Jeg har også lov til at være her

Allerede som 8-årig var Regina Fjendbo bevidst om, at der var én rigtig måde at se ud på. Hun var også bevidst om, at der var en forkert måde, og at hun tilhørte sidstnævnte kategori.

Hun påstod hårdnakket, at hun ikke vidste, hvad hun vejede, da matematiklæreren ville lave et regnestykke med alle børnenes vægt, og hun fortalte aldrig derhjemme, at sundhedsplejersken på et tidspunkt sagde, at hun var alt for tyk. Derhjemme blev hendes vægt kun kommenteret af hendes bedstefar, der lovede barnebarnet penge, hvis hun tabte sig.

Det lyder helt forkert, kan Regina godt høre, når hun fortæller om det, men hun har alligevel aldrig tvivlet på sin bedstefars kærlighed.

– For han gjorde det, fordi han ikke vidste bedre. Han ønskede jo blot at gøre livet nemmere for mig, siger Regina.

For det var bestemt ikke nemt at være tykke Regina i landsbyen Lem vest for Skive. Hun er blevet mobbet, har følt sig mindre værd og har brugt masser af energi på at forstå, hvorfor hun ikke var en del af fællesskabet. I sine teenageår forsøgte hun at tabe sig og var overbevist om, at det var adgangsbilletten til at blive accepteret. Men hun nåede sjældent i mål, så hun gav op, fandt sig i at være udstødt og gik i sort – bogstaveligt talt.

– Er du klar over, at der stort set ikke findes pailletkjoler større end størrelse 44? Det hele er bare sort og gråt, fordi det slanker, og fordi man helst ikke skal ses, når man er tyk, siger hun forarget.

For er der noget, der kan hidse hende op, er det, når samfundet dikterer, hvordan hun bør ses, og har en holdning til hendes kropsvægt.

– Jeg kan slet ikke se, at det kommer andre ved. Jeg kan heller ikke forstå, at andre tager stilling til det. Man skælder jo ikke tynde mennesker ud for, at de aldrig motionerer, men de kan da være mindst lige så usunde indeni, som man mener, tykke mennesker nok er. Tynde må spise lige så usundt, de vil, uden at nogen løfter et øjenbryn. Det kan tykke mennesker slet ikke, uden at det bliver bemærket eller skævet til. Jeg er tyk, men jeg føler mig ikke usund. Jeg er glad, griner meget, sover godt og har ingen skavanker, så jeg føler mig temmelig sund, selv om jeg er tykkere end normen, fastslår hun og tilføjer, at man i øvrigt kun taler om overvægt, fordi der findes noget, der hedder normalvægtig.

Hadefulde kommentarer

I en alder af 34 år er hun landet i sin krop. Hun står ved den – og hun råber gerne højt om det. Faktisk er hun tykaktivist. På fuld tid. Med egen virksomhed, Tyrannosaurus Regs, udbyder hun foredrag, terapi, laver opslag på de sociale medier om at være tyk og har netop skrevet en bog om emnet.

– Jeg vil bekæmpe alle de uretfærdigheder, som tykke mennesker udsættes for dagligt i vores samfund, og jeg vil ændre den samfundsnorm, der gør, at alle stræber efter at være tynde. Især kvinder må ikke være tykke. Hvis de skal være noget værd, skal de være slanke og ikke tage to portioner. Man lægger ikke engang mærke til det, hvis en mand øser op på sin tallerken for anden eller tredje gang, siger hun.

Det lyder ambitiøst, men ikke desto mindre tror hun på det og tager imod alle de slag, som også følger med. For det er bestemt ikke omkostningsfrit at forlange at være en del af samfundet, når man ser tyk ud.

Hadefulde kommentarer på de sociale medier er der masser af og i sådan en tone, at hun er nødt til at stemple ud af det en gang imellem for at passe på sig selv.

Men selv en tur ud i virkeligheden kan kræve en vis portion overskud, når man risikerer at få slynget ”Hvor er du klam” efter sig, mens man står med hovedet nede i køledisken, eller når der åbenlyst bliver grinet og taget billeder af en, fordi man har valgt et kulørt sæt tøj, der ikke skjuler formerne.

– Jeg ser det, og jeg hører det. Hvorfor skal jeg udskammes, fordi jeg har valgt at se ud, som jeg gør? Hvorfor må jeg ikke spise en is uden at blive nedstirret? Hvorfor siger folk til mig, at jeg bør tabe mig for min egen skyld?

Regina har ikke fået svar, men hun er kommet frem til, at det skyldes, at de fleste af os ikke ved bedre. Samfundsopfattelsen er, at tykke er usunde og dovne – og løsningen er en slankekur. Men ifølge Regina burde man forstå, at sundhed handler om mere end ens daglige kalorieindtag og fysiske aktivitet.

De værste år

For hun har prøvet at være tynd. Hun har mærket fordelene ved det. Hun blev set – og blev set op til. For hun havde knækket koden til det fede liv som tynd, hvor det er muligt at sidde på stole med armlæn, hvor tøjbutikker pludselig er et kulørt slaraffenland, og hvor det er muligt at tigge sig til lyserøde drinks fra fyrene i baren.

I fem år nøjedes hun med 1.200 daglige kalorier og trænede intensivt, så hun svandt 40 kilo ind. Det samme gjorde livsglæden, for det var benhårdt at holde den slanke linje. Faktisk tøver hun ikke med at kalde det for de værste år af sit liv, fordi hun var så ked af det indeni. Og så træt, at lægen mistænkte, at hun havde en depression. I virkeligheden bar hun rundt på en spiseforstyrrelse, som ville være blevet opdaget, hvis lægen ikke bare automatisk havde vurderet hende som sund ud fra hendes kropsvægt.

I stedet fandt hun selv løsningen helt tilfældigt, da hun var i gang med at finde en ny kur, der kunne gøre hende tyndere. En bog om forbrændingstyper med henvisninger til YouTube-videoer, som fik hende til at stoppe op, da hun pludselig følte sig beskrevet. Hun var jo typen, der trænede for meget og spiste for lidt, og hvis hun skulle blive sund og glad, skulle hun gøre det modsatte, vel vidende, at kiloene ville vende tilbage, lød rådet.

– Det var svært, og jeg skulle minde mig selv om, at det var nødvendigt, mange gange, hvis jeg skulle blive rask og glad igen, husker Regina, der havde regnet med, at hun ville tage 10 kilo på.

I dag er der nærmere røget 40 kilo på. Hun ved det ærligt ikke, for hun vejer sig ikke, og for hende er tallet også underordnet. Resultatet er vigtigere: Hun føler, at hun lever igen.

– Jeg har hele tiden stædigt insisteret på, at jeg hellere vil have det godt end være ked af det. Folk er nødt til at acceptere det. Hvis ikke de kan lide, hvad de ser, må de simpelt hen kigge den anden vej. Jeg har også ret til at være her.