Hun gav mig livet tilbage

Jytte og Ib havde lovet hinanden, at de aldrig skulle flytte fra Brøndby. Her var jo alt det, de elskede - huset og haven, som de havde passet i over 50 år.

Men en dag døde Jytte og 
efterlod Ib i et hjem, der ikke længere var et hjem, men bare et hus med minder.

Det er nu seks år siden, Jytte døde, og i dag sidder der en anden på hendes stol i køkkenet, og det er hendes skyld, at Ib igen synes, at livet er værd at leve.

Iben hedder hun, og hun har fire poter og øjne som chokoladeknapper. Hun er en chihuahua og en bestemt dame, men Ib siger, at sådan er de kvinder, der er noget ved. Og så fornemmer Ib, at hun har haft det svært. Han ved det ikke med sikkerhed, men han ved, at hans eget liv er blevet godt igen, efter at hun flyttede ind i oktober sidste år.

Det er stor og ægte kærlighed, og kærlighed kender som bekendt ingen alder.

Læs også: Puks svar til en hundeejer

Ib Henriksen er 83, Iben er syv år. Ib har haft problemer med hjertet og døjer med diabetes. Iben har løse knæskaller og parodontose. De er oppe i årene, men de har begge to brug for en at holde af.

Da Ib havde været alene en tid, ønskede han sig en lille hund, som han kunne give den kærlighed, han havde tilovers.

I april for et år siden blev Iben, der dengang havde et andet navn, indleveret på Dyreværnets Internat i Kolding.

Men ingen var interesseret i at adoptere hende. Hun var for gammel og måske også for sær?

Hun var en lille overvægtig hund, der ikke var vant til at gå i snor. Der var ikke sket ret meget i hendes liv, så derfor var hun meget mistænksom over for andre, både mennesker, hunde og katte.

For hende var det et kæmpe chok at blive sendt væk fra sit gamle hjem og indleveret på et dyreinternat. Nu skulle hun på slankekur og lære at omgås andre dyr. Det var en anden verden, og hun var bange, for en anderledes og stor verden er skræmmende, når man kun er en lille overvægtig hund.

Én at holde af

Ib Henriksen er pensioneret tømrer. Han er en mand, der altid har gjort noget ved problemerne, når de dukkede op.

Nu var problemet, at han var ensom. Godt nok var der en søn og et barnebarn, men de havde jo nok i deres egne liv, og som han siger "man må klare sig selv", og i april sidste år tog han af sted til Dyreværnet i Rødovre. Hensigten var at finde en hund, men ikke hvilken som helst hund.

– Det skulle være en lille hund. Ikke en hvalp, for det vidste jeg godt, jeg var for gammel til, 82 år var jeg dengang, men den skulle heller ikke være alt for gammel. Vi skulle jo have glæde af hinanden, for jeg syntes egentlig også, jeg havde haft nok af begravelser.

– Hvis vi kunne gå nogle ture sammen, ville det være godt. Jeg var jo blevet lidt rund i det, og lægen mente, jeg skulle tabe mig. Det skulle ikke være hvilken som helst hund, sagde jeg til folkene på Dyreværnet, men så sagde de til mig, at min alder måske var et problem.

– Jeg forstod det, som om jeg var for gammel til at få en hund. "Du kan jo dø i morgen," sagde den unge dame til mig. "Ja," svarede jeg. "Min ældste søn døde, da han var 46 år, så vi kan alle dø i morgen." Vi skal huske at leve, mens vi er her, siger Ib.

Efter det blev der ikke talt meget om alder.

Ib kom hver onsdag og hver søndag på Dyreværnet, for en dag måtte hun jo være der – hans nye hund. Nogle gange troede han, at nu var den der. Men så alligevel ikke.

En vred, lille hund

– Jeg lagde billet ind på et par stykker, men de blev sendt videre til andre familier. Det var jo også det bedste, kan jeg se nu, for en dag fortalte pigerne på Dyreværnet mig om den hund, der sad i Kolding og havde et mærkeligt navn. De ville hente den til Sjælland, for måske var der flere interesserede herovre. Den havde været på internatet i syv måneder, og den trivedes bestemt ikke.

– Da jeg kom om onsdagen, var hunden med det mærkelige navn kommet – og det var ikke kærlighed ved første blik fra hendes side, indrømmer Ib.

Hun gøede og gøede ad Ib, da de blev præsenteret for hinanden, men Ib gav ikke op, for han kunne se, at det her var en viljefast dame, der havde brug for ham. Hun vidste det bare ikke endnu.

