En læser fortæller: Pelle fik afværget nabokrigen

Min mand Kim og jeg havde boet på samme vej i 20 år, da vi fik nye naboer. Vi havde haft et godt forhold til vores tidligere naboer, og da vores børn boede hjemme, legede de ofte med hinanden.

Nu var Dorte og Jens flyttet ind. De var på vores alder, og jeg havde en forhåbning om, at vi ville få det hyggeligt. Derfor blev jeg skuffet, da der allerede et par måneder senere opstod en konflikt. Det var egentlig primært Kim og Jens, der kom på kant.

Kim fortalte mig, at Jens en lørdag formiddag, da jeg var ude at handle, havde ringet på og krævet, at vi fældede vores valnøddetræ. Træet kastede skygger ned i Dorte og Jens’ have og gjorde deres stue meget mørk.

– Han har boet her en måned, og nu vil han bestemme, hvilke træer vi skal have i vores have, sagde Kim harm. – Det er et smukt træ, og det skal ikke fælles.

Jeg syntes ligesom min mand, at valnøddetræet var smukt, men samtidig kunne jeg godt forstå, at Dorte og Jens ville have mere lys på deres grund. Jeg forsøgte derfor at holde mig ude af konflikten og håbede, at Kim og Jens ville finde en løsning. Det skete dog ikke.

I stedet nægtede Jens at bidrage til et fælles hegn mellem vores grunde, selv om det gamle var råddent. Dorte og jeg havde indtil da formået at være på god fod, og vi hilste og småsnakkede, hvis vi mødte hinanden, når jeg var ude at gå tur med vores gravhund Pelle.

Men efterhånden som konflikten tilspidsede, blev det sværere for mig at forblive neutral, og jeg tror, det samme gjaldt Dorte. I hvert fald blev vores smalltalk erstattet af et reserveret nik, og det ærgrede mig. Samtidig var jeg irriteret over Dorte og Jens’ kompromisløshed.

Til den årlige vejfest forsøgte Kim og jeg at undgå Dorte og Jens, for det var, som om vores naboskab var gået helt i hårdknude. Jeg satte mig i stedet ved siden af genboen, Katrine, som jeg havde et fint forhold til. Katrine elskede vores hund, som tit rendte over i hendes have, fordi hun gav ham godbider.

– Jeg er ked af, at jeg ikke kan passe ham næste weekend, men mine børn har inviteret mig i sommerhus, sagde hun beklagende. Kim og jeg skulle på weekendtur til Hamborg, men vi havde vanskeligheder med at finde pasning til Pelle.

– Det skal du ikke tænke på. Vi er bare lykkelige for alle de gange, du har passet ham, sagde jeg som sandt var, og samtidig spekulerede jeg over, hvad vi skulle gøre. Jeg ville nødig sende ham på hundepension.

Da jeg senere på aftenen skulle på toilettet, mødte jeg Dorte på vejen.

– Kom lige, sagde hun uden at smile, og vinkede mig hen mod sig. Jeg gik tøvende over mod hende.

– Jeg hørte, at I har problemer med at finde hundepasning, sagde hun og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede afventende. Hvad ville hun egentlig?

Dorte sukkede dybt og kiggede ned.

– Jeg er virkelig ked af denne her situation. Jeg håbede, at vores mænd ville løse deres konflikt, men det har de ikke gjort, og nu begynder det at gå ud over os alle. Men jeg har fået en idé.

Hun kiggede op på mig, og nu så jeg antydningen af et smil.

– Lad os passe Pelle, foreslog hun forhåbningsfuld. – Det vil være en god måde at komme hinanden i møde på.

Jeg tænkte mig hurtigt om og nikkede så. Dorte havde ret, og jeg smilede lettet til hende. Næste weekend passede Dorte og Jens Pelle, selv om mændene var lunkne omkring den løsning. Kim og jeg havde en dejlig tur til Hamborg, men Kim var indimellem lidt bekymret for Pelle.

– Gad vide, om de giver ham mad nok, sagde han halvt i spørg, halvt i alvor.

Da vi kom hjem og gik ind for at hente Pelle, stod det dog hurtigt klart, at han havde haft nogle gode dage. Han hoppede glad rundt om Dorte, da hun åbnede døren.

– Kom ind og få noget kaffe, sagde hun opfordrende. Jens stod bag hende og smilede afmålt. Kim kiggede tøvende på mig.

– Tak, det vil vi gerne, sagde jeg.

Vi blev bænket i køkkenet, og Pelle lagde sig tilfreds på gulvet. Et øjeblik var der en larmende stilhed.

– Han er nu en dejlig hund, sagde Jens så så lavt, at vi lige akkurat kunne høre det. Men det var nok. Jeg kunne mærke, at han prøvede at nærme sig os, og det kunne Kim åbenbart også.

– Mange tak, fordi I ville passe ham, sagde han og kiggede på både Dorte og Jens. Dorte smilede, og pludselig var den dårlige stemning pist væk.

Eftermiddagen blev et vendepunkt i vores naboskab, og inden vi gik, havde Kim lovet at beskære vores valnøddetræ. Da vi stod i døren og sagde farvel, rømmede Jens sig.

– I øvrigt, sagde han. – Lad os få lavet det hegn. Vores søn er håndværker og kan hjælpe os med at finde billige materialer.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, og Kim nikkede.

– Det lyder godt.

Da vi kom hjem, klappede jeg Pelle på hovedet.

– Du er en dygtig fredsmægler, sagde jeg, og Pelle logrede tilfreds med halen.