Sød kærlighedsnovelle: Når jagten går ind

Novelle af Louise Tranborg

For første gang i flere uger skinnede solen fra en skyfri himmel. Det var perfekt vejr til en tur i den lokale zoo. Efterhånden føltes ugerne kun gode, hvis der var tid til at benytte årskortet. I begyndelsen havde Anja ellers kun været derude for at spise frokost med Rebekka eller trave parken tynd sammen med hende, mens de morede sig over både dyr, gæster og fælles bekendte. Rebekka arbejdede i parkens pr-afdeling, og for Anja havde det været det naturligste i verden at smutte forbi, når hun alligevel kørte til eller fra sit eget job.

Det var også god motion og en chance for at være udenfor. Hendes midlertidige og meget lille lejlighed havde ingen have, og hun kunne ikke slappe af i fællesarealerne. Der var for meget trafik. For mange fremmede mennesker, som hun skulle tage hensyn til.

For første gang i årevis følte hun sig let og sorgfri. Parken havde givet hende den pause, hun ikke engang havde vidst, hun havde ledt efter. Endelig føltes det, som om tingene gik hendes vej, og det var på sådan en dag, hun havde mødt Jakob.

Alene tanken om ham sendte den sædvanlige bølge af sommerfugle på himmelflugt. Hun klippede mærket af sin nyindkøbte kornblå frakke og glædede sig til at indvie den. Farven fremhævede hendes øjne, og hun håbede, at Jakob lagde mærke til hende. Eller lagde mærke til, at andre mænd lagde mærke til hende. Måske kunne det skubbe lidt til ham, så han endelig gjorde andet og mere end bare at smile og sige hej.

Makeuppen lå, som den skulle, og hendes lysebrune hår havde en god dag. Krøllerne var ikke så vilde, at de ikke kunne tæmmes, og fregnerne var måske stadig synlige, men de overtog ikke hele hendes ansigt, som hun nogle gange følte, at de kunne.

Forventningens glæde var så afgjort til stede, og Rebekka ville også være der. Det kunne kun blive en god dag.

Der var kø helt ud til den store vej. Selv om hun kom i god tid, var de bedste pladser taget – også selv om hun parkerede uden for parken. Det tog hende adskillige minutter at nå hen til kortskanneren, så hun kunne få adgang, så snart klokken ramte 10. Heldigvis tog de fleste andre billetkontoret.

– Hvorfor er jeg ikke overrasket over at se dig her?

Rebekka grinede stort. De var kun adskilt af den lille bom.

– Fordi jeg er parkens største fan. Det ved du da.

– Jeg begynder snart at tro, at du ikke er her på grund af mig.

Veninden kneb øjnene sammen, og Anja kunne mærke varmen i kinderne.

– Åh gud, det er det ikke! Du …

Rebekka sagde ikke mere, da to kolleger kom til i det øjeblik. De havde spande fyldt med frugt med sig, tydeligvis på vej til hver sin offentlige fodring, så parkens gæster kunne komme endnu tættere på dyrene.

– Hej.

Anja kunne selv høre, hvor åndeløs hun lød, da hun fik øjenkontakt med den ene af dyrepasserne. Alt andet stoppede med at eksistere. Hun så kun den høje, mørke Jakob med det lidt for lange hår og de chokoladebrune øjne.

Var det bare noget, hun bildte sig ind, eller lyste hans øjne også op ved synet af hende?

– Hej Anja. Kommer du ned til berberaberne senere? De er ved at have fået en del unger.

– Det er også en måde at lokke nogen derned på, så du ikke behøver stå og kede dig alene.

Den anden dyrepasser lænede sig konspiratorisk frem mod Anja og dæmpede stemmen, dog ikke nok til, at han ikke kunne høre hende: – Det er hans tur til at stå der hele dagen.

