund som Evita. Der findes ikke mange hunde som Evita – og nok heller ikke mange mennesker som Birgitte.

Mest tryg ved dyr

Hun kan faktisk bedre lide dyr end mennesker. Dyr kan man stole på. Det er desværre ikke altid hendes erfaring med mennesker. Hun har ikke verdens største tålmodighed, kun over for børn og dyr og især over for dyrene, for hendes dyr er på hver sin måde højtuddannede.

Birgitte har flere hunde, hvoraf en arbejder som fårehund, en anden løber agility, og Evita er som nævnt ekspert i at finde levende og døde mennesker.

Birgitte skal have plads omkring sig, og derfor har hun en gård på landet med plads til både hunde og heste. Der er også en kæreste, men Birgitte er nu engang mest tryg ved dyrene, og sådan har hun haft det hele livet.

– Da jeg var barn, ville jeg være dyrlæge. Samtidig spillede jeg obo, og pludselig blev det til, at jeg da skulle på konservatoriet i stedet for at læse til dyrlæge. Jeg elsker da musik, men jeg tror nu også nok, jeg kunne være blevet en god dyrlæge, siger hun.

Læs også om hunden Berta

Hun er i hvert fald en god hundetræner. Evita er en belgisk Malinois på fire år, hun er stædig og ihærdig. Den hunderace er indbegrebet af en god hyrdehund, den er superintelligent og ikke egnet til at ligge for længe i sofaen. Hunden skal bruges og have opgaver hele tiden. Hvis man er lidt fræk, kunne man sige, at Birgitte har det på samme måde, og at det er derfor, Evita og Birgitte er så godt et team.

– Jeg er så fascineret af, hvad hunde kan med deres lugtesans. De kan bruge deres snuder til alt, det er kun fantasien, der sætter grænser. Både hunden og jeg synes, det er sjovt at arbejde, og Evita og jeg har trænet med sporarbejde, lige siden hun var en lille hvalp. Hun er trænet til at finde mennesker, og vi har meldt os ind i Missing People, fordi de gør et kæmpestort arbejde for at hjælpe pårørende, der er bange og ulykkelige, fordi deres kære er savnet. Det kan være ældre, demente mennesker, det kan være unge mennesker, der ønsker at gøre en ende på det hele. Det kan være hvem som helst, der forsvinder, og når vi finder en savnet person, ved vi, at de pårørende bliver lykkelige eller i det mindste får fred i sjælen, hvis den savnede ikke lever længere.

Særlige sokker

Evita er ikke hvem som helst i hundeverdenen. Hun har bestået prøverne i at finde levende og døde på et 40.000 kvadratmeter stort område, hun er udholdende og kan søge et spor i timevis for endelig at finde færten af personen gennem både skov og krat. I løbet af sin karriere har hun fundet flere levende mennesker, og foreløbig er hun den eneste hund i Missing People, der har fundet et dødt menneske.

– Ét er at lære en hund at finde levende mennesker. Noget helt andet er at lære dem at finde et dødt menneske. Til levende mennesker følger hunden jo færten af netop det menneske, men hvordan giver man en hund duften af et dødt menneske? Duften af død er jo ikke noget, man har på lager, siger Birgitte.

Derfor fandt Birgitte på at dryppe sit eget blod på et par af sine sokker og lod det tørre godt og grundigt ind, så Evita fik færten af gammelt menneskeblod at gå efter, og det virker åbenbart.

– Når vi leder efter en savnet person, prøver jeg at tænke mig ind i hans eller hendes situation. Hvor ville jeg gå hen, og hvor ville jeg søge ly for vejret? For hunden er det en spændende leg. For mig er det også en spændende opgave og en stor glæde at kunne hjælpe andre mennesker, men det får selvfølgelig også mig til at tænke på, hvordan det menneske kunne ende med at være savnet. Ét er, hvis en dement person forsvinder ved et uheld, men det er noget andet at søge væk, fordi man ikke længere ønsker at leve. Så er det mit håb, at Missing Peoples arbejde kan hjælpe de pårørende, siger Birgitte.

Livet kan ændres på et splitsekund. Det ved Birgitte fra sig selv.

Ulykken

– Den 16. juli 2016 satte jeg mig ind i min bil. Jeg havde en trailer med to heste på anhængeren. Der var frit udsyn, og jeg kørte ud på landevejen. Det næste, der skete, var, at jeg hørte et højt knald. En bil var kørt op bag i min bil for fuld fart. Hestetraileren stod helt forkert på vejen og hang halvt ned i grøften. Den anden bil var totalskadet, og nogle mennesker løb hen imod mig.

– Jeg løb hen til traileren og fik hestene ud. Gudskelov fejlede de intet, det gjorde den unge mand i den anden bil heller ikke, og jeg var så høj på chok og adrenalin, at jeg slet ikke mærkede noget overhovedet. Det gjorde jeg til gengæld næste dag.

– Jeg skulle bare i gang igen med det samme, tænkte jeg. Det kom jeg så ikke. Dagen efter kunne jeg næsten ikke røre mig. Det viste sig, at jeg havde fået hjernerystelse og en piskesmældslæsion. Dagen før havde jeg været i topform. Nu havde jeg pludselig kraftige smerter i hovedet og nakken, og jeg havde svært ved at bevæge mig. Jeg lå for det meste i sengen i omtrent et år, fortæller Birgitte.

Hun fik masser af smertestillende medicin, og hun passede sine øvelser, men det værste var utålmodigheden og angsten for, at hun ikke ville få sit liv tilbage igen.

– Jeg ville simpelt hen ikke finde mig i, at jeg ikke længere kunne klare mit liv med dyrene. Jeg måtte kunne træne mig op igen. Min kæreste passede mig hele vejen igennem og var der for mig, men det var jo mig selv, der skulle få mig på benene igen – og det kom jeg da også, men det tog altså over et år, siger hun.

Nu er Birgitte 55 år og så god som ny. Næsten. Hun er ikke lige så stærk som før ulykken, men det har hun vænnet sig til. Det vigtigste for hende er, at hun og Evita kan hjælpe andre mennesker, både de døde og de levende.