10 tips til en nemmere hverdag

Onsdag, 8. februar 2012
af NewsDesk, Aller Media Foto: All Over Press
Få brugernes kreative tips til nemme forbedringer i hjemmet

Af NewsDesk, Aller Media Foto: All Over Press

Hverdagens gøremål kan være mange, og de er altid tilbagevendende, så hvorfor ikke gøre det lidt nemmere. Her kan du få brugernes bedste råd til at gøre besværligheder til selvfølgeligheder, hvad enten det er blafrende gardiner eller rod i vanterne.

1.

Dynebetrækket på plads
A.J., København:
Jeg har syet et stykke bændel fast i hvert hjørne af min dyne i hovedenden og det samme i betrækket. Når jeg skifter sengetøj, binder jeg de to bændler sammen, og jeg kommer aldrig ud for, at dynen krøller sammen inde i dynebetrækket.

2.

Hold orden med pc'en
B.S.J., Snoghøj:
Da min kone og jeg for nylig gik på pension, skulle der ryddes op i skuffer og skabe. Vi fandt ved den lejlighed også en del, vi gennem årene havde ledt efter. Nu bliver alt, hvad vi ikke bruger dagligt, skrevet ind på pc'en. Så kan vi altid hurtigt og nemt finde frem til, hvor tingene er placeret.

3.

Styr på gardinet
A.D., Lunderskov:
Det er irriterende, når gardinet hele tiden blafrer ud af det åbentstående vindue. Sy en lille netpose og læg nogle kønne glaskugler i. Sy en lille klemme i og sæt posen fast på gardinet forneden. Nu bliver det smukt hængende - også i blæsevejr.

4.

Orden i vanterne
K.M., København:
For at holde orden i børnenes vanter, har jeg syet tryklåse i dem. Så er de lige til at klipse sammen, og man får altid fat i to der passer sammen, når de fiskes op af skuffen.

5.

Skovtur i stuen
R.H., Juelsminde:
Når vi skal have børnehaven til fødselsdag, arrangerer vi skovtur i stuen. På gulvet breder vi en stor grøn presenning ud. Midt på denne lægger vi en papirdug med flag og herpå anrettes maden og drikkevarerne. Børnene synes det er sjovt og hyggeligt at sidde på gulvet, og vi er fri for at få pletter på gulvtæppet; er uheldet ude for en af de små, er det nemt at tørre presenningen ren.

6.

Stabilt kaffefilter
I.N., Fårup:
Hvis kaffefiltret vælter, når man skal lave kaffe, så hold det under den kolde vandhane et øjeblik, inden det sættes i tragten. Så bliver det på plads under brygningen.

7.

Op med sømmene
A.K., Roskilde:
Hvis du har været så uheldig at tabe en æske med helt små søm eller stifter, så bør du kende dette fif: Anbring en magnet i en plasticpose. Når alle sømmene - eller så mange, som der nu kan være - har suget sig fast, vender du posen, og der er styr på sømmene.

8.

Billige hagesmækker
M.D., Thorning:
Hagesmækker er dyre at købe, især de rigtig lange, som kan nå ind under tallerknen, når barnet selv begynder at spise. De er dog nemme at lave. Hos Jysk eller i en stofbutik kan købes "tisseunderlag"(det, som bruges i sengen, når barnet skal sove uden ble) med frotte på den ene side, gummi på den anden. Nu kan du klippe dine hagesmækker så lange, du ønsker dem og bare slå en tryklås i. Stoffet trevler ikke, så du behøver ikke gøre andet.

9.

Rollator til transport
K.J., Ikast:
En rollator kan fint bruges til at flytte ting på. Når jeg f.eks. skal på altanen for at vande blomster, stiller jeg spanden på rollatoren, fylder den op med bruseslangen og kører den på rollatoren derud. På den måde behøver jeg ikke at løfte noget tungt.

10.

Collage af gode råd
Thomsen, Randers:
Mange af de gode råd har jeg gemt gennem flere år. Men ofte kunne jeg ikke lige finde rådet, når jeg skulle bruge det. Nu har jeg lavet en collage med de gode råd, indrammet den og hængt den op i mit køkken. Det er sjovt og ser dekorativt ud, og mange af mine gæster står og læser rådene, når de er på besøg.

5 gode, gamle råd

5 gode sparetip til din hverdag

5 gode husråd til at slippe for pletter