Charlottes strik vakte opsigt

Hjemme hos 54-årige Charlotte Juul Kemnitz i Holte ligger en lille bunke af veste og kortærmede trøjer strikket i det lækreste mohairgarn. Men her kommer de ikke til at ligge længe, for der går allerede kvinder rundt og venter forventningsfuldt på at trække Charlottes hjemmestrikkede designs ned over hovederne, og de næste fem står på venteliste.

Der er rift om Charlottes strik. Men hendes bløde trøjer og veste kan mere end bare at lune og pynte. Charlottes utallige timer med strikkepindene har faktisk ført noget med sig, som både overraskede Charlotte selv, men også den læge på Herlev Sygehus, som undersøgte hende ved sidste tjek.

Mærkede en knude i brystet

Skal man trevle Charlottes historie op helt fra begyndelsen, startede den med, at hun lige inden sommerferien for to år siden var til en helt almindelig rutine mammografiscreening. Umiddelbart virkede alt fint, men da Charlotte stod i badet næste morgen, strejfede hendes hånd pludselig en knude i det ene bryst.

- Jeg tænkte, at de jo havde hevet og trukket i mig under mammografien, så der var nok bare kommet noget betændelse, og min egen læge mente heller ikke, det var noget, husker Charlotte, som på trods af de beroligende forklaringer alligevel ikke kunne ryste en nagende fornemmelse af sig.

- Jeg følte, at noget var galt. Noget var ikke, som det skulle være.

Du har brystkræft

Den fornemmelse bed sig fast. Charlotte kunne ikke engang slippe den, da det endelige resultat fra mammografien kom 10 dage efter, og hun kunne læse sort på hvidt, at alt så fint ud.

Men for Charlotte føltes det ikke fint, når hun rørte ved knuden, og hun havde også bemærket, at hun ofte var svimmel og utilpas, så for at få en endelig afklaring inden sommerferien, opsøgte hun en privatklinik, der lavede en biopsi.

- En uge efter sad jeg så på Herlev Sygehus og fik at vide, at jeg havde brystkræft.

Læs også: Strik: Lunt og lækkert tilbehør til hende

Lang behandlingsplan

Den chokerende besked blev fulgt op med en længere behandlingsplan, hvor Charlotte skulle igennem en operation, 15 strålebehandlinger og 12 kemobehandlingerne. Livet var på et øjeblik blevet gravalvorligt for Charlotte, der er mor til tre drenge, hvor den yngste stadig bor hjemme. Og det gik hurtigt. En uge efter blev Charlotte opereret. Men desværre fjernede lægerne ikke helt nok første gang, så 10 dage efter måtte hun på operationsbordet igen.

Charlotte sagde stop

Det var selvfølgelig nedslående. Men det var endnu mere nedslående, at der undervejs blev rodet så meget ved Charlottes krop, at hun efterfølgende fik nogle enorme væskeansamlinger under armen. Det betød, at hun tre gange om ugen skulle have tappet væske ud. Og det betød, at Charlotte en dag måtte smide alt, hvad hun havde i hænderne, da hun gik i sin have og beskar æbletræer. Pludselig var der gået hul på hendes sår, og væskede silede ned ad hendes krop, så Charlotte måtte kaste sig ind i sin Golf og køre alt, hvad hun kunne mod hospitalet.

Her syede de hende sammen. Det gjorde de også alle de andre gange, hvor det samme skete igen. Til sidst sagde Charlotte stop. Hun ville ikke lægge krop til mere syning og lapning og besluttede sammen med sin kæreste selv at stå for sårpleje.

Hendes taktik indebar, at de måtte sætte kemobehandlingen på pause, fordi den hæmmer helingen, men til sidst kunne Charlotte se, at hun havde taget den rette beslutning. Hendes hud var endeligt vokset sammen.

Læs også: Strik: Farverig vinterstrik til hende

En bekymrende operation

Men nu stod hun med et nyt problem.

- Jeg havde fået et kæmpe område med arvæv i den ene side. Det var nærmest som en hel plade af hårdhed, og jeg var plaget af lymfeødem, som gjorde ondt hele tiden, siger Charlotte, som ikke ligefrem blev fuld af optimisme, når hun lyttede på, hvad lægerne ville stille op med det hårde arvæv og væskeophobningerne.

De ville indstille hende til en operation, hvor man kort fortalt ville perforere huden med små nåle for at sprøjte noget fedt ind under i håb om, det ville få væsken til at løbe fra.

