Anita havde ikke "bare" PMS: Jeg gik hele tiden itu og måtte bygge mig op

Uanset om du er kvinde eller mand, kender du sikkert PMS, der kan gøre kvinder i den fødedygtige alder irritable og give f.eks. ømme bryster, hovedpine og oppustethed i dagene op til menstruation.

49-årige Anita Øland har også lidt af PMS, og derfor var hun ikke i tvivl om, at der var noget andet på spil, da hun for 11 år siden – efter at have fået sin yngste – fik det værre i perioder.

– Jeg blev deprimeret og ekstremt nærtagende. Alt, hvad folk sagde, tog jeg ind og vendte til noget negativt. Normalt er jeg forholdsvis large og ved jo godt, at børn roder, men et par sokker, der var smidt på gulvet, fik mig til at tvivle på min værdi som mor. Alle følelser og sanser var i alarmberedskab. Jeg var f.eks. supersensitiv over for lyde fra fjernsynet, siger Anita.

Hun er psykolog med egen praksis i København, men selv i de perioder, hvor hun havde det allerværst, kunne hun passe sit arbejde, fortæller hun. Det var mere socialt og især på hjemmefronten, hun følte, det hele sejlede for hende, og for at skåne sin mand og sine dengang mindre børn trak hun sig fra familielivet.

– Jeg skammede mig og følte mig som en dårlig mor og hustru, for hele vores familieliv var påvirket af, hvordan jeg havde det, siger Anita.

Det var faktisk Anitas mand, der var den første til at kæde hendes humørskift sammen med hendes cyklus.

– Han sagde: ”Hey, er det ikke mærkeligt, at du altid reagerer så voldsomt hver 14. dag?” Og da vi først fik øjnene op for mønsteret, kunne vi stille vores ure efter min cyklus.

PMS stopper, når menstruationen begynder eller et par dage inde i menstruationen. Det samme skete med Anitas symptomer, fortæller hun, men som alle, der f.eks. har forsøgt at planlægge en graviditet, ved, sker ægløsningen cirka 14 dage før menstruationen, og det var altid dér, Anitas symptomer begyndte.

Østrogenniveauet stiger op til menstruation, og derfor er det normalt at opleve et humørskifte på det tidspunkt. Anita reagerede på progesteron, fortæller hun, og dét hormon bliver både udskilt ved ægløsning og op til menstruation. Derfor reagerede Anita to gange om måneden.

– Min mand vidste altid, hvad klokken var slået. Al min energi forsvandt, mit ansigtsudtryk, stemmeleje og min kropsholdning var anderledes.

Pille mod depression

Anita fortalte sin læge og gynækolog om mønstret med sin cyklus og sagde samtidig, at hun følte sig voldsomt ramt på sin psyke modsat PMS, som først og fremmest gav hende kort lunte og fysiske symptomer. Hun fortalte også, at hverken træning, kostændringer, kosttilskud, søvn eller hvad hun ellers forsøgte at ændre på gjorde en forskel for hende.

– Jeg følte, jeg var ved at blive skør, fordi ingen anerkendte, at der var noget galt. Det var op til mig at få styr på mig selv, men det kunne jeg ikke, siger Anita.

Da antidepressiv medicin kom på tale, endte Anita med at sige ja. På det tidspunkt havde hun også afprøvet en hormonspiral, men den gjorde symptomerne værre, fordi en hormonspiral udskiller progesteron, som er det hormon, Anita reagerede på.

– Jeg var desperat, og da min læge fortalte om en patient, der havde sagt, at han havde fået sin kone, der havde svære PMS-lignende symptomer, tilbage efter hun havde taget antidepressiv medicin, gav jeg medicinen en chance.

Efter et forsøg med kun at tage medicinen på de svære dage begyndte Anita på sin læges anbefaling at tage den hver dag. Den antidepressive medicin havde dog ingen effekt på Anitas humør, men hun forblev på den i mangel af bedre, fortæller hun. Samtidig skiftede hun både læge og gynækolog, for gynækologen foreslog, hun skulle tilses af en kollega i psykiatrien, og hendes læge gik på pension.

Og så begyndte der endelig at ske noget.

Fik fjernet sit underliv

I 2021 sagde overlæge og gynækolog Annette Tønnes Pedersen, der er specialist i kvindesygdomme på Rigshospitalet, de forløsende ord til Anita: ”Du har PMD”.

PMD står for præmenstruel dysfori og er en slags overbygning til PMS.

– Jeg kalder PMD en ond stedsøster til PMS. For når jeg ikke var ramt af PMD, havde jeg overskud, var rummelig og i balance. Men så vendte det, og jeg blev en person, som ikke var særlig fed at være sammen med, siger Anita.

I samråd med overlægen takkede Anita ja til en medicinsk behandling, der satte hendes krop i kunstig overgangsalder. Ved at regulere på hendes hormoner og undgå ægløsning og dermed menstruation var håbet, at hun ikke længere ville blive depressiv og ultrasensitiv hver 14. dag. Men det virkede ikke, for den medicinske behandling bestod også i at tilføre progesteron.

Næste skridt var mere indgribende.

– Jeg blev tilbudt at få fjernet min livmoder, æggestokke og æggeledere. Og jeg tøvede ikke et sekund. Jeg kunne jo se, hvad jeg udsatte mig selv og især min familie for. Og jeg så operationen som en lægefaglig anerkendelse af, hvordan jeg havde det. Man fjerner selvfølgelig ikke raske organer på statens regning uden tungtvejende grunde, siger Anita.

Under operationen gik der hul på et urinrør, som resulterede i en svær urinvejsinfektion og endnu en operation. Samtidig tog Anita sin antidepressive medicin og testede fortsat, hvilke hormontilskud og -doser der gjorde hende stabil.

– Det var hårdt. Hver gang, jeg gik få milligram op i hormontilskud, reagerede min hjerne på udsvinget og gjorde mig grådlabil, ængstelig og humørsvingende.

Trods komplikationerne og den udmattende periode med at få kroppens hormonniveau i balance var operationen det hele værd, fortæller Anita.

– Jeg mærkede hurtigt en kæmpe forskel på mit humør. PMD føltes som at være en krystalvase: Hver 14. dag gik jeg itu og skulle efterfølgende bygges op og udbedre skaderne. Jeg lavede ikke andet end at gå itu og bygge op. Og da dét forsvandt, fik jeg mulighed for og overskud til at mærke, hvem jeg er i verden.

Til efteråret er det tre år siden, Anita fik fjernet sit underliv, og hun har ikke set sig tilbage.

– Jeg har fået kontakt til mig selv igen. Jeg er gladere, har fået mere energi og nyder at høre musik og se fjernsyn i stuen med min familie. Jeg er også begyndt at nynne igen.