Nu har jeg afleveret nøglerne til zoo

To indtørrede orme side om side på en flisegang kan betyde en hel masse. Især for ormene selv. De dør nemlig, når de tørrer ud – men de to orme kom også til at betyde en masse for en nysgerrig dreng på seks år.

Drengen hed Bengt Holst, og de tørre orme førte på langt sigt til, at han blev uddannet biolog med speciale i dyrs adfærd. Da han blev færdig med sin uddannelse i sommeren 1983, trådte han ind i København Zoo og begyndte i jobbet som videnskabelig assistent. Senere blev han videnskabelig direktør, men selv mænd, der ved alt om orme, aber, og hvad der ellers findes af dyr, må gå på pension.

Bengt er 68 år, og nu har han afleveret nøglerne, vinket farvel til alle dyrene – og kollegerne, men tag ikke fejl: Den dyreglade zoodirektør har ikke lagt dyrelivet på hylden. Så langtfra.

– Jeg vil gerne blive ved med at fortælle om dyrene og naturen, og jeg vil gerne holde foredrag, for jeg holder jo ikke op med at elske mit arbejde, bare fordi jeg går på pension. Min store lidenskab har altid været, at vi skal respektere dyrene og passe på naturen. Vi har hverken dyr eller natur tilbage, hvis vi ikke forstår, at vi skal handle med omtanke, og det gør vi kun, hvis vi ved, hvordan vi gør det, siger Bengt.

Læs også om Frederik og dyrene

Derfor har København Zoo også ændret sig en del i de år, der er gået, siden Bengt blev videnskabelig direktør.

– Vi har lavet det, jeg kalder dyrenes datingbureau. Vi er i forbindelse med zoologiske haver over hele verden og udveksler dyr med hinanden fuldstændig kvit og frit. Før var det ret tilfældigt, hvilke dyr der blev sat sammen, og man købte typisk dyr af og til hinanden. Nu har vi internationale avlsprogrammer, der er med til at redde truede dyrearter, så vi er kommet langt inden for dyreverdenen, også i vores egen lokale zoo.

– Da jeg begyndte, var det dyrepassernes opgave at holde pænt rent og ryddeligt omkring dyrene i deres bure. Jeg ville derimod have, at dyrene skulle have noget at lege og arbejde med. Der skulle være træer, afbrækkede grene og blade, så dyrene havde noget at rode i. Der var mange, også blandt publikum, der havde meget imod alt det roderi i burene, så det varede lidt, inden vi alle forstod, at dyrene faktisk havde fået et naturligere og bedre liv.

Marius skabte ravage

Det var en giraf, der gjorde Bengt Holst kendt over hele verden. I 2014 kom girafungen Marius og Bengt på forsiden af alle danske og udenlandske aviser, i tv og på internettet, fordi girafungen blev aflivet, obduceret og parteret og til sidst serveret for løverne.

– Der vil altid være et vist overskud af dyr i Zoo, når dyrene yngler godt, og Marius var i overskud. Der var ikke plads til ham i det europæiske avlsprogram, han var en del af, og vi kunne heller ikke bare sende ham til en zoologisk have på den anden side af Jorden. Vi aflivede ham, da han blev kønsmoden og begyndte at slås med sin far. Bagefter inviterede vi publikum til at overvære en åben obduktion. Det var en unik mulighed for at lave en rigtig god formidling. Der var massevis af børn, der så det, og de var nysgerrige og stillede rigtig gode spørgsmål. Og svarene gjorde dem klogere på giraffens biologi og sammenhængen mellem liv og død. Bedre formidlingssituation kan man ikke ønske sig.

– Jeg synes, vi skylder børn at vise dem naturens rette sammenhæng og ikke kun det, som vi ser i Disney-film. Bagefter fodrede vi løverne med kødet, der var tilbage efter parteringen.

– Alle zoologiske haver må af og til aflive dyr, men ikke alle siger det offentligt. Vi syntes, at det var en god idé at lave en åben obduktion, så børnene kunne se, at døden også er en naturlig del af livet.

– Det gav en kæmpe opmærk-somhed, og jeg blev skældt hæder og ære fra. Jeg fik trusler på livet, men jeg føler stadig, at vi gjorde det rette – også da vi en måneds tid senere aflivede fire løver for at give plads til en nødvendig generationsfornyelse. Når vi vælger at tage ansvar for en dyrebestand, må vi også være klar til at vælge dyr til og fra for at opretholde en sund og velfungerende dyrebestand langt ud i fremtiden, fuldstændig som det sker i naturen.

Bananfluer overalt

Bengt Holst ligner en blid og venlig mand, men han får et hvast blik i øjnene, når han hører om ”nuttede” dyr, som alle har et forhold til fra utallige Disney-film.

– Alle dyr skal respekteres for det, de er, og ikke for, hvad vi kan gøre dem til. Det gælder også de dyr, vi ikke kan lide, siger han.