Jakob smilede bare. Deres øjne mødtes, og i det øjeblik ville hun have fulgt ham til verdens ende. Han skulle jo også nødig stå og kede sig dernede alene …

Anja kom i tanke om Rebekka og så hurtigt over på hende. Ups. Veninden havde set rigeligt. Anja vidste, at hun var afsløret.

De andre to forsvandt videre ned ad stierne, og Anja kunne endelig lukke sig ind. Rebekka krammede hende, inden de begyndte at gå i en anden retning end de andre.

– Hvad er der med dig og Jakob? spurgte hun drillende.

– Jeg synes, han er lidt sød, sagde hun. Det var en underdrivelse. Der var noget over ham, som talte til hende på et niveau, hun ikke havde mærket i meget lang tid. Hun havde set ham med parkens gæster. Hun havde set ham med børnene – både når han skulle lære fra sig og nørdede dyr, men også den dag, et barn var blevet væk fra sine forældre. Det var gået rent ind.

– Og han ved, hvad du hedder. Det er stort. Du er allerede foran på point i forhold til Kristina, som har forsøgt at score ham siden julefrokosten.

– Virkelig? spurgte Anja overrasket. Hun følte sig dum. Selvfølgelig havde en mand som Jakob andre kvinder, der var interesserede. Rebekka flækkede i endnu et grin.

– Han har afvist hende flere gange. Han er ikke interesseret. Ikke i hende.

Samtalen fulgte Anja de næste timer, mens hun gik igennem parken. Det var svært andet. Hun vidste jo godt, at hun havde følelser i klemme. Hun havde ellers forsøgt at kæmpe imod.

Hun nåede ulvene, som var ekstra årvågne i dag, og som altid morede det hende, at de lokale kirkeklokker kunne sætte gang i et imponerende fælleshyl.

Tankerne vendte sig fra ulve til berberaber. Igen. Jakob var dernede lige nu, og han havde direkte spurgt, om hun ikke kom ned til ham … hun kunne jo altid sige, hun kom for at se dyrene. De var søde, og hun elskede, hvordan de blandede sig med publikum – løb hen over gangstierne, forskrækkede børn og ældre, når de jagtede hinanden og kom alt for tæt på.

Hendes skridt blev lettere, som hun nærmede sig. Hun dansede forbi en familie på fem, der kæmpede med at spise is, inden den smeltede. Hun passerede to par, der slentrede med al den tid i verden, hun også selv følte, hun havde. Hun fulgtes med et ældre ægtepar ind gennem de døre, der adskilte området fra resten af parken, og efter cirka 10 meter så hun ham.

Han var ikke alene. En kollega havde travlt med at forsøge at fange hans opmærksomhed, og et kort øjeblik blev Anja ramt af det grønne monster, hun ellers ikke havde været i kontakt med i årevis. Jalousi.

Det var ikke en følelse, hun brød sig om. Det lignede hende heller ikke. Hun kendte ikke engang Jakob ud over korte, overfladiske interaktioner, og hvad hun ellers løbende havde fået fortalt af Rebekka. Jalousi burde ikke være en del af det.

Rebekka. Anja havde ikke forventet at se veninden så hurtigt igen, men som hun kiggede op, kom hun gående imod hende med et kamera i hånden – på jagt efter dagens pletskud.

Det ældre ægtepar forsøgte at komme i kontakt med Jakob, men kvinden lod ikke til at se dem. Da Jakob tvang hende til det, virkede hun direkte irriteret.

– Hun ender med at blive fyret, hvis hun ikke snart begynder at fokusere mere på sine arbejdsopgaver end på Jakob.

Det gav et sæt i Anja. Hun havde ikke lyst til at tale om det – eller havde hun?

– Er det Kristina?

Anja vidste ikke, hvorfor hun var så sikker på det, men det ville give mening. Rebekka nikkede.

– Men godt du fandt herned. Jeg ville ellers have troet, at du var gået direkte.

Varmen bredte sig i Anjas kinder, men hun smilede bare kort og trak på skuldrene.

