Spændingsnovelle om bedrag: Hævnen er sød

Novelle af Iris Munkebjerg

Hun så ud over byen og dens orgie af blinkende lys. Det var et fantastisk syn her fra en af de øverste etager af sygehusets højeste bygning. Alligevel nød hun ikke udsigten. Det eneste, hun kunne rumme lige nu, var den hvæsende lyd fra respiratoren, når den hævede og sænkede sig for at puste ilt ind i Bertrams lunger.

Hun vidste ikke rigtigt, hvad der var sket. Formentlig havde han mistet herredømmet over sin bil ... måske havde han fået et ildebefindende … eller var faldet i søvn. Han havde været træt og fraværende det sidste lange stykke tid. Men han havde svaret undvigende og med en hovedrysten, når hun spurgte, om han havde problemer på arbejdet.

Fiona vendte sig bort fra vinduet og satte sig igen på stolen ved hans side. Lysten til at skrige og græde højt og inderligt sad lige under overfladen, men klumpen i halsen ville ikke rigtig løsne sig og flyde ud. Det kom nok senere ... ja, hun nikkede let for sig selv, det ville komme senere.

Som hun sad der i tavshed og fulgte droppene, der dråbe efter dråbe lod væske flyde ind i hans årer sammen med alt muligt medicin, tænkte hun på deres lange ægteskab. Hele 32 år havde de haft sammen. År med plusser og minusser. Indtil for et lille år siden havde plusserne været langt i overtal, og hun syntes, de havde et godt ægteskab, men så pludselig var det, som om Bertram ændrede sig.

Somme tider greb hun ham i at iagttage hende. Flere gange havde hun spurgt ham direkte, om al hans ekstra arbejde og mange kurser var et skjul for utroskab. Han havde leet og kaldt hende et fjollehoved. Alligevel kunne hun se, at humoren ikke var at finde i øjnene. Til tider var det, som om han lige var på nippet til at sige noget, men det endte hver gang med, at han hovedrystende gik ind på sit kontor og lukkede døren bestemt bag sig. Slut på den samtale, der ikke var nogen samtale.

Der var stille på gangene. Nattens mørke havde lukket sig, og håbet var forsvundet i mørket. Fiona sad inde på overlægens kontor og lyttede til hans ord. Men hun hverken kunne eller ville forstå, hvad han sagde. Kun ordet hjernedød rungede i hovedet på hende.

– Fiona. Hvordan stiller du dig i forhold til organdonation? spurgte lægen med sin rolige stemme.

– Undskyld, jeg hørte ikke lige ...

– Organdonation. Jeg spurgte, hvad du sagde til organdonation.

– Nej.

Hun rystede voldsomt på hovedet: – Hvordan kan du sige det? Han ... han er jo ikke ... ikke ... død, svarede hun fortvivlet.

– Han er hjernedød, Fiona. Jeg vil bede dig tænke dig godt om. Mange kunne få glæde og liv med Bertrams hjælp.

Fiona rejste sig brat. Hun ville ikke høre mere ... ville bare ind til ham igen. Lægen rejste sig også, lagde en arm om hendes skuldre, gav hende et let klem og sagde:

– Tænk nu over det, men vent ikke for længe, vel? Hvis du siger ja, er det vigtigt, at der ikke går for lang tid.

Tavs forlod hun kontoret. Sygeplejersker svævede næsten lydløst rundt på gangen mellem kontor og sygestuer. Når en dør åbnedes, kunne hun høre den svage lyd af susende maskiner, der holdt liv i patienterne. Hvor mange bag de lukkede døre var hjernedøde? Hun frøs og skuttede sig.

Tilbage på Bertrams stue satte hun sig og tog nænsomt om hans ene hånd. Den var varm. Hun kunne ikke få ind i sit hoved, at han kunne ligge der med let rødmen i ansigtet, med bankende hjerte og så alligevel være død. Han ville aldrig kunne fortælle hende, hvad der var sket. Hun rejste sig og satte et kys på hans pande.

Tanken om organdonation rumlede atter i hendes sind. Hvis Bertram kunne svare, hvad mon han så ville sige? For mange år siden, da de var helt nyforelskede, havde de talt lidt om det, men han havde været upræcis i sit svar. Ligeledes ønskede han ikke at tage stilling til, om han ville kremeres eller kistebegraves. Det var der ingen grund til at afgøre dengang, det ville vare mange år, før det blev aktuelt ... troede han. Det gjorde hun også ... altså at de ville blive meget gamle sammen.

