En læser fortæller: Jeg spildte andre menneskers tid

Da jeg voksede op, var det med en far, der var så hysterisk punktlig, at det var til at få dårlige nerver af. Hver gang familien skulle noget, begyndte far at koste rundt med os alle sammen flere timer før afgang.

– Se nu at blive færdig. Kom nu, tjep, tjep, vi skal ud ad døren. Få nu lidt fart på. Jeg står ikke her og venter hele dagen …

Kommandoerne føg om ørerne på os, så mor, jeg og min lillebror Bjarne fór rundt som skoldede grise for at tilfredsstille fars overdrevne præcisionskrav.

I hans verden var der ikke noget med at komme to minutter for sent. End ikke to sekunder. Var man inviteret til kl. 12, så kom man kl. 12-nul-nul dut! Han var en slave af uret. Neurotisk angst for at komme for sent.

Det var sikkert også derfor, jeg havnede i den modsatte grøft, da jeg kunne bestemme selv. Mig var der i hvert fald ingen, der skulle bestemme over længere, og da slet ikke frøken Klokken.

Jeg kom, når det passede mig, og det var konsekvent for sent. Havde jeg en aftale kl. 12, kom jeg gerne et kvarter over eller måske først klokken halv et, og hvis folk brokkede sig, havde jeg altid hundrede gode undskyldninger parat.

Jeg kunne ikke finde mine nøgler, da jeg stod og skulle ud ad døren, telefonen ringede, lige da jeg skulle til at gå, cyklen punkterede, der løb en sort kat over vejen, jeg sad fast i trafikken, den bluse, jeg skulle have på, var ikke tør…

Der var ingen grænser for, hvad jeg kunne finde på at sige for at forsvare min forsinkelse.

Jeg fik selvfølgelig ry for at være hende, der ikke havde lært klokken at kende.

– Men man skal bare invitere Pia en time før alle andre, så kommer det til at passe, drillede familie og venner.

Jeg tog mig nu ikke af deres stikpiller. Jeg var, som jeg var. Og jeg kom, når jeg kom. Hvis det var min svage side, så fred være med det. De andre var jo heller ikke perfekte, vel?

Jeg kunne sådan nogenlunde møde til tiden på mit arbejde. Her kom jeg sjældent mere end et par minutter for sent. Men det gjorde jeg så til gengæld også hver dag. Kollegerne vænnede sig til det. Sådan da.

Jeg blev ofte mødt med et optrukket øjenbryn, en rynke i panden, et irriteret øjekast, men det tog jeg mig ikke af. Herregud. De to minutter. Hvad kunne det gøre? Det kunne vel heller ikke betyde det store, at jeg for det meste først sneg mig ind til diverse møder, tre-fire minutter efter at de andre var gået i gang.

Jeg havde noget, jeg skulle gøre færdigt først, jeg var lige en tur på toilettet, telefonen havde ringet, jeg var løbet tør for kuglepenne, havde tabt min taske, så alt var faldet ud …

– Pia. Jeg vil gerne se dig inde på mit kontor efter mødet, meddelte min chef Jacob mig en dag, hvor jeg igen havde afleveret en fantasifuld forklaring på min forsinkede tilstedeværelse.

Jeg havde på fornemmelsen, at det handlede om min mangel på præcision, så jeg var ret fraværende under det efterfølgende møde, fordi mine tanker var travlt beskæftiget med at finde på nye, gode undskyldninger.

– Du har det med at komme for sent til alting, indledte Jacob, da jeg trådte ind på hans kontor en time senere.

– Joh, men det er, fordi …

– Pia, du behøver ikke at komme med nogen undskyldninger. Du skal bare svare mig på én eneste ting.

– Ja?

– Vil du arbejde her, eller vil du ikke?

Slam-bam! Det var som at få en syngende lussing. Jeg rødmede helt op til hårrødderne og kunne ikke få et ord frem. Det her havde jeg ikke ventet.

– Jeg skal sige dig noget, fortsatte Jacob, da han kunne se, at jeg var ude af stand til at svare. – Din adfærd med altid at komme for sent virker som en skråt-op-finger lige op i synet på alle os andre. Det er, som om du mener, at din tid er mere værd end vores. Du skænker det åbenbart ikke en tanke, at du spilder andre menneskers tid, når de altid skal vente på dig. Så jeg spørger dig igen: Vil du eller vil du ikke arbejde her?

Meget beskæmmet måtte jeg svare, at jeg gerne ville beholde mit job.

– Fint, sagde Jacob. – Så regner jeg med, at vi har en aftale.

Fra da af er jeg aldrig mere kommet for sent til noget, for endelig forstod jeg, at mit mønster ikke bare var en barnlig trodsreaktion mod min far, men også var et arrogant spild af andre menneskers tid. Så nu kender jeg klokken og kan passe tiden.