Test af chokoladeis

Mandag, 26. juli 2010
af Redaktion
Vi har blindsmagt 6 forskellige chokoladeis og givet en samlet karakter, hvor 0 er laveste, og 6 er højeste

Af Pia Junø
Foto: Flemming Nielsen

Hvis du vil have den gode smag af cremet chokoladeis, kan du godt glemme alt om at spise en sund is med få kalorier.
Der skal den ægte vare til, før smagen er oppe at ringe. Det viser denne test af seks forskellige chokoladeis.

Familie Journals testpersoner, husholdningslærerne Kirsten Stoltze Møller og Kim Petersen fra Sorø Husholdningsskole, har blindsmagt 6 forskellige chokoladeis og givet en samlet karakter, hvor 0 er laveste, og 6 er højeste.

Ben & Jerry, Chocolate Fudge Brownie
Kommentar: Flot, mørk chokoladefarve, konsistensen er rigtig cremet og lækker, og isen har en god duft af chokolade, ligesom smagen er cremet og lækker.

Pris: 53,80 kr. for 500 ml i SuperBrugsen.
Pris pr. l: 107,60 kr.

VINDER: 6 POINT

Coop Chocolate
Kommentar: Farven er flot chokoladebrun, og isen har en let duft af chokolade. Konsistensen er god blød og med chokoladestykker. Har god chokoladeeftersmag.

Pris: 35,95 kr. for 900 ml i Kvickly.
Pris pr. l: 39,94 kr.

4 POINT

Carte D'Or Straticciatella
Kommentar: Farven er flot og pænt præsenteret i bøtten med flotte stykker groft revet chokolade. Dufter sødt af hvid chokolade, og konsistensen er god cremet. Eftersmagen er lidt sød.

Pris: 39,00 kr. for 900 ml i Netto.
Pris pr. l: 43,33 kr.

4 POINT

Hansen Flødeis, chokolade med chokoladestykker
Kommentar: Har fin chokoladefarve, men ikke så meget duft. Konsistensen er god og cremet, mens isen mangler lidt eftersmag af mørk chokolade.

Pris: 45,80 kr. for 800 ml i SuperBrugsen.
Pris pr. l: 57,25 kr.

4 POINT

Kakao Is, De Danske Vægtkonsulenter
Kommentar: Har en trist og grålig farve. Der er ingen duft, og konsistensen er let gummiagtig. Smager af kakaomælk, som man selv har blandet med skummetmælk.

Pris: 34,95 kr. for 900 ml i SuperBest.
Pris pr. l: 38,83 kr.

2 POINT


Frisko Flødeis Chokolade
Kommentar: Har et meget trist og nærmest skilt udseende, lidt a la chokolademousse. Uden duft og isen er krystalliseret og minder om frosset mælk. Smager af kakaomælk.

Pris: 29,95 kr. for 1000 ml i SuperBest.
Pris pr. l: 29,95 kr.

1 POINT

Sagt med andre ord...
Både Kakao Is og Frisko Flødeis Chokolade forsøger at sælge sig som et sundere alternativ.
- Men fælles for begge produkter er, at konsistens, smag og udseende er for trist i forhold til normal god flødeis, siger Kirsten Stoltze Møller og Kim Petersen fra Sorø Husholdningsskole.

De kårer Ben & Jerry, den dyreste is, som den suveræne vinder, men synes, at det er underligt, at samme is betegner sig selv som klimaneutral, når nogle af ingredienserne stammer fra New York, og selve isen fremstilles i Holland.
- Vi stiller os noget tøvende over for dette argument, når vi tænker på al den transport, der skal bruges, for at få Ben & Jerry frem til forbrugerne, siger Kirsten Stoltze Møller og Kim Petersen.

Se flere forbrugs-test...
Test af hyldeblomstdrik
Test af færdigretter