- Den tanke var jeg altså ikke helt vild med, siger Charlotte, som i tiden inden operationen blev mindet om, at hun skulle huske at tage nogle pauser, så hendes krop fik ro. Men at sidde stille var ikke lige en disciplin, som var så let, som den lød.

Fandt strikkepinde og garn frem for at sidde stille

- Jeg har lidt svært ved at sidde stille, erkender Charlotte, som for at tvinge sig selv til at tage plads i sofaen, fandt et par strikkepinde og en nøgle garn. Det var omkring 20 år siden, hun sidst havde strikket, men hun havde det heldigvis stadig i fingrene, og da hun havde strikket den første vest, kiggede hendes veninde på den med mere end bare et høfligt blik.

- Kan du ikke strikke sådan en til mig? spurgte hun.

Det kunne Charlotte godt. Og da hendes kærestes datter bad om det samme, blev det til endnu en.

Fandt på sit eget design

Det hele blev lidt sjovere af, at der faktisk stod nogen og var klar til at iføre sig resultatet. Men i starten strikkede Charlotte nu mest for at få ro på sin krop, og hun strikkede også udelukkende noget, som hun selv kunne have lyst til at iføre sig. På grund af sine antihormonpiller var hun gået i overgangsalder og derfor ramt af op til 35 hedeture om dagen, så det skulle være veste og trøjer uden ærmer med rigelig luft i halsen.

Det design passede ikke bare Charlotte. En dag gik hun rundt iført sit eget strik inde i tøjbutikken ”Another View” på Store Kongensgade i København, da butiksindehaveren stoppede hende.

- Kunne du ikke strikke sådan nogle til forretningen spurgte hun og pegede.

Charlotte havde ramt rigtigt

Charlotte strikkede efterfølgende fem ærmeløse trøjer og afleverede dem i butikken. De var udsolgt på tre uger, og butiksindehaveren hev også lige den af Charlotte, som hun selv havde på. Det hele kunne sælges. Charlotte havde ramt noget rigtigt. Men hvor rigtigt hun havde ramt, gik først rigtigt op for hende, når hun tog sit tøj af og nærstuderede sin krop.

Kroppen havde fået det langt bedre

- Efter jeg havde strikket intenst i tre måneder, kunne jeg pludselig mærke, at mit arvæv var blevet langt blødere, og at væskedannelsen var væk. Så tog fanden ved mig. Jeg strikkede som en gal. Hele tiden. Jeg blev en af de der ”strikkedamer”, der har strikketøj med alle vegne. En af dem, jeg grinede af som ung, siger Charlotte, som stadig griner af, at hun er blevet en ”strikkedame”, der er så opslugt af sit håndarbejde, at hendes 17-årige søn en gang imellem kommer ind i stuen med et forsigtigt: - Øh, skal vi have noget aftensmad i dag?

Tid og sted forsvinder, når Charlotte først kaster sig over strikkeriet. Og det har hendes men altså også gjort, hvilket betyder, at hun alligevel ikke skal udsættes for operationen, der skulle hjælpe hende af med hævelser og arvæv.

- Jeg ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, om strik hjælper. Men det har hjulpet for mig. Og jeg vil da gerne have folk til at sætte sig ned og lave noget håndarbejde, siger Charlotte, som selv er af den overbevisning, at det både er roen og de mange små bevægelser med hænder og arme, der har fået hendes krop til endelig at hele så pænt.

Ved siden af strikkeriet har hun gået mellem 5 og 10 kilometer dagligt, ligesom hun har lagt sig på briksen ved en akupunktør. Og så har hun både under og efter sit kræftforløb været i ekstremt gode hænder. Hendes tre drenge og kæresten har været en kæmpe støtte. Ligesom veninderne har stået utrætteligt på sidelinjen.

Ikke for pengenes skyld

At strikketøjet skulle føre hende så langt, havde hun selvfølgelig ingen anelse om, da hun slog den første maske op, men hun slipper det ikke igen, og hun elsker at se endnu en kvinde iført sit strik. Og det er præcis det syn, der tæller. Det er bestemt ikke pengene. Charlotte tager omkring 2000 kroner for en vest eller en trøje. Af det er 1200 kroner for garnet, og eftersom det tager hende mindst fem travle dage at strikke en vest, så bliver timelønnen så beskeden, at den næsten ikke er værd at regne ud.

Du kan følge Charlotte og hendes nyeste strik på instagram: charlottejuulkemnitz