En læser fortæller: Min bror slog hånden af vores far

Mads og jeg voksede op med en far, der var fungerende alkoholiker. Vi var aldrig i tvivl om, at han holdt af os, og han troppede da også op til både Mads’ fodboldkampe og mine ridestævner. Alligevel var vores barndom præget af utryghed.

Dengang vi var helt små, lagde vi ikke mærke til, at der var noget galt med vores far. Vores søde, tålmodige mor var god til at skåne os for at vide noget, men jo større vi blev, desto mere opfangede vi. Tidligt blev jeg bevidst om alle mine sanser.

Når jeg gav min far et kram, fortalte min næse mig, om han havde drukket den dag. Når min mors mund blev til en smal streg, fortalte mine øjne mig, at hun og min far var uvenner. Jeg udviklede med andre ord små antenner, der kunne opfange, hvordan stemningen var derhjemme. Det samme gjorde min storebror.

Det kan let blive socialt isolerende at have en forælder, der drikker. Hverken Mads eller jeg brød os om at have venner med hjem, for vi vidste aldrig, hvordan vores far ville være netop den dag. Så var det sikrere at være hjemme hos andre. På den måde blev vi begge hurtigt selvstændige og levede vores egne liv uden for familien.

Da Mads og jeg hver især flyttede hjemmefra, begyndte vores forældres ægteskab for alvor at gå ned ad bakke. Det var, som om det kun var os børn, der havde gjort dem i stand til at opretholde facaden. Nu begyndte vores far at drikke mere, ligesom vores mor begyndte at sige tydeligt fra. Hun havde fået nok.

Efter et par år uden fremgang forlod hun ham, og så tog hans drikkeri for alvor til. Jeg havde forfærdeligt ondt af min far, der nu sad alene i en halvtrist lejelejlighed. Samtidig forstod jeg også min mor, for hun havde ved Gud stået model til meget. Hun fandt sig et lille rækkehus og blomstrede langsomt op.

Mads så anderledes på vores far. Han var vred. Meget vred faktisk. Han og jeg talte nogle gange om barndommen, og det var tydeligt, at min storebror bebrejdede vores far for, at han havde haft det svært. Mads var sen til at få kærester, fordi han var for flov til at præsentere nogen for vores far.

Han havde også haft en periode som teenager, hvor han røg hash og hang ud med nogle småskumle typer. Heldigvis var han kommet videre, men som han bittert sagde, var det i hvert fald ikke takket være vores far. Han sagde ligeud, at han mente, vores far havde svigtet sit ansvar.

Med tiden mødte Mads Emilie, og de flyttede sammen. Efter halvandet år kunne de dele den fantastiske nyhed, at de skulle være forældre. Hele familien glædede sig til det første barnebarn.

Da fødslen var vel overstået, og de alle tre var kommet hjem, tog jeg på besøg med mine forældre og min kæreste, Victor. Min far havde en af sine bedre dage, men lugtede dog temmelig meget af alkohol. Det var dér, Mads sagde ligeud til ham, at hvis han ville have nogen som helst kontakt med sit barnebarn, så måtte han gå i behandling for sit alkoholmisbrug. Ellers ville han ikke kunne være en del af lille Nannas liv.

Det var et både hjerteskærende og pinagtigt øjeblik at være vidne til. Vores far skiftevis rødmede af skam og fnøs afvisende. Han havde helt tydeligt svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.

Vi havde aldrig rigtig talt åbent om hans misbrug i familien. Når Mads valgte netop denne dag til at levere sit budskab, var det virkelig et vink med en vognstang. Jeg syntes, det var lige lovlig hårdt gjort, for modsat ham så jeg nok min far som offer for nogle kræfter, han ikke kunne kontrollere. Samtidig håbede jeg jo, at det her ville få ham på ret køl.

Først så det virkelig ud til, at Mads’ ultimatum havde virket. Efter lidt betænkningstid gik vores far i behandling. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at støtte ham, og en tid gik det rimelig godt. Men til lille Nannas 1-års-fødselsdag blev det tydeligt for os alle sammen, at han var faldet i igen.

Han var talte alt for højt og alt for sløret, og han væltede en blomstervase. Det endte faktisk med, at min storebror måtte bede ham forlade familiesammenkomsten.

– Jeg vidste, det ville gå sådan her … mumlede Mads bagefter og rystede på hovedet.

Der var både skuffelse og foragt i hans stemme.

Fra da af var min storebror ubøjelig. Vores far fik ikke lov at besøge dem for at se Nanna, og til familiearrangementer meldte Mads og Emilie afbud, hvis vores far også kom. Jeg forsøgte at tale med Mads om det.

Jeg forstod hans følelser bedre end nogen, men samtidig mindede jeg ham om, at han jo også skulle tænke på sin datter. Mon ikke hun gerne ville have en relation til sin farfar? Min storebror svarede, at Nanna allerede havde en fantastisk farmor og to gode morforældre, og at det var mere end nok. Han ville for alt i verden skåne sin egen datter for den frygt og skam, som han og jeg havde lidt under i vores barndom. Og dét kunne jeg jo ikke sige noget til.

