Sød novelle om drømme og forventninger: Sidst på sæsonen

Novelle af Dorte Roholte
Illustration: Mikkel Henssel

Vestjylland, sensommer 1958

Birthe så ud over det oprørte Vesterhav og mærkede følelsen af forladthed helt ned i maven. Derude lå verden, hvor der skete en hel masse, og her stod hun og tog lagener ned fra en tørresnor. Det virkede så ligegyldigt med de lagener, selv om gæsterne på Løjklit Badehotel altid roste den friske lugt af vind og hav i sengetøjet.

Birthes mor lyste af glæde, når hendes hotel og deres service fik ros, især når den kom fra fine folk fra København, som dem der havde sagt, at selv ikke de bedste hoteller i hovedstaden kunne tilbyde en sådan luksus.

Hun lagde det sidste lagen sammen, løftede den tunge kurv, støttede den mod hoften og var klar til at gå ind, men blev alligevel stående et øjeblik. Her fra bakken skråt bag det lille badehotel kunne hun se langt ud over klitterne, stranden, det oprørte hav og langt ude horisonten.

Der var noget ved den, som altid gjorde Birthe underligt længselsfuld og trist på samme tid. Som om det hele foregik derude. Og det gjorde det jo også, for verden var i forandring. Amerikanerne havde sendt en atomdrevet ubåd med navnet USS Nautilus tværs over Nordpolen, mens den var neddykket, og i Øresund lå et skib, hvorfra radio Mercur udsendte musik og reklamer. I Kina rasede borgerkrigen, og i London steg konfliktniveauet mellem sorte og hvide britiske statsborgere. Alt skete, og hun var bare fanget her.

Nogle gange ville hun næsten ønske, at hun aldrig havde tilbragt det år på højskolen, for det var under højskoleopholdet, at hun var blevet ramt af to baciller, som havde bidt sig fast i hende. Den ene var udlængslen, den anden var trangen og lysten til at opleve og erfare og derefter at sætte ord på små og store begivenheder for at oplyse andre mennesker.

Hun vidste jo udmærket, at det ikke var det, der havde været mors hensigt med den fine gave til hendes 20 års fødselsdag: Hele 50 uger på en højskole nord for København. Mor havde formentlig forestillet sig, at Birthe ville vende modnet hjem og klar til på sigt at påtage sig sit ansvar for hotellet. Modnet syntes hun bestemt også selv, at hun var blevet, men …

Med et suk rev hun sig løs fra den dragende horisont og fulgte den korte sti langs med urtehaven, som var omgivet af meterhøjt hegn for at skærme væksterne mod den evige blæst. Urtehaven var den gamle gartner Frederiksens domæne, og det var frugter og grønt derfra, som afgjorde menuen til frokost og middag. Selv om Frederiksen bestemt ikke kunne høre hendes skridt på den bløde sti, rejste han sig alligevel op, så hun lige nøjagtig kunne se hans hoved over hegnet. Han hilste ved at føre to fingre op til kaskettens skygge.

– Goddag, frøken Bach, De er nok ude at nyde blæsten og udsigten?

– Goddag, Frederiksen. Blæsten nyder jeg dog mindre end udsigten, og jeg har desuden hentet vasketøj ind.

– Åh, frøken, det er grangiveligt som at høre Deres far tale. Deres sprog er præcis som hans. Men han var jo også på højskole i sin tid.

Birthe sendte gartneren et lille smil og gik videre. Det var snart seks år siden, far var død, og han havde lige til det sidste talt henrevet om sit eget højskoleophold. Da det var forbi, var han vendt tilbage til hotellet, og processen med på sigt at overtage fra farfar var blevet indledt.

Så vidt Birthe vidste, var hendes mor og far aldrig rejst længere væk fra Løjklit end Aalborg. De havde været bundet til det lille badehotel, for hvis det skulle være et levebrød, var det nødvendigt at holde åbent om vinteren også. Nu var det allerede sidst på sæsonen, og snart ville det være handelsrejsende og gæster til familiefester på egnen, der indlogerede sig til nedsat pris.

