Jeg har været så vred

Tanken om at forlade Marc har strejfet hende, men er aldrig landet for alvor. For hendes hjerte har hver eneste gang visket den ud.

Det har hun endda fortalt Marc. Ligesom han også kender til den forfærdelige drøm om hans begravelse. For Monica har brug for at være ærlig, og det indebærer også, at hun er åben om alle de “forbudte” tanker.

Marc lytter og siger så, at det nok skal gå alt sammen. Hans rolige og positive sind har altid hevet hende op, så hun har kunnet trække vejret igen og være lige dér, hvor hun ved, at hun hører til. Hos Marc.

27-årige Monica Trebbien Bauer er gift med den jævnaldrende Marc, der har haft kræft de seneste fire år og i foråret blev erklæret kræftfri. Deres forhold begyndte for fem år siden med masser af fælles drømme om børn, hus og rejser, der knap nok nåede at spire, før det unge kærestepar så ind i en helt anden fremtid sammen.

Under en sommerferie i Prag sammen med Monicas familie i 2018 fik Marc det pludselig dårligt. Han blev svimmel og begyndte at ryste og krampe i arme og ben. Vejret var varmt, så Marc slog det selv hen og forklarede det med, at han nok var dehydreret.

Ferien fortsatte, men da de kom hjem, blev det alligevel ved med at undre Monica, der insisterede på, at Marc gik til lægen. Det nåede han bare aldrig, før Monica en sen eftermiddag blev ringet op af Marcs chef. På vej ind i sin firmabil var han begyndt at krampe og faldet kortvarigt bevidstløs om.

Monica mødte ham på Køge Sygehus, bekymret og så alligevel slet ikke forberedt på lægens ord. Tumor i hjernen, kræftpakke, operation på Rigshospitalet.

Ingen tumor

Meget har Monica glemt – eller fortrængt – for der har været så mange alvorlige samtaler siden, at de for hende er et sammensurium af følelsesmæssig magtesløshed og kaos.

– Nu kan jeg ikke mere, har det skreget i hende, hver gang Marc har haft et tilbagefald.

Hun har følt en konstant trykken for brystet, indtil svaret fra en kontrolscanning er blevet afsløret, og hun har kæmpet med sin vrede over, at lige hendes Marc har været udpeget til at blive alvorlig syg med kræft.

En uge efter opdagelsen af hjernetumoren blev Marc opereret på Rigshospitalet og vågnede op med både et stort kirurgisk snit på hovedet og beskeden om, at der ikke havde været nogen tumor. Til gengæld var han lam i benene.

– Vi var lettede. Men det var også ret underligt, for så havde operationen slet ikke været nødvendig. Og det var jo ikke en ufarlig operation. Det kunne være gået galt, siger Monica.

Lægerne var lige så overraskede over den manglende tumor og sendte prøverne til udlandet. Forklaringen måtte være, at der havde været tale om en betændelsesknude. Monia og Marc indstillede sig på, at det var det. Marc havde været heldig, og det lykkedes ham i løbet af et par måneder at træne sig til at gå igen.

Men blot et halvt år senere blev Marc syg igen. Han kunne mærke et par lymfeknuder på halsen, som hans egen læge i første omgang slog hen med, at han bare var forkølet.

Da Marc senere fik en tydelig knude på kravebenet, var der dog ikke længere nogen tvivl. Han havde lymfekræft. Lægerne beroligede dem, for der var gode behandlingsmuligheder, og for at være helt sikre ville de også scanne Marc andre steder. Her lyste hans knoglemarv op, og en prøve viste, at han havde akut leukæmi.

– Så ændrede alt sig jo, for det er mere alvorligt end lymfekræft. De ringede til os lørdag og bad os komme derind søndag med vores familier. Så vidste vi godt, at det var helt galt, fortæller Monica.

Mandag begyndte kemobehandlingen, og fordi det blev opdaget tidligt, var behandlingen hurtigt effektiv. Efter første kemokur var alt væk og har været det siden.

Lymfekræften var til gengæld ikke forsvundet, men forskellige former for kemoterapi, 22 strålebehandlinger og en operation, der fjernede en knude i leveren, fik bugt med den. Derudover havde Marc brug for ny knoglemarv, som hans lillebror ikke tøvede med at donere, da han matchede 99 procent.

At lande som par

Siden har han fået endnu en omgang knoglemarv af sin bror, for han har haft to tilbagefald med lymfekræft i hjernen siden.

Senest sidste forår, hvor Marc kom hjem fra sit arbejde som skiltemontør. Et arbejde, han netop var begyndt på, i håbet om at få en almindelig tilværelse uden kemokure, utallige indlæggelser og alvorlige lægesamtaler.

– Jeg kunne med det samme se, at der var noget galt med hans ene øje, da han kom hjem. Det stirrede mærkeligt. Marc slog det hen, for vi vidste jo begge godt, at ringede jeg til Riget, så skulle vi komme derind. Jeg magtede det nærmest ikke. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg hader den køretur ind til sygehuset. Men jeg var jo nødt til at ringe, siger Monica.

Hun fik ret. De skulle komme derind og blev sendt hjem med beskeden om, at den lymfekræft, de havde bekæmpet et halvt år forinden i hjernen, var vendt tilbage.

– Det føltes så uretfærdigt. At se Marc være bange og der var intet, jeg kunne gøre. Jeg kunne kun være der, forklarer Monica, der lige dér kunne mærke, at hun knap nok kunne være der for sig selv længere.

Derfor fik hun bevilget pasningsorlov og fik dermed muligheden for at være der 100 procent for Marc, hvilket gav parret den fornødne ro.

– Det værste for mig i hele den her sygdomsperiode har været, når jeg ikke har kunnet være der for ham, fordi jeg selvfølgelig også har skullet passe mit arbejde. På et tidspunkt fik han også angst og kunne ikke lide at være alene, og så var det forfærdeligt at tage af sted. Heldigvis har vi haft vores familier, og jeg har en god chef og forstående kolleger, siger Monica og tilføjer, at de også har boet hos hendes forældre i en svær periode, hvor de havde brug for ekstra støtte.

Monica er nu vendt tilbage til sit arbejde som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, og Marc er ved at lande igen efter flere års sygdom. Det skal de i øvrigt begge. Lande igen. Ikke mindst som par efter at have haft livet sat på pause, mens nogle af vennernes liv har udvidet sig med børn. En drøm, der også langsomt spirer hos Monica og Marc igen.

– Der er bare ting, vi skal have bearbejdet, før vi får børn. Vi skal lære at være sammen igen som et par og finde os til rette i livet, uden at det bliver styret af et sygehus. Vi er ikke de samme som før, og vi er blevet utrolig bevidste, om hvor skrøbeligt livet er, men også om hvor meget vi vil hinanden. Vi har haft så meget modgang, men det har ikke fået mig til at elske Marc mindre. Tværtimod. Før tænkte jeg, at kræft, det dør man af. Det tror jeg ikke længere, siger Monica.