Mød Familie Journals nye hundeklummeskribent: Jeg gør hunde til medspillere

Onsdag, 2. maj 2018
af Pernille Magaard Bøgh, foto Morten Mejnecke
Rolf, der hele sit liv har været hundeejer, arbejder i hverdagen som hundetræner med både jagt- og familiehunde. Og som om der ikke var ”nok hund” i hverdagen, vil Rolf nu én gang om måneden tage aktuelle hunde-emner op i Familie Journal og dele sin store viden menneskets bedste ven.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Rolf Andersen er Familie Journals hundeekspert.

”Alle hunde, der kommer her, elsker mig inden for fem minutter”. Det fortæller 63-årige Rolf Andersen, Familie Journals nye hundeklummeskribent, straks da vi besøger ham i de idylliske omgivelser ved Sjælsø, hvor han bor med sin kone, Jette, sønnen Christoffer og de tre hunde Eberhart, Eddy og Teak.

Det er noget af en påstand at lægge ud med. Men faktisk sætter man ikke spørgsmålstegn ved den. Når han begejstret fortæller anekdoter om hunde, han har mødt igennem årene, er det tydeligt, at det er gengældt: Der går heller ikke fem minutter, før Rolf elsker alle de hunde, han møder.

Rolf har arbejdet med hunde, lige siden han var ganske ung og begyndte at gå på jagt, hvor en hund er et uundværligt arbejdsredskab.

Jagten måtte vige for kontakten

Men for ham blev kontakten til hundene hurtigt vigtigere og sjovere end selve jagtdelen.

– Jeg fik min første hund, da jeg var omkring 16 år. Den blev ikke opdraget specielt godt, så det var bestemt ikke en succes, fortæller Rolf og griner højt med sin lune og brummende latter.

– Min næste hund blev bedre, og nummer tre blev faktisk helt god, afslutter han.

Øvelse gør mester

Det der med hundeopdragelse kunne man nemlig ikke få hjælp til dengang, og derfor måtte Rolf selv prøve sig frem. Øvelse gør som bekendt mester, og det holder nok stik her: Indtil nu har Rolf nemlig været den glade ejer af intet mindre end 15 hunde og trænet flere tusinde. Så hundeekspert kan man vist roligt kalde ham.

– Al min viden om hunde bygger udelukkende på årelange erfaringer, fortæller Rolf, der næsten ikke kan vente med at skrive sin første klumme til Familie Journal, og han håber inderligt, at hundebrevkassen nærmest vil eksplodere med spørgsmål fra læserne.

– Gennem mit arbejde som hundetræner for både jagt- og familiehunde har jeg fingeren på pulsen og ved, hvilke generelle råd hundeejere kan have brug for og glæde af, fastslår han og tilføjer, at opdragelse af hunde egentlig er ganske simpelt.

Ny vin på gamle flasker

Vi har opdraget hunde i over 10.000 år, og der er ikke noget nyt under solen: Alt, hvad man siger om hundetræning, er stort set ny vin på gamle flasker, som Rolf siger. Han mener dog, at man skal have to ting for øje.

Det første er, at man ikke skal menneskeliggøre sin hund. Ud fra sit arbejde har Rolf erfaret, at dét er hundeejeres største problem. Vi mennesker vil oftest gerne forkæle vores hunde, men faktisk fortæller Rolf, at man gør hunden en bjørnetjeneste ved at behandle den som et menneske:

– Det er en typisk fejl blandt hundeejere, fordi vi mennesker ikke kan forestille os andet end den måde, vi selv ser verden på. Men hvis en hund skal behandles godt, skal den behandles som en hund og ikke et menneske, for så bliver den stresset og forvirret. En hund kan ikke forstå, hvis der ikke er en konsekvens, fastslår Rolf, der bestemt har holdt meget af alle sine hunde gennem årene, men aldrig har menneskeliggjort dem, ligegyldigt om det har været jagt- eller familiehunde.

Øje for timing

Det næste, Rolf mener, man skal have for øje, er timing. En hund reagerer på instinkter og de signaler, den modtager. Derfor skal man lære sin hund og dens signaler at kende, så det er muligt at reagere rettidigt. Og hvordan lærer man så sin hund at kende? Rolfs svar er ”kontakt”:

– Jeg roser hundene, når de kigger på mig, for så er der kontakt. Og den skal have en præmie for kontakten. Jeg bruger ikke godbidder i form af mad, men i form af arbejde. Hunde skal have ”glad hjernemad”, og derfor starter jeg hundens jagtinstinktet, hvilket er meget stærkere end mad, for så er jeg i princippet godbidden. Forstået på den måde, at hvis hunden er overbevist om, at intet sjovt kan foregå, hvis det ikke kommer fra mig, føreren, bliver jeg nøglen til succeserne. Det vil betyde, at jeg får en hund, der helt automatisk bliver hos mig, medmindre jeg beder dem om noget andet.