Keld og Hilda: Dansk musiks flotteste parløb (del 2)

Torsdag, 9. november 2017
af Jørgen de Mylius, foto: AOP og Polfoto
Det tog faktisk flere år, før Keld fik overtalt Hilda til at blive partner i det professionelle liv. Det med sceneoptræden ville Hilda ikke ha' noget af, men Keld vidste, det kunne lade sig gøre.
Jørgen de Mylius

Du kan læse 1. del af artiklen om Keld og Hilda her

Keld havde egentlig aftalt med de andre donkeyer, at tiden var inde til nye udfordringer. De næste par pigtrådsplader var ikke gået så godt, og spillejobs var der også færre af end lige efter DM-sejren.

Deres pladeproducer Per Sørensen var netop blevet chefproducer på det store selskab EMI, og han mente nok, der skulle indspilles en sidste single. Og hvorfor ikke prøve at synge dansk – helt som andre rocksangere, f.eks. sang Johnny Reimar om ”Fregnede Louise” og Peter Belli, der var ”Helt igennem respektabel”. Blandt mange muligheder blev Valdemar Davids succes fra 1942, ”Ved Landsbyens Gadekær”, valgt.

På P3 syntes de fleste, at det var underligt at lave den sang med elektrisk akkompagnement og i en helt anden takt end tidligere, men som dj på P3 greb jeg den med kyshånd, for jeg syntes, den var et bud på noget andet og mere end at kopiere udenlandske hits.

Jeg spillede den heftigt i ”Efter Skoletid” på P3, og det viste sig, at lytterne havde samme positive indstilling som jeg. Inden vi vidste af det, røg den til tops på hitlisten, og allerede da Donkeys spillede det, der skulle have været deres sidste job, kom folk og bad dem spille den herlige sang igen og igen.

Aftalen om at stoppe blev droppet, og The Donkeys fortsatte med Kelds navn i forgrunden hele vejen op igennem 1970’erne og indskrev sig i dansk slagerhistorie som et af den tids mest succesfulde bands med en perlerække af kendte hits som ”En tusindfryd i min hånd”, ”Jeg ringer på fredag”, ”Tjing Tjang Gullie” osv.

I løbet af perioden lavede Keld også indspilninger med et større orkester, hvis sangene egnede sig til det. Da Dansktoppen 1. september 1968 gik i luften, blev det Keld Heick med ”Vi skal gå hånd i hånd”, der toppede den allerførste liste. Han var så småt begyndt selv at oversætte de udenlandske tekster, og det skabte efterspørgsel. I løbet af de efterfølgende år var der ikke bare travlhed for den syngende Keld, han blev også tidens mest efterspurgte tekstforfatter.

Sammen hele tiden

Hilda var med fra begyndelsen og ordnede orkestrets regnskaber. Hun har en god og solid uddannelse i den slags fra sit arbejde hos medicinalfirmaet Lundbeck, og hun stod for alle regneark hos The Donkeys.

Keld og Hilda havde fået lille Annette, og når hun var lagt i seng om aftenen, gik Hilda i gang med at presse orkestrets tøj, lave regnskaber, sende plakater, pressemeddelelser og reklamer ud, og når orkestret øvede, var det Hilda, der stod for mad og drikke.

Men en dag blev det for meget, og det faldt nøje sammen med, at Keld fik vrøvl med stemmen. Han havde en knude på stemmebåndet, og en operation var nødvendig.

Det blev samtidig begyndelsen på slutningen af 17 glade år med The Donkeys.

Keld meddelte, at han gennemførte indgåede kontrakter, men derefter stoppede han med bandet. Han ville selv være herre over omfanget af optrædener, så han kunne skåne stemmen mest muligt. Samtidig spurgte han Hilda, om hun ville tage med ud på job. De havde for sjov indspillet duetten ”Do you speak English”, men for Hildas vedkommende var det netop kun for sjov. Det med sceneoptræden skulle hun ikke ha’ noget af.

Det tog faktisk flere år, før Keld fik overtalt sin Hilda til at blive partner i det professionelle liv. Både fordi han selv led af afsindig hjemve, når han sad alene i sin bil og turede Danmark rundt, men også fordi de altid havde sunget sammen for sjov i deres teenagetid.

Men Keld vidste, det kunne lade sig gøre.

Selv om Hilda lod sig overtale og i begyndelsen lovede at tage 12 jobs om året, så ved vi i dag, at de to sammen har opnået at blive et af Danmarks mest populære slagerpar. De har sammen besøgt stort set hver eneste flække i landet. De har sammen optrådt i Dansk Melodi Grand Prix fire gange som par, mens Keld har beriget konkurrencen med hele 31 bidrag. De har sammen fundet sig i alverdens hånlige kommentarer over deres sange og optræden. Smagsdommere har kastet sig over ”Hr. & fru Dansktop”, og sammen med mange andre slagernavne er de blevet ringe repræsenteret på nutidens FM-kanaler. I 1992 oplevede de, at en producent for DR’s Melodi Grand Prix bad dem melde fra som kunstnere, selv om samme grandprix-redaktion havde udvalgt Lotte Meincke og Kelds sang ”Det vil vi da blæse på”. Redaktionen mente, at Keld og Hilda med deres 46 år var for gamle til en grandprix-scene.

Men Keld og Hilda fandt sig ikke i at blive stemt ud på grund af alderdom som 46 årige. I stedet kontaktede de The Sweethearts og bad dem bakke sig op på scenen.

Populære blev Keld & Hilda ikke i det års grandprix-redaktion, men det blev sangen derimod i tiden efter.

Læs også: 6 hurtige til Hilda Heick

Stor respekt

I dag har billedet ændret sig. Keld og Hilda har vist omverdenen, hvad de kan – og fået stor respekt. Ikke bare har de sunget og skrevet sig til så mange hits, at de kunne fylde flere temaaftner med bare en del af dem. De har også medvirket i og drevet Nykøbing F. Revyen gennem seks sæsoner som direktørpar. Med den risiko, der altid er ved den slags. Og selv om det første år, 1993, gik fint, gik det rigtig galt året efter, og de tabte i fælleskab en halv million kroner. Samtidig havde de ikke mulighed for at optræde ved de byfester og haller, hvor de i årevis havde været fast inventar. Til gengæld blev de klogere også på den del af showbiz, og de efterfølgende år blev en kontinuerlig optur igen.

Keld og Hilda er en institution. Datteren Annette Heick er godt på vej til samme status som det multitalent, hun delvist har fået i genetisk gave fra sine forældre, men også med hårdt arbejde i den tumultariske showverden.

Annette har i tidens løb fortalt en del historier om skænderier mellem Keld og Hilda, som er gået over igen, lige så hurtigt som de begyndte.

Hun har bl.a. sagt: – Der eksisterer det her billede af mine forældre som det lykkeligste af alle lykkelige ægtepar – og det mest utrolige er jo, at det er de. En fuldkommen enhed, hvor de har delt alt, siden de var teenagere.

Oplev Keld og Hilda til Dansktop Prisen 2018

Keld og Hilda er blandt de mange kunstnere, der optræder til Dansktop Prisen 2018 den 14. april i Jyske Bank Boxen i Herning. Vil du med?

Artiklen er udgivet i samarbejde med Ude og Hjemme

Video: Familie Journals dansktop-journalist Johan Isbrand interviewer og synger med Keld og Hilda: