Jeg er bange for, at min mand er tiltrukket af vores au pair

Onsdag, 28. december 2016
Af redaktionen. Illustration: Louise Heine
En kvinde med et krævende job og mange rejser spørger om, hvordan hun finder ud af, om hendes mistanke er begrundet.
min mand er tiltrukket af vores au pair

Kære Puk

I al fortrolighed skriver jeg nu til dig og vil derfor tillade mig at bede om at være anonym.

Jeg er bange for, at min mand er tiltrukket af vores au pair, og jeg har det fuldstændig rædselsfuldt for tiden. Jeg har et krævende job og er ofte på rejse, så for et halvt års tid siden ansatte vi en au pair.

Hun er mægtig sød, børnene kan lide hende, men det tror jeg desværre også, at min mand kan. Lidt for godt.

Jeg har lagt mærke til, at hun rødmer, når han er i nærheden. Han virker pjattet, og de griner meget sammen. Jeg føler mig udenfor, når jeg kommer hjem, og jeg synes, han sender hende lange blikke. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal bringe det på bane – eller om jeg skal.

Jeg er i tvivl, for ser jeg mon spøgelser, fordi jeg er usikker på mig selv og et eller andet sted føler, at jeg svigter min mand lidt ved at arbejde, som jeg gør.

Hvordan finder jeg ud af, om han er tiltrukket af hende?

Hun er selvfølgelig gudesmuk. Lille, ung, slank, langt mørkt hår, lattermild og kærlig. Kan du give mig et godt råd?

T

Kære T

De fleste er anonyme her i brevkassen, og det er ikke et problem.

Du er nødt til at konfrontere din mand. Alt andet er uholdbart. Jeg ved ikke, hvordan han er, og jeg ved ikke, om du kan forvente, at han siger sandheden, men du er nødt til at spørge ham.

Jeg forstår til fulde, at du føler dig usikker, og at det er udfordrende med en ung, smuk pige i dit hjem, når du selv er væk. Jeg er sikker på, at mange kvinder ville føle ligesom dig. Jeg ville også, men det er overhovedet ikke sikkert, at der ikke er sket noget mellem dem.

Måske er din mand blevet lettere fjollet, fordi hun er i huset, og derfor spiller han med musklerne og flirter, fordi han ikke kan styre sig. Fortæl ham, at du har iagttaget ham, og fortæl, at du er bekymret. Uden i første omgang at anklage ham.

Se, hvordan han reagerer.

Stop med at slå dig selv i hovedet, fordi du arbejder og ikke ”passer” din mand. Det giver ham absolut ikke carte blanche til at gå efter jeres au pair. Han skal helt og aldeles holde sig fra hende.

Jeg kender ikke reglerne, men jeg er sikker på, at det er strengt forbudt. Du må have kortene på bordet, ellers æder tvivlen dig op. Gør det allerede i dag, hvor du har læst mit svar.

Er der noget mellem dem, så ved du, hvad der skal gøres. Men er der ikke noget, kan du sikkert nå at bremse det, før det er for sent.

Find din styrke frem og fremlæg din bekymring på en sober og rolig måde.

Kærlig hilsen Puk