Men modsat ham havde hun for længst taget stilling til det hele. Efter megen diskussion havde hun presset ham til noget, der lignede et svar. Han havde spurgt hende, om man kom "videre", hvis man manglede hjertet. Ild gjorde ondt, havde han leet, og dermed var emnet uddebatteret.

Fiona kom i tanke om den pose, politiet havde givet hende med hans personlige ting i. Hun fandt posen frem og studerede indholdet. Der lå hans pengepung, hans vielsesring og et ødelagt ur. Efter andre småting fandt hun en lille pakke. Det var fra en guldsmed, kunne hun se trods indpakningspapiret. Hun blev rørt til tårer. Tænk, hans sidste tanke og handling havde gjaldt hende.

– Åh, min elskede Bertram, hviskede hun blidt og gav ham endnu et kys. Her opdagede hun en tåre på hans pande ... hun græd. Endelig. Hun hastede ind på toilettet og lod hulkende tårerne få frit løb.

Da gråden stilnede af, pjaskede hun ansigtet til med koldt vand, og da hun havde samlet sig igen, gik hun tilbage til Bertram. Gad vide, hvad der var i æsken ... en ring ... øreringe ... eller en kæde? Forsigtigt fjernede hun indpakningspapiret og sad så med æsken i hånden. Den var af rødt fløjl. Hun kærtegnede æsken blidt og hviskede:

– Min elskede. Jeg vil bare se, hvad der er i den ... så jeg kan takke dig.

For hendes blik åbenbarede sig en ring med en diamant, der glitrede og glimtede. Hvor smuk den var og af en ikke ringe karat. Det kunne hun godt se, selv om hun ikke var specialist i diamanter. Egentlig havde hun aldrig ejet en. Hun tog ringen ud af æsken for at prøve den, men idet hun tog den op, kunne hun se, der var indgraveret noget i den. Det stod med meget små bogstaver, men hun tydede skriften til: ”Elskede Freja – endelig og for altid”.

Freja! Med et gisp tabte hun ringen i skødet. Fingrene føltes brændte. Vredesrødmen skyllede op i hende. Altså havde han alligevel en anden ... endelig og for altid.

En svag knirken fra døren fik hende til at vende sig. Hun forventede, det var lægen eller en sygeplejerske, men i døren stod en ung kvinde. Fiona gættede på, hun måtte være omkring de 35 år ... højst.

– Hvem er du? spurgte hun vredt.

– Freja, jeg ...

– Freja! Fiona afbrød hende rasende. – Forsvind.

– Jeg ville bare ...

– Jeg sagde forsvind. NU, hvæsede Fiona med et vildt blik i øjnene.

Freja trak sig baglæns ud af rummet. Ansigtet viste dyb sorg og angst, kunne Fiona se, men det blødgjorde hende ikke. Bertram var hendes mand ... til det sidste åndedrag.

Hun rejste sig og hviskede ind i hans ene øre: – Jeg ville have sagt nej, for jeg ved, det ville være dit ønske ... at komme hel i himlen. Men nu ... nu kan de tage hver en stump, de kan bruge. Svigefuld var du, men hævnen er sød.

Hun samlede sine ting inklusive ringen, der sikkert kunne indbringe et pænt beløb, og forlod stuen ... forlod Bertram. Beslutsomt bankede hun på lægens dør og gik ind næsten, inden han havde sagt "Kom ind".

– Ja? Han så spørgende op på hende.

– Jeg har tænkt ...

Hun rømmede sig og fortsatte: – Jeg har tænkt over det. I må tage, hvad I kan bruge.

– Alt? Har du tænkt dig grundigt om, Fiona. Tror du ... eller ved du ... hvad Bertram ville ønske?

– Ja. Hun kneb læberne sammen. – Det ville være hans ønske.

– Du skal være sikker. Der er ingen fortrydelsesret.

– Nej, nej.

Hun rystede på hovedet.

– Så vil jeg bede dig underskrive denne samtykkeerklæring.