Birthes læber virkede tørre, og da hun fugtede dem med tungen, kunne hun smage salt på dem. Hun tog køkkendøren ind og smilede til kokken og køkkenpigen, før hun gik op i linnedrummet på første sal med lagnerne.

Uret over trappen sladrede om, at der kun var 10 minutter, til hun skulle afløse mor ved den lille receptionsskranke. Hun anbragte lagnerne, så de flugtede med kanten af hylden, som de skulle, og derefter smuttede hun ind på sit lille kammer ved siden af linnedrummet for at trække kammen gennem sit korte hår og friske læbestiften op.

Nede i receptionen var hendes mor ved at tage afsked med to hollandske gæster, som udtrykte stor tilfredshed med opholdet. Kommunikationen foregik på en skønsom blanding af engelsk og tysk, for modsat far havde mor aldrig lært sprog, men havde dog opsnappet en del gennem årene. Og et stort smil klarer resten, som mor altid sagde.

– Auf wiedersehen, sagde manden og lettede på sin bløde hat, mens fruen løftede sin velmanicurerede hånd.

Da døren var faldet i bag dem, så fru Adamsen fornøjet på Birthe: – Er det ikke et mageløst erhverv at drive hotel? Så heldige vi er, at hele verden kommer til os. I går talte jeg det netop op, vi har haft ikke mindre end ni forskellige nationaliteter som vores gæster i sommer. Nå, men jeg må af sted, kære datter, og du ved hvorhen.

– God fornøjelse hos frisøren, sagde Birthe. Hendes mor farvede stadig sit hår, og hver tredje uge var hun nødt til at få frisket farven op i hovedbunden.

– Tak, min ven. Åh, jeg glemte rent … Der kommer en hr. og fru Christensen fra Slagelse for en enkelt overnatning. Hvis de dukker op i mit fravær, er værelse 8 i gavlen gjort klar til dem.

– Jeg skal nok tage pænt imod dem og vise dem derop, lovede Birthe.

Da hun blev alene i receptionen, hvor telefonen stod på bordpladen under disken, hørte hun et ekko af sin mors ord. Det var sandt, at hele verden – eller i hvert fald mange udlændinge – kom til dem. Men … personligt ville Birthe foretrække selv at komme til hele verden frem for omvendt. En rejsereporter havde holdt foredrag for dem på højskolen, og hun havde bjergtaget suget hvert ord til sig. Det var det, hun ville. Lige præcis det. Hvis ikke det var, fordi hendes livsbane allerede var udstukket for hende.

Dagens avis lå ved siden af telefonen, og stående gav Birthe sig til at læse. Hun slugte hvert ord og noterede sig de greb, journalisterne havde gjort brug af. Da døren gik, og et ægtepar kom ind sammen med et pust af frisk havluft, blev hun forbløffet over at opdage, at hun havde læst i en halv time.

– Goddag og velkommen til Løjklit Badehotel, hilste hun. – Det er måske hr. og fru Christensen fra Slagelse?

– Det er det netop, nikkede kvinden, mens hun knappede sin frakke op. – Vi er på rundtur til vores jyske slægtninge og skal blot være her en enkelt nat.

– Det har min mor fortalt, nikkede Birthe. – Værelse 8 er parat til Dem, jeg følger Dem derop. Der er en smuk udsigt over klitterne.

Ægtemanden havde taget sin hat af og stod tavs med den mellem hænderne, og Birthe syntes, at han kiggede så undersøgende på hende. Det var tæt på at gøre hende utilpas, men hun lod som ingenting. Havde hun set ham før? I så fald havde hun glemt ham.

– Vil De se værelset?

– Det er sikkert udmærket, vi kan blot få nøglen, svarede fru Christensen. – Kan vi også spise middag?

– Det er De meget velkommen til at gøre, middagen bliver serveret i restauranten klokken 18.30, og så vidt jeg ved, er det kylling med kartofler og svampe og æblekage til dessert, og …

– Nu ved jeg, hvem De er, afbrød hr. Christensen hende pludselig. – De var på højskole med vores søn Laurids, og De og han var i den gruppe, der stod for den ugentlige avis på stedet, har jeg ret?

– Ja, hvor morsomt, sagde Birthe. – Så må De meget gerne hilse Laurids fra mig.

