Tårnhøj kærlighed

Mandag, 20. oktober 2008
af Redaktion
Linnea og Thorkild er opvokset ved Vesterhavet, og i mange år var de rigtig gode kammerater, før forholdet udviklede sig. Nu bor de på Nørrebro i København – men brylluppet skulle naturligvis stå på hjemegnen, nærmere betegnet Bovbjerg Fyr

Thorkild havde lagt en romantisk plan, da han og kæresten Linnea var på besøg i deres barndomsby Ferring tæt på Bovbjerg Fyr. Trods kulden og et voldsomt stormvejr fik han Linnea og deres lille datter Luna med ud og gå tur ved Vesterhavet.

Fyr og flamme
Den lille familie bevægede sig mod det gamle fyr, og Thorkild havde udset en bakke ved fyret som mål. Da de stod der, trak han en flaske champagne frem, og til tonerne af bølgernes brusen spurgte han Linnea, om hun ville gifte sig med ham.
- Selvfølgelig fik Thorkild mit ja, siger Linnea Jacobsen, der ligesom Thorkild er opvokset ved Vesterhavet. I dag bor parret på Nørrebro i København. Hun studerer kunsthistorie, mens han er ved at færdiggøre en ph.d om spil i undervisningen. Som unge gik de på gymnasiet sammen og var rigtig gode venner. Efter studentereksamen holdt de forbindelsen ved lige, og når de så hinanden, var der straks fortrolighed imellem dem.

Venskab blev til kærlighed
Men pludselig følte Thorkild, at kammeratskabet havde udviklet sig til forelskelse. Når han ikke var sammen med Linnea, savnede han hende. Linnea havde dog ikke helt samme følelser.
- Når man har været de bedste venner i ti år, er det et stort skridt at blive kærester. Jeg var bange for, at det skulle ødelægge vores forhold og brugte alle mulige undskyldninger, fortæller Linnea, som dog til sidst måtte erkende, at hun gengældte Thorkilds varme følelser.
- Da vi kyssede hinanden første gang, var jeg overbevist, fortæller Linnea, som gav Thorkild sit ja I fyret, hvor hun blev friet til.
- Det var meget romantisk, og vi fik et minde for livet, siger Linnea og Thorkild om deres jyske naturbryllup.