– Jeg skal jo ikke nå noget. Og det skulle hun ikke. Hverken denne dag eller i livet. Hun var sådan et godt sted lige nu. Der var ingen grund til at ændre på det. Hun var ikke engang ensom.

Nogle gange kunne det bare være dejligt at dele livet med en anden.

Hun så over mod Jakob, der nu stod alene med ægteparret. Kristina lod ikke til at være særlig tålmodig, når det kom til parkens gæster. Anja havde ellers troet, at det var en del af jobbeskrivelsen – at være serviceminded og altid sætte gæsterne først. Sørge for, at alle fik en god oplevelse.

– Og det skal Jakob heller ikke. Jeg mente det, da jeg sagde, at han ikke har vist noget, der minder om interesse for Kristina. Han føler den ikke.

Med de ord gik Rebekka mod udgangen, men ikke inden hun havde sendt Anja et sigende blik. Anja rystede på hovedet, kiggede op og fik øje på Kristina.

Kvinden stod lidt væk og trippede utålmodigt. Hendes frustration over at være blevet afbrudt var til at tage og føle på. Hun tjekkede sit armbåndsur og trippede lidt mere, inden hun drejede om på hælen og lettere arrigt forlod stedet.

Måske var Jakob kompliceret. Måske var det en dårlig idé.

– Du fandt os.

Hans stemme var som altid varm og dyb, og det overraskede hende, at han var kommet hen til hende.

Hun måtte hellere lade være med at lægge noget i det. Han passede bare sit arbejde, og måske var der ikke noget mere kedsommeligt end at skulle stå her alene i timer.

– Efterhånden kender jeg vejen, ja, svarede hun tørt, hvilket fik hans mørke øjne til at lyse op.

De sludrede lidt om parken, og som altid glemte hun alt andet end ham. Han var virkelig sød og nem at tale med, og sommerfuglene i maven lettede, da det gik op for hende, at de havde deres hidtil længste samtale – og at den kun havde gjort hende endnu mere nysgerrig på ham.

En større gruppe mennesker passerede dem langsomt. Anja blev skubbet tættere ind mod Jakob, og varmen fra hans arm mod hendes gjorde hende kun alt for bevidst om hans nærhed.

Der kom en del mennesker forbi, og hun vidste, at det var på tide at gå videre, da en børnefamilie nærmede sig med et højlydt ”vi kan altid spørge dem, der arbejder her”.

Ikke at hun følte sig klar til at gå. Hun havde lyst til at blive stående for evigt. Måske skulle hun bare springe ud i det og få hans telefonnummer?

Hans smil, da hun endelig spurgte, gjorde noget underligt ved hende. Han virkede oprigtigt glad, og hun glemte alt om usikkerhed og grønne monstre.

Det var svært ikke at smile stort, da hun gik derfra. Til sidst gav hun helt op og blev mødt af smil fra fremmede, der lod til at blive smittet af hendes indre glæde.

Hun var så optaget af fantasien om en kommende samtale med Jakob, at det først slog hende efter flere sekunder, at der var noget galt. Hun stoppede op for at være sikker, og lige dér så hun bevægelsen.

Hun havde været der så mange gange, at hun havde set alt fra egern til huskatte i parken, og hver gang havde hun moret sig over, hvordan børn fandt dem mindst lige så interessante som de andre dyr.

Den stribede hale afslørede det. Der var en lemur på afveje. De gule øjne stirrede direkte på hende fra et område lidt over hende. Hvad i alverden lavede den herude på stien?

Hun så sig omkring i håb om at få øje på en medarbejder. Deres arbejdstøj var så genkendeligt, men der var ikke nogen. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun gå tilbage og hente Jakob?

Det var nærliggende, men måske var han ikke engang den, der var tættest på. Det var bare ham, hun helst ville se. Hans kompetente tilgang til arbejdet og ansvarsfølelse for hele parken. Han var så tiltrækkende.