– Det skal vi så sandelig gøre, han var imponeret af Deres journalistiske evner, svarede hr. Christensen. – Han ville gerne selv gå den vej, men blev dog under højskoleopholdet klar over, at han manglede talentet. Men hvad med Dem, skal De bare stå her og udlevere nøgler?

– Aksel! kom det irettesættende fra fru Christensen.

– Undskyld, det var ikke min mening. Men ved De hvad, jeg er tilfældigvis i loge med chefredaktør Hugo Olsen på Fjordsted Avis på Sjælland, og han fortalte mig forleden, at han ledte efter en talentfuld journalistelev. Jeg måtte jo fortælle ham, at vores søn havde droppet planerne om at gøre karriere som skribent, men måske kunne jeg nævne Deres navn for ham?

Ufrivilligt kom Birthe til at svælge.

– Øh … tak, det var meget venligt af Dem, fik hun frem.

Han smilede: – Birthe Adamsen, ikke sandt? Så er det en aftale.

– Og nu skal vi op på værelset med vores tasker og derefter hurtigt af sted igen, sagde fru Christensen. – På gensyn, frøken Adamsen.

Birthe så efter dem, mens håb og en slags frygt eller uro kæmpede om overtaget i hende. Kunne det virkelig tænkes, at en tilfældig ordveksling på et minuts tid kunne dreje hendes skæbne i en helt anden retning? Men … nej. Hr. Christensen ville sikkert glemme alt om det.

I et glimt så hun sin mor for sig. Hun kunne heller ikke svigte hende på den måde. Det ville skuffe moren voldsomt meget, for når hun arbejdede så hårdt på badehotellet, var det sikkert i troen på, at Birthe ville overtage det. Sådan havde det været, lige siden farfar etablerede det, og hun skulle være tredje generation.

Så ringede telefonen på bordet bag skranken, og hun løftede røret og sagde: – Løjklit Badehotel, goddag.

Resten af dagen fik Birthe kun et kort glimt af Christensens, da de kom tilbage før middagen og lidt efter gik ind i restauranten. De havde allerede betalt og valgte at køre straks efter morgenmaden, og Birthe vidste snart ikke, om hun skulle være lettet eller skuffet over det. Måske mest det første, for samme aften fortalte hendes mor, at hun havde været i banken og tale med direktøren om et lån til en eventuel tilbygning til hotellet med i alt fem værelser.

– Vi har haft sådan en god sæson, og det havde vi også i fjor, og begge år har vi allerede i april måttet melde pas for nye gæster i juni, juli og august. Derfor er bankdirektøren også positivt stemt. Er det ikke spændende, min pige?

– Jo, bestemt, svarede Birthe og indså, at hvis hun skulle have sagt noget om sine fremtidsdrømme, skulle det have været i dette øjeblik. Men det gjorde hun ikke, og nu var tidspunktet forpasset.

En uge gik, og aftnerne blev kølige og mørkeblå, men om dagen stod solen stadig højt på himlen, og på havtornbuskene glødede de orangerøde bær. For hver dag tænkte Birthe en smule mindre på det med journalistelevpladsen på Sjælland. Selvfølgelig havde hr. Christensen glemt alt om hende.

Hun stod i receptionen og havde netop taget imod en bestilling på fire overnatninger i juleugen, da postbud Svendsen trådte ind ad døren.

– Brev til frøken Birthe Adamsen, smilede han og rakte hende en hvid, aflang konvolut.

– Tak, Svendsen.

Hun vendte straks kuverten om og blev angrebet af heftig hjertebanken, da hun læste afsenderadressen: Chefredaktør H. Olsen, Fjordsted Avis, Fjordsted pr. Slagelse.

På et splitsekund blev hendes mundhule knastør, og hendes hænder sitrede så meget, at hun kom til at rive kuverten lidt itu, da hun åbnede den.

Med tilbageholdt åndedræt lod hun øjnene løbe over de få linjer: Chefredaktøren skrev, at hun var blevet varmt anbefalet af hans logebroder Aksel Christensen til stillingen som journalistelev på avisen, og at hun meget gerne så hurtigt som muligt måtte sende en ansøgning. Hvis den var, som han forventede, kunne avisen anvise et udmærket værelse til leje til en fornuftig pris.

