Strikkeopskrift: Cardigan med blondekant til pigen

Torsdag, 16. maj 2019
Af Anne-Marie Øby. Foto: Cewec.
De små piger er bare så fine i lilla, og denne søde cardigan med blondekanter vil uden tvivl falde i god jord. Få en strikkeopskrift her.
Strikkeopskrift på cardigan med blondekant til pigen

Strikkeopskrift: Cardigan med blondekant til pigen

Str: 2 (4) 6 (8) år.

Overvidde (arb): 60 (62) 68 (72) cm.

Ærmelængde: 22 (24) 28 (32) cm.

Længde: Ca. 17 (17) 19 (21) cm.

Materialer: ”Jazz” (50% bomuld/50% bambus/50 g = 120 meter): 4 (4) 5 (6) ngl. Knapper afhængig af antal knaphuller. Rundp nr. 3 + 3½. Strømpep nr. 3½. (Garn fra Cewec).

Strikkefasthed: 23 m x 32 p = 10 x 10 cm på p 3½.

Forkanter: Strik knapkant over de yderste 5 m i hver side, som strikkes r på alle p. Strik samtidig knaphuller undervejs – altid i slutn af en p fra r-siden. Øverste knaphul strikkes i hul-rk i halsen, de øvrige med ca. 9 (9) 10 (10) retriller imellem nedefter.

Knaphul: Strik til de sidste 5 m, strik 2 dr r sm, slå om, 3 r.

Prøv også: Strikkeopskrift: Retstrikket cardigan til pigen

Sådan gør du:

Bærestk: Slå 76 (76) 82 (82) m op til hals på rundp 3 og strik frem og tilb. Strik 2 p r.

Næste p (= hulrk, r-siden): 5 r, ✩2 dr r sm, slå om, 1 r✩, gtg ✩-✩, til der er 5 m tilb, 2 dr r sm, slå om (= knaphul), 3 r.

Strik 1 p r. Skift til p 3½ og glat, men forts i ret på alle p over de første og sidste 5 m, som udgør forkanterne (se ovenfor). På 1. p inddeles til raglan sådan (= r-siden): 5 r (forkant), 12 (12) 13 (13) r (forstk), slå om (raglan-m), 9 (9) 10 (10) r (ærme), slå om (raglan-m), 24 (24) 26 (26) r (ryg), slå om (raglan-m), 9 (9) 10 (10) r (ærme), slå om (raglan-m), 12 (12) 13 (13) r (forstk), 5 r (forkant) (= 80 (80) 86 (86) m). Forts sådan:

Alle p fra vr-siden: 5 kant-m r, vr til de sidste 5 m – dog strikkes alle omsl r, 5 kant-m r.

Alle p fra r-siden (med raglan-udt): ✩r til raglan-m, slå om, 1 r, slå om✩, gtg ✩-✩ 3 gange mere, strik r pinden ud.

OBS! Husk knaphuller undervejs (se ovenfor). Forts, til der er taget ud til raglan i alt 20 (21) 23 (25) gange (= 240 (248) 270 (286) m). Slut med en p fra vr-siden. Del nu arb til krop og ærmer sådan: Strik 5 r (forkant), 33 (34) 37 (39) r (forstk + 1 raglan-m), sæt 49 (51) 56 (60) ærme-m på en tråd og lad dem hvile, slå 2 (2) 3 (3) m op under ærmet, 66 (68) 74 (78) r (ryg + 2 raglan-m), sæt 49 (51) 56 (60) ærme-m på en tråd og lad dem hvile, slå 2 (2) 3 (3) m op under ærmet, 33 (34) 37 (39) r (forstk + 1 raglan-m), 5 r (forkant) (= 148 (152) 166 (174) m).

Se også: Strikkeopskrift på fin pigetrøje med knapper

Krop: Strik lige ned i glat, men forts med forkanter i retstrik (husk knaphuller) og strik også r på alle p over de opslåede m i hver side under ærmerne til ”sidesøm”. Strik på denne måde, til arb måler ca. 14 (14) 16 (18) cm fra ærmegabet eller ønsket længde – slut med en p fra r-siden. Strik nu blondekant på tværs af kanten forneden sådan: Slå 6 m op med strikket opslagning i forlængelse af m på p fra vr-siden af arb og strik 1 p ret.

1. p: (r-siden): 1 r løst af, 2 r sm, slå om, 2 r, slå om 2 gange, 1 r.

2. p: 1 r løst af, strik (1 r, 1 vr) i det dobbelte omslag, 2 r sm, slå om, 2 r, 2 vr sm (= 1 m fra blonden + 1 m fra kroppens nederste kant).

3. p: 1 r løst af, 2 r sm, slå om, 5 r.

4. p: Luk 2 m af, 2 r sm, slå om, 2 r, 2 vr sm (= 1 m fra blonden + 1 m fra kroppens nederste kant).

Gtg disse 4 p, til alle m på kroppen er strikket sm med blonden (justér evt. ved at strikke en ekstra m sm til sidst eller strikke en ekstra gang frem og tilb). Luk løst af.

Prøv også: Strik en trøje med stjerner til de små

Ærmer: Sæt de hvilende m til det ene ærme på p 3½ og strik 3 (3) 4 (4) nye m op i de nye m under ærmet. Sæt 1 mrk mellem de 2 midterste af disse m (= 52 (54) 60 (64) m. Strik rundt i glat, idet der på 8. omg tages 1 m ind på hver side af mrk. Gtg indt på hver 6. (6.) 8. (8.) omg i alt 8 (8) 10 (10) gange (= 36 (38) 40 (44) m) og strik derefter lige ned, til ærmet måler 21 (23) 27 (31) cm – eller ønsket længde. Afslut med hulmønsterbort:

1. omg: Vrang.

2. omg: 1 r, ✩2 dr r sm, slå om, 1 r✩, gtg ✩-✩, til der er mindre end 3 m tilb, r pinden hen.

3. omg: Vrang.

4. omg: Ret.

Luk af i vrang. Strik det andet ærme på samme måde.

Montering: Hæft ender. Sy knapperne i over for knaphullerne.

Design: Cewec.