Linedance gør dig glad

”Gamle damer må vel også have lov til at have det sjovt”, siger damerne og fniser lidt. Gurli, Micella og Mette er 77, 51 og 55 år, de har flotte røde cowboyhatte på og kan næsten ikke stå stille. Gamle damer kan man ikke kalde dem, men man kan roligt sige, de er glade for linedance. De tre forlader Fyn og deres ægtemænd hvert år for at tage på den årlige tur til Skærbæk, for det er her, det sker.

Det er det årlige linedancetræf i Skærbæk, i år danser 650 dansere det bedste, de har lært, og møder andre, der også elsker musikken, tøjet, dansen og samværet. De kommer fra mange forskellige klubber i Danmark, og også danseglade mennesker fra Tyskland, Norge, Grønland, Island og Færøerne har taget turen til Skærbæk, netop fordi det er en af de helt store oplevelser at være med til dette træf.

Det er en tradition, som lederen af Skærbækcentret, Søren Hansen, ser frem til hvert år. Centret lægger hal til de mange mennesker og sørger for, at der er rigelig og god mad, og hvert år er Susanne Mose inviteret til at undervise i nye danse, mens hun har folk til at stå for teknikken, så musikken spiller rigtigt. I år var Niels Poulsen inviteret fredag formiddag til at lave workshop i tre danse, og sangerinden Nikky Napier fra England stod for live musik fredag og lørdag aften.

Der er ikke mange pauser i undervisningen, men når Susanne slipper mikrofonen og annoncerer en kort pause, er der mange andre vigtige ting at tage sig til. De sidste nye støvler skal vises frem, der skal tales om danse, og ømme tæer skal have luft og vrikkes med, for cowboystøvlerne skal være spidse, og det er de færreste fødder. Om lørdagen er der optræden i gågaden, og dagene slutter vist med nogle temmelig gode fester.

Gurli, Micella og Mette har ladet mændene blive hjemme, for de er alligevel ikke meget for al den dans. Foreløbig har de tre dansere hver især danset 68.000 skridt fordelt på de to første dage, og det hele slutter først i morgen.

– Bare smil, så lægger man ikke mærke til benene, siger de tre damer og smiler det bedste, de kan. Et godt råd, men det har de ikke selv brug for, for deres ben følger faktisk meget godt med til alle de nye sange.

Skule lidt til de andre

Det har Susanne Mose lært dem. Hun er nordjyde og underviser i linedance. Hun har lavet koreografi til rigtig mange danse, skrevet bøger om linedance og undervist mange hundrede mennesker. Hun kaster omkring sig med ord og udtryk som: ”Ouarter, Ouarter, 5, 6, 7, sidewalk og tre skridt frem og tre tilbage’’.

Man skal nok være danser for at forstå det sprog, men de 660 dansere i Skærbækhallen forstår Susanne og følger hendes mindste vink. Susanne danser frem og tilbage på scenen, og mænd og kvinder, unge og gamle gør deres bedste for at følge hende på gulvet. Der er lørdag formiddag, der skal læres nye danse, og der skal være optræden på gågaden i Skærbæk om eftermiddagen, så det er nu, dansetrinene skal være i orden. Musikken spiller “I want a Cowboy for a Night”, men der er flest kvinder på gulvet, for de danske cowboys vil åbenbart helst blive hjemme.

Asger Thomsen fra Hjallerup er her dog – med sin klub og sin kone – og han synes, det er fantastisk hyggeligt.

– Man bliver glad af at danse, men jeg tror, mange mænd er lidt bange for, om de kan finde ud af det. Det er nu ikke så svært, og man kan jo bare skule lidt til de andre og så gøre ligesom dem, siger han og danser det bedste, han kan – og det er rigtig godt.

Den dansende fisker

Susanne Mose danser for oppe på scenen. Hun er lige dygtig til både at danse og fortælle vittigheder. Før hun begyndte på linedance for 30 år siden, var hun erhvervsfisker i Mariager Fjord. Så blev det småt med fiskene, og da hun allerede havde en fisker i familien, ægtemanden Poul, begyndte hun på linedance, fordi der skulle ske noget nyt.

– Jeg er ikke sådan en kone, der sidder derhjemme og venter med kaffen, og det ved Poul også godt, siger hun og kigger bestemt over på Poul, der roder med teknikken bag hende.

Nu er de begge pensionister, og Poul er med som tekniker. Han nægter at danse, men så danser Susanne da bare alene. Hun er 69 år, og hvis hun sætter sig ned, kan hun ikke komme op igen, siger hun, for hofter og ben er slidte. Faktisk er der ikke nogen, der kan huske at have set Susanne sidde ned hele weekenden. Det er nemlig nu, der skal danses, så kan man hvile sig på mandag, siger hun.