Med rystende hænder trak hun telefonen op af lommen og fandt hans nyligt indtastede nummer. Ville han svare, når hun ringede til ham? De færreste tog telefonen, når et fremmed nummer ringede.

Hun havde gået og tænkt på, hvad hun skulle skrive til ham – om hun skulle flirte, stille nysgerrige spørgsmål eller bare skrive noget fjollet, som måske ville ramme hans humor. Han lod jo til at have én. Aldrig havde hun forestillet sig, at hun ville ringe for at sige, at en lemur var undsluppet sit bur.

Telefonen ringede flere gange. Han var på arbejde. Det var slet ikke sikkert, at han havde telefonen med – og hvad skulle hun så?

– Hallo? Hans stemme lød som altid dejlig.

– Jakob? Det er øhm Anja. Ja, undskyld, at jeg ringer …

– Du ville være sikker på, at jeg ikke glemte dig? Smilet i hans stemme varmede hende.

– Ja, det ville nogen nok tro. I virkeligheden handler det om, at du har mistet noget.

Hun kunne selv høre, at det kom ud på en mere flirtende måde, end hun havde tænkt. Åh nej, det var altså ikke måden at starte en samtale på, der handlede om, at parken havde mistet et af sine dyr.

Varmen i kinderne fik hende til at lægge sin frie hånd mod dem i håb om, at hun kunne genvinde kontrollen.

– Er det noget, jeg mangler?

Han lød ikke videre bekymret, og hvorfor skulle han også det? Han vidste jo ikke engang, hvad opkaldet handlede om.

– Øhm ja, det vil jeg sige. I har en lemur, som er på eventyr.

Der var stille i flere sekunder. Hun forklarede kort, hvor hun befandt sig, og han svarede, at han var på vej – og det næste, hun vidste, var, at hun stod med telefonen ved øret, men at Jakob allerede havde lagt på.

Det tog ham ikke lang tid at nå frem. Han havde gang i sin walkie-talkie og var i kontakt med flere andre, og hun forstod hurtigt, at der snart ville komme assistance.

Den lille lemur havde dog ingen planer om at vende frivilligt tilbage til sit indelukke. Dyrepasserne lokkede med godbidder, der skulle friste det lille dyr til at komme inden for deres rækkevidde, så de kunne fange det. De opdagede hurtigt, at den ikke var alene. Der var to.

Ingen forstod, hvordan det kunne lade sig gøre, men ved at gennemgå videoovervågningen opdagede de, at en lille trio af børn var gået ind til lemurerne uden opsyn af voksne. De havde fulgt de livlige lemurer rundt, der for en gangs skyld ikke sad stille i træerne. Et af børnene havde fået den geniale idé at holde en dør åben for at forsøge at spærre dem inde i det lille indelukke ud til resten af parken.

Selvfølgelig var det gået galt. Der var kommet en teenager fra den anden side og havde åbnet. Man skulle tro, drengen ville skynde sig at tilkalde hjælp, men det gjorde han ikke. Han havde set så skræmt ud, som han i fuld panik var løbet fra stedet, at det havde været umuligt ikke at grine, fortalte Rebekka senere. Han havde ikke været i tvivl om, at det var hans skyld, at der var lemurer løs i parken.

– Desuden har Jakob nævnt dig flere gange. De andre gutter driller ham med, at det da var meget heldigt, at du havde hans telefonnummer. Det må have været en meget god samtale, I havde, efter jeg var gået.

Anja kunne ikke lade være med at smile.

– Det var det også. Faktisk har jeg besluttet at ringe til ham igen. Jeg håber ikke, at han bliver alt for skuffet over, at det ikke ender ud i en større aktion med fælder og lokkemad.

– Selvfølgelig gør han ikke det. På den anden side kan du jo altid agere lokkemad. Så må vi se, om han kan fange dig.

De grinede begge to, inden Anja afsluttede samtalen og med bankende hjerte fandt Jakobs nummer frem igen.