Min egen favorit: Martins sommerfest med Birthe

Onsdag, 12. december 2018
af Johan Isbrand, Foto: Michael Kjær
En sommerfest i Martin Knudsens barndom, hvor selskabet dansede og festede til Birthe Kjærs nyeste album natten lang, spiller kraftigt ind, når sangeren og revymanden skal vælge sin yndlingssang fra dansktoppens univers.
Martin Knudsen har en yndlingssang fra en sommerfest med Birthe Kjær

Martin Knudsen, der netop nu er aktuel med julesinglen ”En juleleg” og den dertil hørende, festlige video, har en forkærlighed for dansktopmusikkens store divaer. Faktisk begyndte det for alvor at køre på skinner for ham, da han kontaktede sit store idol, Kirsten Siggaard, som han siden har sunget duet med flere gange, og som ved Dansktop Prisen 2017 var mentor for Martins duo med Stine Bruun, Stine & Martin.

Når man spørger Martin om hans absolutte favoritsang i den folkelige boldgade, er det en anden stor diva, han tager fat på. Faktisk den største af dem alle og en, der lige som Kirsten i høj grad forbindes med en stribe Melodi Grand Prix-klassikere.

Vi taler selvfølgelig om Birthe Kjær, og vi giver ordet til Martin:

– Min yndlings-dansktopsang er ikke kendt, men den har fulgt mig siden 1986, hvor jeg var 11 år gammel og var med til stor sommer-familiefest, fortæller entertaineren.

Michael Korups yndlingssang har også noget med Melodi Grand Prix at gøre. Læs med.

– Birthe Kjær var lige udkommet med sit nye album "Vil du med?", som min faster satte på det fine B&O-anlæg.

Martins debut som dj

– Pladen blev spillet og vendt igen og igen. Først måtte jeg ikke røre det fine anlæg, men jo flere sjusser og karafler med treugersvin, der kom indenbords, jo mere enig blev min faster med sig selv om, at det var smart, at jeg var den, der vendte pladen og trykkede på Play.

Skal du med til Dansktop Prisen 2019? Og har du spørgsmål, du brænder inde med. Prøv at se her.

– Det blev mit livs første DJ-job. Eftersom hele selskabet ville høre den samme plade igen og igen, var det ikke så svær en opgave, men jeg var vældig stolt af at være blevet musikansvarlig.

– Udover titelmelodien og Grand Prix-httet "Vil du med?", som var pladens slagnummer, faldt jeg især for den sang, der hedder "Hvorfor tør du ikke?" Det er et nummer, jeg stadig hører en gang imellem.

Henriette Sonne er på toppen igen. Læs hendes vilde historie og se hendes festlige møde med dansktopreporteren.

– For mig har sangen alt det, et dansktopnummer skal have, nemlig en catchy melodi og en god tekst. Samtidig minder det mig om den omtalte kæmpe sommerfest, hvor alle hoppede rundt på dansegulvet og var glade.

– Det er jo netop det, som dansktopmusik og ikke mindst Birthe Kjær kan: Få solen til at skinne og gøre alle folk i godt humør, siger Martin Knudsen.

Christoffer Kejser Larsen har en favoritsang på fire hjul. Læs bare her.