Næste dag kom han igen, og han fik lov at gå tur med hende.

Læs også om vandhunden

– Vi gik ned ad vejen, og det gik fint. Hun kiggede op på mig, og da vi vendte om og gik tilbage, ville hun ikke ind i internatet igen. Hun havde bestemt sig. Hun ville være min hund. Derfor blev jeg også så ked af det, da jeg kom ind og så, at de havde sat et skilt på ved siden af hendes navn. Hun var afsat, stod der.

– Jeg skulle lige til at skælde ud, men så sagde de, at det var mig, der skulle have hende. De havde set os gå tur, og så kunne de godt se, at vi hørte sammen, 
siger Ib.

Et nyt par

De to kørte i bilen hjem til Ib og Jyttes hus i Brøndby.

Det var dagen før, Jytte ville være fyldt 85 år, og for Ib var det som en ekstra gave fra hende til ham.

Den lille hund blev vist rundt i huset, inden hun satte sig til rette ved siden af Ib i sofaen og fik sit nyt navn Iben.

Fra det øjeblik så Iben kun sin nye herre. Hun viger ikke fra hans side, heller ikke nu, hvor det er blevet hverdag for Ib og Iben.

– Jeg står op fem minutter over syv om morgenen. Iben ligger i en kasse ved siden af min seng, men så siger jeg til hende, at hun bare kan blive liggende, mens jeg laver morgenmad. Jeg skal jo gerne høre Pressens Radioavis, og det er hun vist ikke så interesseret i, siger Ib.

Det er hun muligvis ikke, men hun følger alligevel med Ib og lægger sig i sin anden kasse i stuen, så hun kan holde øje med, hvad Ib foretager sig.

Morgenmaden spiser de sammen ved køkkenbordet, for det er nu hyggeligt at spise sammen med et andet levende væsen, siger Ib og tilføjer:

– Og så siger hun mig aldrig imod. Vi går ture tre gange om dagen, og jeg har tabt mig fem kilo, siden hun kom, siger Ib.

Det er da også, som om den lille vrede hund har fået et nyt liv. Hun sparker bagud i bladene ovre i skoven og danser en lille runddans af bar glæde, når det bliver rigtig hyggeligt.

Iben har fundet ud af, at det der med en snor og en gåtur er sjovt, og Ib har opdaget, at den skov, hvor han ikke har været i mange år, faktisk er rigtig dejlig at gå tur i.

Sovs på hundemaden

Der er mange ting, Ib ikke har gjort i lang tid. Ibs verden er delt i to: Tiden før og efter Jyttes død.

Ib og Iben har været på besøg på kirkegården, og Ib har præsenteret sin nye hund for Jytte, og han er sikker på, at hun ville være glad på hans vegne.

– Vi fik to drenge sammen, og vi nåede at holde guldbryllup. Jeg har altid haft en hjemmegående kone, og Jytte stod for alt herhjemme. Jeg har altid været glad for dyr, og for 35 år siden fik vi en gravhund, der var lang nok til hele familien. Da den så døde, snakkede vi om, at vi var så bundet af et dyr, at vi ikke ville have en ny hund, men så kom Miv. Det var en tilløberkat. En kat kan du jo kæle for hele dagen, men om natten er den sin egen. Om dagen var det mest Jyttes kat, men det gjorde ikke noget, siger Ib.

Men katten døde, og en dag var Jytte også pludselig væk. Hun havde skrantet lidt, men ville ikke høre tale om at gå til læge.

En nat faldt hun, og Ib fik hende på sygehuset.

– Hun blev undersøgt, og det viste sig, at hun var alvorligt syg af kræft. Hun nåede at være hjemme i 11 dage, og så døde hun, siger Ib.

Siden er der gået seks år.

Ib klarer sig, fordi det skal et menneske jo gøre. Han holder orden, som Jytte ville have gjort, og han kaster sig ud i madlavningen. På en måde:

– Der er jo meget god konserves, som han siger.

Noget tyder på, han måske ikke er en mesterkok, men Iben er meget tilfreds.

– Hun får sin hundemad, men det ser så kedeligt ud, så en gang imellem får hun lidt af min sovs, siger han skyldbevidst, for han ved det godt: Hverken ældre damer eller ældre hunde må være for tykke, så han holder igen, så godt han kan, selv om det altså også har vist sig, at Iben elsker italiensk salat og pølser.