I det efterfølgende år havde Mads kun meget sporadisk kontakt med vores far. Jeg så ham til gengæld jævnligt. Han havde brug for mig, følte jeg, og jeg havde brug for min far. Selv om han ikke var den bedste far, man kunne få, var han den eneste, jeg havde. Og da jeg selv blev mor, var jeg ikke i tvivl om, at min far selvfølgelig skulle have chancen for at være en del af mine tvillingedrenges opvækst. Victor støttede mig heldigvis i det, så det var aldrig et stridspunkt.

Det betød ikke, at jeg var naiv. Jeg kendte udmærket min fars begrænsninger, og derfor ville jeg heller aldrig bede ham babysitte mine børn alene. Men han var velkommen til at besøge dem, ligesom vi tit besøgte ham. Jeg ringede altid i forvejen for at pejle mig ind på, om han havde en god eller en dårlig dag. Hvis han var for fuld, takkede jeg pænt nej og sagde, at vi hellere måtte finde en anden dag. Det accepterede han.

Jeg tror, at det havde skræmt ham, at hans søn mere eller mindre havde slået hånden af ham. Jeg var aldrig i tvivl om, at min far satte pris på, at jeg og min familie stadig var der.

Min far viste sig at være en dejlig bedstefar. I hvert fald på sine gode dage hvor han var i stand til at være nærværende. Han elskede at spillede fodbold med mine drenge, og han var god til at fortælle røverhistorier, som de selvfølgelig altid troede på med store øjne og åben mund.

Drengene forgudede ham. De havde dog også forstået, at morfar nogle gange blev syg, og at de så ikke kunne se ham. Måden, vi havde indrettet os på, fungerede i det store og hele godt.

Som årene gik, begyndte de mange års druk at indhente vores far. Han udviklede både diabetes og leverproblemer og skrantede mere og mere. Han fik svært ved at klare sig selv og røg ind og ud af hospitalet. Til sidst nåede vi til det punkt, hvor vi vidste, at han ikke ville komme hjem fra hospitalet igen.

Min mor og jeg havde siddet hos ham de sidste par dage, for der var ikke så mange andre tilbage i hans liv. Victor havde også været forbi med drengene tidligere på dagen, så de kunne sige farvel, og min mor tog med dem hjem for at hvile sig.

Nu ringede jeg til Mads med gråd i stemmen og sagde, at hvis han ville nå at tale med vores far, så var det nu. Tavsheden strakte sig imellem os, mens telefonforbindelsen susede, og jeg nåede at tænke, at han ikke ville komme. Men til sidst tog han en dyb indånding og sagde:

– Jeg fortryder det vel, hvis jeg ikke ser ham. Så okay, jeg kommer.

Vores far var meget afkræftet og kunne næsten ikke tale mere. Alligevel så jeg tårerne springe frem i hans øjne, da Mads trådte ind. Vi endte med at sidde hos ham i et par timer den aften, og da min storebror stille tog vores fars hånd, måtte jeg sluge en stor klump i halsen.

Kort efter gav vores far slip. Det var et meget smukt øjeblik. Han havde endelig fået fred for det misbrug, der havde ødelagt store dele af hans liv. Det var ene og alene hans egen skyld, men som han lå der på den store, hvide hospitalspude, følte jeg ikke andet end medlidenhed med ham.

Mads og Emilie deltog i begravelsen, men de valgte ikke at tage deres nu to børn med. Som Mads sagde, havde de jo aldrig kendt manden. Jeg tænkte på min far, der gennem alle årene havde haft billeder hængende af Mads’ børn på sit køleskab. Han ville nok gerne have haft alle sine børnebørn omkring sig på denne sidste dag.

Mine egne tvillinger sad på forreste række sammen med mig og Victor og græd som pisket.

Jeg bebrejder ikke min storebror. Det var et kontant valg, han traf dengang, men for ham handlede det om at beskytte sine børn og måske også sig selv. Det forstår jeg fuldt ud.

Jeg har ofte tænkt på, at Mads nok har båret på en større vrede end mig, fordi han var den ældste. Han kan huske meget mere fra vores barndom end mig. Han husker de gange, hvor vores far alligevel ikke mødte op til forældresamtalen, eller hvor han ødelagde stemningen til Mads’ fødselsdag.

Måske spiller det også ind, at Mads er en dreng. Jeg tror, at en dreng har mere brug for en mandlig rollemodel at spejle sig i, end en pige har brug for en kvindelig. Desuden har jeg altid været fars pige. Han og jeg havde samme sind og flere fælles interesser, så måske har det også gjort det lettere for mig at tilgive alle de svigt og skuffelser.

Under alle omstændigheder er jeg glad for, at Mads overvandt sin uforsonlighed i det øjeblik, hvor det talte allermest. Samtidig er jeg glad for, at jeg fulgte mit eget hjerte, både for min egen og for mine børns skyld.