35-årige Sofie Fawzy sætter målrettet den ene fod foran den anden. Med baby Joakim i bæreselen på brystet, klapvognen foran sig og 5-årige Isak susende langt foran trasker hun hjemmevant forbi bunker med elefantmøg og opmagasineret udstyr, mens hun hilser på de dyrepassere, der lægger vejen forbi. Der er ingen, som er i tvivl om, at Sofie kender Blackpool Zoo bedre end de fleste: I mere end 12 år har den danske kvinde været en del af livet i og omkring dyrehaven i det nordvestlige England. Hvad der egentlig først bare var tænkt som springbrættet til et liv som dyrepasser, endte med at blive hendes tilværelse – med en karriere på fuldt blus som leder for havens zebraer, kameler, løver, tigere og elefanter, to børn og selvfølgelig deres far, engelsk/egyptiske Khaled.
– Jeg havde aldrig tænkt, at jeg ville blive. Det sjove var, at da jeg kom til zoologisk have, var det som frivillig, og så blev jeg ansat som dyrepasserelev. Det tager tre år, så jeg havde allerede booket min flybillet hjem, for jeg sagde, at jeg skulle aldrig bo i Blackpool, fortæller hun på rungende dansk og ryster på hovedet, så det blonde hår bliver rusket rundt.
Så langt kom hun aldrig: Godt et år efter at hun selv var begyndt i haven, vendte en indtil da ukendt mand tilbage til stedet for at tage sig af søløverne og delfinerne – og sidenhen at vende op og ned på Sofies planer.
– Der var en af de andre i zoo, der havde sagt til mig, at nu kom den egyptiske prins tilbage. Da jeg så ham første gang, tænkte jeg bare ”wauw”, fortæller Sofie om manden, der få måneder efter blev hendes kæreste og senere også hendes mand og far til hendes to børn. Pludselig måtte hun ringe til sine noget forbavsede forældre og fortælle, at returbilletten var blevet annulleret, og at hun blev hængende lidt endnu.
Læs også: Dyrepasser Anja er specialist i giraffer
En dyrepasser og to små størrelser
Når man spørger Sofie, hvor hun kommer fra, svarer hun uden at tøve Danmark. Det til trods for, at hun ikke har boet mere end to sammenhængende år i landet – i løbet af hele sit liv. Som barn rejste hun verden tynd med sine forældre og to søstre. Som ansat i Danske Bank var hendes far udstationeret, og ”hjem” var både Luxembourg, Hong Kong, New York, Horsens og Ringsted. Derfor er hun, ligesom sine egne børn, vokset op med to sprog: dansk og engelsk. Og som barn var det hende, der skulle prikkes på skulderen og huskes på at tale dansk ved middagsbordet hjemme hos bedsteforældrene.
– Vi har aldrig boet det samme sted mere end i 2½ år. Jeg har kun boet samlet to år i Danmark, nogle måneder her og der, fordi vi flyttede frem og tilbage, så jeg har boet i Ringsted og Horsens, siger Sofie, der stadig udtaler sidstnævnte med tryk på o’et. Man har vel været horsensianer.
– Så jeg har aldrig rigtig fundet frem til det med, at man skal bosætte sig ét sted. Det er helt underligt, at jeg nu føler mig hjemme her, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive. Jeg så bare ikke mit liv være ét sted.
Men dansk ér hun – ligesom remouladen og mormors hjemmesyltede rødbeder, der står side om side med HP-sauce og earl grey-te i køkkenet.
– Hør, Joakim. De taler dansk ligesom mormor, siger Sofie med reference til Familie Journals udsendte og aer den lille størrelse på de store, runde kinder. Mens hun dagligt taler dansk til lille Joakim, har hun været mere tilbageholdende med storebror Isak. Han er født med dårlig hørelse og bruger derfor høreapparater. Derfor er det vigtigt, at han har styr på det engelske, før han kaster sig over andre sprog.
Hele verden rundt
– Skal vi se, om far er hernede? spørger Sofie og peger ned mod havens søløveanlæg. Det er af nyere dato og lavet til at kunne huse mange hundrede tilskuere, når der holdes shows flere gange om dagen. Bag glasruden, der adskiller publikum og dyrene, står far Khaled og vinker. Det er med ham i spidsen, at dyrene laver kunster og tricks, og han er da heller ikke sen til at vise sine egne sønner, hvordan det foregår.
– Ja, kom bare herind. Så skal jeg vise jer, hvad hun kan, siger han og giver tegn til søløven Anya, der lynhurtigt svømmer på tværs af bassinet for at komme vraltende op ad vandet og gribe en fisk fra sin træner. Det kommer ikke bag på nogen, at han har arbejdet her, siden han var 15. Med mere end 20 års erfaring er der rigeligt at trække på, og kærligheden til dyrene er til at tage og føle på. Den er han ikke alene om.
Læs også: Mor og datter er kollegaer
Nyt liv som mor
– Jeg læste en bachelor i ”dyreadfærd og velfærd”, for jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med dyr. Jeg havde overvejet teknisk skole i Danmark. Jeg var au pair i Danmark i et år og havde kigget på teknisk skole i Roskilde, men det passede ikke helt til det, jeg skulle, siger Sofie, der hørte om Blackpool Zoo, da hun læste på universitetet i Preston, som er en by en smule syd for Blackpool.
Sofie skubber klapvognen foran sig og tilbage mod bilen. Det er ved at være spisetid for de små. Titlen som mor til to falder ikke ligefrem i hak med jobbet som dyrepasser med lange dage og skæve arbejdstider. Derfor har hun valgt at stoppe i haven og bytte de vilde dyr ud med mere almindeligt kontorarbejde i den lokale kommune. Det passer bedre med familielivet, når Isak skal hentes fra skole, og børnene skal spises af inden sengetid. Men det betyder heldigvis ikke, at familien ikke kan slå vejen forbi og hilse på far, når han er på arbejde.
– Jeg vil meget gerne tilbage til Danmark, men om vi nogensinde kommer det, ved jeg ikke. Det er også svært med min mand, når han ikke taler dansk, siger Sofie og bryder ud i et grin. De er en blandet familie – både dansk, engelsk og egyptisk. Det ved hun godt.
– Isak bliver ved med at sige, at han vil være dyrepasser. Nu må vi se. Indtil videre kan han navnene på alle dyrene og elsker dinosaurerne, fortæller hun og lægger hovedet på skrå. Han har det ikke fra fremmede.