Sådan har han altid haft det, lige fra han og hans far rodede med ormene i farens veltrimmede have. Bengts far var nemlig også en meget nysgerrig mand, der interesserede sig for mystiske huller i græsplænen, orme og muldvarpeskud. Bengts mor må have været et tålmodigt menneske, for hun lod de to rode med det meste – indtil den dag, Bengt fodrede sine bananfluer med gær, og de pludselig var overalt.

Læs også om Sofie der blev dyrepasser

– Da jeg blev lidt ældre, blev jeg medlem af ornitologisk forening, og det var en fantastisk verden, der åbnede sig for mig. Fuglene og de mange forskellige arter og deres forskellige levevis var så spændende, at jeg gik i gang med at læse biologi på universitetet, og min afsluttende opgave handlede om kragefugles overnatningsadfærd. Måske var jeg lidt en nørd, siger Bengt og ser godt tilfreds ud.

– Jeg fik eksamen om fredagen og begyndt i Zoo om mandagen, så det var ikke et sabbatår, men en sabbatweekend, jeg nåede at få, fortæller Bengt.

Han havde masser af idéer og rejste over hele jorden for netop at studere og hjælpe dyr. Zoo i København var med til at starte de europæiske avlsprogrammer for truede dyrearter, og Bengt har været stort set overalt i verden i sagens tjeneste.

En larve på afveje

– I 1998 var jeg i Brasilien for at se til vores projekt med løveaberne. Jeg havde en række små myggestik, troede jeg, på armen, der kløede irriterende meget. Det blev ved med at klø i flere uger, og en dag lagde jeg mærke til, at der var noget, der bevægede sig under huden. Jeg var virkelig fascineret af fænomenet, og pludselig stak en larve hovedet ud af min arm. Det var så ikke et myggestik, men et stik fra en botfly (en slags flue/bremse, der lægger sine æg på huden af dyr og mennesker). Æggene udvikler sig til larver, der lever under huden, indtil larven bryder ud gennem huden. Og det, jeg så, var ikke hovedet, men larvens bagende, når den skulle af med sine affaldsstoffer. Jeg fik behandlet syv stik i armen, men da jeg kom hjem, fik jeg øjenbetændelse og en stikkende smerte i det ene øje.

– Jeg blev henvist til øjenafdelingen på Herlev Hospital, hvor en ung kvindelig læge, Regitze, undersøgte mig. Hun kiggede på mit øje og pludselig sagde hun ”Der stikker en orm ud af dit øje”.

– Det var så endnu en botfly, der havde lagt æg i mit ene øjenlåg, og nu skulle den så af med sine ekskrementer. Regitze var en rationel og nysgerrig kvinde, så hun syntes bare, det var rigtig spændende at opleve det, og ville gerne skrive en videnskabelig artikel om det.

– Men jeg skulle videre til Grønland, hvor jeg havde gang i et projekt om moskusokser, så vi snakkede bare lidt sammen, inden jeg så rejste af sted igen.

– Jeg kunne alligevel ikke glemme hende, så jeg besluttede mig for at ringe til hende fra Grønland. Jeg havde glemt tidsforskellen, så det var nat, da jeg kom igennem, og jeg nåede kun til hendes telefonsvarer. Jeg sad og lyttede til hendes stemme, da beskeden pludselig fortsatte: ”Hvis det er Bengt, der ringer, må du gerne ringe igen.”

Den gode bedstefar

Bengt ringede igen, og da han kom hjem, kørte han direkte hen til Regitze, og siden har de to været sammen. Nu som mand og kone, forældre til et fælles barn, og fælles om fascinationen af videnskab, rejser og alt det andet, der følger med at være sammen med en mand, der betegner sig som selv som nørd.

Bengt har været gift før, han har også to børn fra første ægteskab, så han i alt er far til tre og bedstefar til tre. Nok er han pensionist lige om lidt – men han er ikke gammel og mæt af dage.

– Som ung troede jeg, jeg vidste næsten alt om dyr. Nu er jeg faktisk mere ydmyg, for jeg ved, at der er en masse, jeg slet ikke ved noget om, men jeg vil altid blive ved med at være nysgerrig. Jeg håber, jeg stadig kan være konsulent på nogle af Zoos mange spændende opgaver, og jeg vil også gerne fortsætte med at skrive bøger og holde foredrag, men først og fremmest vil jeg være mere sammen med min familie, end jeg har været før.

– Nu hvor jeg er blevet bedstefar, er det fantastik at opleve det hele i børnehøjde igen. Det var jeg nok ikke altid lige god til, da mine egne børn var små. Nu har jeg chancen for at være den gode bedstefar, der kan fortælle om dyr og natur – også selv om jeg har afleveret nøglerne til Zoo, siger Bengt.