Gør nemt rent på svære steder

Onsdag, 10. august 2011
af Redaktion
Hvordan får man kalk af marmor eller brændt fedt af en ovnlåge? Se de bedste tips
Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Nogle former for rengøring er mere besværlig og til tid umulig end andre. Familie Journals læsere giver dig gode råd til, hvordan du let bliver skidt, støv og kalk kvit på nogle af de mest besværlige steder.

Rene ovnlåger
L.A., Allinge:
Er lågerne på brændeovnen tilsodede, så kan det klares på denne måde: Lav to "klude" af køkkenrulle, gør dem våde og dyp den ene i asken fra ovnen. Gnid ruden med den, og alt, inklusive gammel sod, bliver øjeblikkelig opløst. Tør ruden af med den rene klud, glasset er helt klart, og der er ingen ridser.

Flot cykel
A.S., Glumsø:
Når cyklen trænger til en gang forårsrengøring fylder jeg petroleum på en sprayflaske, f.eks. en tom rengøringsemballage og sprayer cyklen grundigt på alle metaldele. Bagefter spules den godt med vand. Cyklen bliver flot også de steder, hvor det er svært at komme til med en børste.

Nem rengøring af termokanden
Y.M., Trustrup:
Når jeg skal gøre min termokande ren indvendig, tager jeg et lille stykke køkkenrulle og lidt vand i kanden, ryster den godt, og den er ren med det samme.

Ren protese
B.L.N., Ringe:
Da der nok er nogle rundt omkring, der har protese, og en gang imellem har problemer med at komme helt ud i krogene med tandbørsten. Prøv med en vatpind, det er en nem og effektiv løsning.

Væk med sorte kanter
K.V., Vejen:
Efter den ugentlige rengøring af brusekabinen tager jeg en lille pensel og pensler hjørnerne og kanten ved gulvet med Klorin. Jeg lader det tørre, skyller efter næste dag, og det holder de sorte mugkanter væk.

Bivoks til håndvasken
M.H., Nyborg:
En marmorhåndvask kan være svær at holde ren, da sæbe- og kalkrester ikke kan fjernes med gængse rengøringsmidler, fordi de oftest er så skrappe, at de "æder" af marmoret, som jo også er en form for kalk. Dette imødegås ved at polere vasken med bilvoks med jævne mellemrum. Så skyr marmoren sæbe- og kalkrester, og den gøres nemt ren med en mild eddikeopløsning. Dette råd kan også bruges på fliserne i brusenichen.

Pust støvet væk
R.C., Gråsten:
Jeg har ikke så mange kræfter og har svært ved at flytte tunge møbler. Og så har jeg fundet ud af, at det er godt at bruge hårtørreren til at puste ind bag f.eks. en tung kommode, bag vaskemaskinen, radiatoren osv. Nullermændene "flyver" bare ud og er nemme at støvsuge op bagefter.

Ren ovnlåge
Aa. C., Aalborg:
Jeg fik en dag en god ide, mens jeg har ved at gøre mit komfur rent. Glasset i ovnlågen var noget snavset, så jeg smurte det med det skuremiddel, jeg har til keramiske plader, lod det sidde et øjeblik og skurede det så med den ru side af en skuresvamp. I løbet af et øjeblik var glasset rent.

Af Lisbeth Madsen

5 gode husråd til at slippe for pletter

5 gode sparetip til din hverdag

Mor fik hjælp til at fejre sønnens fødselsdag