Frivillig på børneafdelingen: Elefanten Ellie spreder glæde hos de små patienter

De hvide vægge nærmest skriger mod en af tavshed. Der er kedeligt og utrygt. I hvert fald hvis man bare er et barn og er indlagt.

Men nogle ting kan dog lyse en dag op for et lille barn, så hverdagen ikke bare handler om lægebesøg, blodprøver og hospitalsstuer. Her kommer elefanten Ellie ind i billedet. Ellie besøger Sydvestjysk Sygehus med jævne mellemrum og skaber lidt glæde, hvor der ellers ikke nødvendigvis altid er så meget af den.

– Man kan se, at børnene lyser op, når Ellie træder ind i rummet. Det er jo ikke hver dag, at en elefant står for enden af ens seng, fortæller Lene Memborg, der er inden i elefanten Ellie.

Og om nogen kender Lene til det med de kedelige hvide vægge. Hun har nemlig været forælder til et indlagt barn. Dengang var der ikke nogen Ellie, der kom og besøgte Lenes datter, Ann-Sophie.

Der var dog andre, der holdt humøret hos familien Memborg alligevel. Det var Tina og Marianne, der styrede skolestuen på hospitalet. De kunne få smil frem hos børnene.

Læs også: Oliver fik kræft som 5-årig: Skal jeg dø nu, mor?

Glæde i tristheden

– Det er jo bare fuldstændig frygteligt, når ens guldklump bliver indlagt. Det er der jo ikke nogen, der ønsker, siger Lene og kigger på sin datter.

Ann-Sophie var som 12-årig indlagt i halvanden måned. Det er dog længe siden, for nu sidder hun som 21-årig ved siden af sin mor med et stort smil og lange brune krøller. Men hun husker dog alligevel tilbage på indlæggelsen som noget, der ikke var særlig sjovt for en 12-årig.

– Man keder sig bare helt vildt. Der sker intet, og jeg kan huske, jeg gik rundt i det hvide hospitalstøj ned ad hvide gange. Heldigvis var Tina og Marianne der. Det gjorde det tåleligt at være indlagt, fortæller Ann-Sophie.

Og Tina og Marianne gjorde meget andet end at styre skolestuen. De arrangerede aktiviteter og ture, der ikke tog afsæt i hospitalet – det kunne være en tur til speedwayløb eller andet, der kunne få børnenes tanker et andet sted hen for en kort stund.

– Det var slet ikke vigtigt, om det var det ene eller det andet. Ethvert åndehul fra de hvide vægge og kitler var kærkomment, fortæller Lene.

– Det brød også alvoren, at de gjorde en leg ud af det, ikke kun for børnene, men vi forældre blev også hevet lidt væk fra vores bekymringer, når der blev lavet noget andet end bare at være indlagt og vente. De lange dage blev lidt kortere, fortsætter Lene.

Det har hun også selv erfaret, når hun trækker i elefantkostumet.

– Forældre kommer og takker mig, når jeg har været forbi som Ellie. De fortæller mig, at det er det eneste, der har fået deres børn til at smile den dag, og det er også en lettelse for forældrene.

Læs også: Døve forædre: Her må vi gerne larme

Tog sagen i egen hånd

Lene fandt for nogle år siden ud af, at underholdningen til børnene var sparet væk på sygehuset. Det blev hun meget ærgerlig over og ked af, så hun greb med det samme telefonen og begyndte at arrangere noget.

– Nu var det min tur til at give noget af det tilbage, som jeg fik foræret. Tanken om, at der ikke skete noget, skar i mit hjerte, fortæller hun.

Lene ville oprette en forening, der skulle skabe glæde på hospitalsgangene. Hun begyndte at kontakte forskellige personer, hun mente kunne være behjælpelige, og det blev så til Hjertet På Rette Sted.

– Jeg tænkte, at jeg bare skulle ringe løs, for det værste, jeg kunne få, var et nej, og sådan et kan jo bearbejdes, siger hun med et lille smil.

Men meget bearbejdelse har der nu ikke været brug for, for som Lene selv siger det, har det kørt på skinner det meste af tiden.

– Der er jo – heldigvis – ikke nogen, der vil sige nej til at hjælpe syge børn. Så vi har haft medvind hele vejen, både fra lokale folk, foreninger og butikker. Det er jeg meget taknemmelig over. Især borgere, der støtter op, har rørt mit hjerte meget dybt.

Hjertet På Rette Sted begyndte med en fastelavnsfest for børnene på afdelingen og har siden også arrangeret ture til håndboldkampe, fodboldkampe og besøg af påskeharen – og sidst, men ikke mindst, er Ellie også kommet til.

Læs også: Louise er mor og syg: Vi har besluttet os for kun at være glade

Elefanten Ellie

Og indimellem hopper Lene ud af sit almindelige tøj og ind i elefantkostumet, og den dag, Familie Journal er på besøg, er ingen undtagelse.

Men før vi kører på sygehuset, går hun ned i den lokale garnforretning og henter to store sække med hæklede elefanter, som er kommet fra nær og fjern, tilsendt af glade hobby-hæklere.

– Er de ikke søde? spørger Lene og tager to elefanter op af posen.

– Vi kalder dem Trøstefanter. De er til børnene på sygehuset, så de har en lille bamse at kramme, hvis de er kede af det eller mangler tryghed.

Så med to poser elefanter i bilen kører vi mod sygehuset.

Lene går til skolestuen, der er lukket for i dag. Det er med møje og besvær, hun får dragten på, men da forklædet er bundet, og elefanthandskerne er kommet på, er Ellie klar til en tur på gangene.

Det første barn, Ellie møder, er 4-årige Felix. Han står med åben mund og store øjne og kigger på Ellie, der vinker til ham. Han krammer hende og smiler stort.

Ellie vinker og går så videre hen ad gangen med sygeplejersken Frederikke i hånden. Nu skal de på stuebesøg, og pludselig siver høj børnelatter ud og fylder den ellers så stille gang. Latter fra både børn og voksne.