I næste nu kom fru Adamsen gående ned ad trappen fra værelsesgangen på første sal, hvor hun havde lagt rent på i to værelser.

– Var det Svendsen, der var her, Birthe?

– Ja, det var … bare et brev til mig, svarede hun, fik klodset stoppet brevet ned i kuverten igen og gemte begge dele under den tykke telefonbog.

– Var det fra én af dine højskolekammerater?

Birthe var på nippet til at svare ja, men så hankede hun op i sig selv. Hvis hendes drøm om en fremtid som journalist skulle have en chance, var det nu, hun skulle sige sandheden. Lige nu. Også selv om hun blev så påvirket, at hun fik åndenød og næsten en smule kvalme ved tanken om, at hendes mor ville blive ked af det.

– Nej, mor, det var fra en logebroder til en gæst, der var her i forrige uge. Gæsten hed hr. Christensen, og han var her sammen med sin hustru. De er forældre til Laurids, som jeg var på højskole med. Han og jeg var begge med i den gruppe, der skrev den ugentlige højskoleavis, og …

Hun tav og kunne ikke få ordene frem.

Fru Adamsen lyttede med hovedet på skrå: – Men hvad vil denne logebroder dog med dig?

Birthe pressede ganske kort øjnene i. Hvis hun blev journalist, ville hun også komme til at stå i situationer, der var ubehagelige og anspændte, og hvor hun var følelsesmæssigt påvirket. Men det måtte hun lære at sætte sig ud over. Og hun ville begynde på det nu.

I så få og så klare ord som muligt fortalte hun sin mor om drømmen om at blive journalist, som hun havde haft allerede i skolen, men som højskoleopholdet havde forstærket, og nu havde hun halvt om halvt lovning på både en elevplads og et værelse.

– Men det er på Sjælland, mor, så jeg vil kun kunne hjælpe til i ferierne, og … Åh nej, mor, du må ikke græde. Jeg bliver selvfølgelig her, som det altid har været meningen.

Synet af de to tunge tårer, der trillede ned over morens kinder, føltes som en kniv i hjertet.

Birthe fløj ud fra sin plads mellem væggen med nøglebrættet og receptionsskranken, gav sin mor et hurtigt knus, tog begge hendes hænder i sine og prøvede at fange hendes blik.

– Undskyld, mor, at såre dig er det sidste, jeg vil.

Nu snøftede fru Adamsen, og endelig mødte hun Birthes øjne.

– Men hvorfor har du dog ikke sagt noget om den journalistdrøm før?

– Fordi … fordi jeg godt ved, at jeg skal overtage Løjklit Badehotel efter dig, ligesom far overtog det fra sin far, og den beskæftigelse kan ikke kombineres med at være journalist og rejse rundt og skrive reportager fra … hele verden.

Moren klemte begge hendes hænder og smilede lidt.

– Du misforstår mig, min kære pige. Jeg er ikke ked af, at du vil rejse og uddanne dig, for det er jo både forståeligt og godt. Det, der gør mig ondt, er, at du ikke har følt, at du har kunnet tale med mig om det. Jeg troede, vi var så fortrolige, og at du glædede dig til at tage roret her engang, men jeg har været blind og alt for optaget af mit eget.

– Nej, mor, jeg …

– Vent, det er noget, du skal vide. Din far ville så gerne have studeret sprog på universitetet og undervist i det, og det var en sorg for ham, at det ikke kunne blive sådan, fordi han skulle overtage badehotellet. Modsat ham elskede jeg at arbejde her lige fra starten, og oprindelig kom jeg jo hertil som stuepige. Hvis din far kigger med fra sin sky oppe i himlen, ved jeg, at han vil være ualmindelig glad og stolt af dig!

Birthe var også blevet rørt: – Mener du det, mor?

– Af hele mit hjerte. Og nu må du vist hellere skynde dig at ringe til den avismand, og så glæder jeg mig til at besøge dig på Sjælland og til at få besøg af dig her i ferierne. Skriv nu en rigtig god ansøgning, min pige.

– Tak, mor. Det vil jeg gøre.