Sønner reddede Niels' liv: Ingen ord kan beskrive min taknemmelighed

Johan og Mads handlede hurtigt, da deres far faldt om på en familieferie. De blev hædret til Hjertegalla, men der findes ingen ord for, hvor taknemmelig deres far Niels er for dem.
Af
Emma Alleshauge Dalskov
Far står med sine to sønner på hver side i islandsk landskab
Niels og hans to sønner Johan og Mads på deres tur til Island.
Foto: Privat
Annonce

Da Anja Vindahl og Niels Øhrwald tog på sommerferie med deres to sønner i Island, havde de aldrig forestillet sig den omtale og opmærksomhed, familien senere skulle få.

Som lyn fra en klar himmel ændrede en vandretur i fjeldene sig fra en hyggelig udflugt til enhver families mareridt, da Niels faldt om med hjertestop.

Annonce

Heldigvis reagerede Niels’ kone og to sønner hurtigt. Den dengang 21-årige Johan ringede 1-1-2, hvorefter han gik i gang med hjertemassage, imens hans lillebror Mads holdt sin fars hoved, så der var frie luftveje.

Niels nåede at være død i 20 minutter, da et redningshold fik liv i ham og fragtede ham i en redningshelikopter til hospitalet.

En stolt far

70-årige Niels er i dag dybt imponeret over sine sønners indsats, og det er han bestemt ikke ene om. I lørdags blev Johan og Mads hædret ved årets ’Hjertegalla’, hvor de modtog prisen som ’Årets Hjerteredder 2025’.

Familie og værter står med præmie og blomster
Familien sammen med aftenens værter Louise Wolff og Steen Langeberg.
Foto: Caroline Cámara/Hjerteforeningen

Den stolte far har nærmest ikke ord for den taknemmelighed, han føler:

- Jeg tror ikke, at der er store nok ord til at beskrive, hvor taknemmelig jeg er for mine to sønner. De er jo skyld i, at jeg er i live i dag, fortæller Niels til Familie Journal, efter at han er kommet sig oven på indsamlingsshowet.

Hørte opkaldet til alarmcentralen

I forbindelse med showet fik familien mulighed for at høre optagelsen fra alarmcentralen, da Johan ringede efter hjælp. Det satte nogle tanker i gang hos Niels:

- Det gik virkelig op for mig, hvor pressede Johan og Mads havde været, og hvor stort det egentlig var, det de havde gjort. Det var trods alt deres far, der lå der, og det er imponerende, at de ikke gik i panik, fortæller han.

Familien har siden nomineringen og showet i lørdags fået en del mere opmærksomhed end sædvanligt. Men det har Niels bestemt ikke noget imod:

- Jeg synes, at det er fedt, at man fremhæver de små helte, som ellers ikke får meget omtale. Jeg har talt med flere i nærmiljøet, som har hørt om drengenes indsats, og de kan godt forstå, jeg er stolt, siger han.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.