Han trak en formular frem og lagde den foran hende. Bertrams navn og data stod der allerede. De var vel forberedte, kunne hun konstatere. Hun greb pennen, hun blev rakt, og underskrev med fast hånd på den stiplede linje. Nu var det gjort ... ingen vej tilbage.

– Vil du ned og sige farvel til ham, inden vi kører ham til operationsstuen?

– Nej. Jeg har sagt farvel.

Fiona hastede derfra. Hun skulle ud og have luft. Ved hovedindgangen snusede hun augustnatten dybt ind. Duften af roser ramte hendes lugtesans. Ved den ene side groede roser i et stort bed. De lyste hvidt i nattens halvmørke. Langsomt vendte hun sig den anden vej hen til taxaholdepladsen.

Nu skulle hun hjem. Der var meget, der skulle gøres, når hun havde fået sin nattesøvn, så lang eller kort, så god eller dårlig.

En kort og tung søvn blev resultatet. Fiona gennemgik i tankerne alle de gøremål, der ventede forude. Der var præsten, bedemanden, valg af gravsted, besked til familie og venner. Bertrams mor ... Fiona hadede tanken om at skulle fortælle den elskelige gamle dame, at hendes søn – den eneste – var død. Men der var ingen andre til det.

Først ville hun dog have de praktiske ting overstået. Efter en let morgenmad greb hun telefonen og fik aftaler i stand med præsten og bedemanden, der begge lovede at komme hurtigt.

Det tog ikke lang tid. Fiona overlod ligegyldigt valget af salmer til præsten, der forvekslede hendes tavshed med sorg. Sorg var det da også, men det var sorg efter svigt. Sammen med bedemanden valgte hun kremering og en plade i græsset på den store plæne. Hun var lige ved at sige, hans aske skulle i de ukendtes, men tog sig i det. Nok var hævnen sød, men dér gik grænsen ... af hensyn til Bertrams mor.

Bertrams mor sad i sit værelse på plejehjemmet. Fiona så, hvor hun lyste op, da hun trådte ind til hende, og hun gøs ved tanken om det, hun nu skulle fortælle. Hun gav den gamle dame et kram, tog hendes hænder i sine og fortalte, hvad der var sket. Moren var tavs, men tårerne trillede i en lind strøm ned ad de rynkede kinder.

Fiona fortalte ikke, at Bertram var blevet organdonor. Hvad skulle det gøre godt for? Hun fortalte blot, at han havde ønsket at blive kremeret med en plade i græsset. Enkelt. Den gamle nikkede, men var stadig tavs. Først da Fiona ville gå, kom det stille:

– Lov mig, jeg kommer ned ved siden af ham.

Fiona nikkede. Selvfølgelig. Det ønske skulle hun nok følge. Da hun lukkede døren bag sig, kunne hun høre, at gråden fik frit løb. Hun henvendte sig til personalet og fortalte, hvad der var hændt, så de kunne tage sig af hendes svigermor.

Bisættelsen foregik i stilhed med deltagelse af nogle få nære venner samt Bertrams mor, der tappert holdt gråden nede. Fiona holdt hendes hånd. De sørgede begge, men på hver deres måde. Som det var kutyme, var der kaffe og kage bagefter. Svigermoren ønskede ikke at deltage, det hele var for meget for hende. Fiona selv følte sig helt tom og træt og ønskede blot, det skulle være overstået. Hun tænkte hele tiden bag en stivnet grimasse, at alle bare skulle gå.

Nogen tid efter urnenedsættelsen ringede det på Fionas dør. Da hun åbnede, stod Freja udenfor. Inden det lykkedes Fiona at smække døren i, havde Freja klemt sig ind i gangen.

– Jeg må altså tale med dig, sagde hun.

– Vi har ikke noget at tale om.

Fiona snerpede munden sammen.

– Jo! Vi har ... din mand og ...

– Din elsker! afbrød Fiona hårdt.

– Min elsker! Freja måbede: – Troede du, jeg var hans elskerinde?

– Ja, hvad ellers.

– Bertram var min far.

– Far?

Nu var det Fionas tur til at måbe: – Far?

– Ja. Hun nikkede energisk. – Vidste du det slet ikke?

– Nej, hviskede hun. Tog sig sammen og bød hende ind.

Over en kop kaffe fortalte Freja, at hendes mor på sit dødsleje havde sagt, at Bertram var hendes far, men at han ikke vidste det. Inden moren havde erfaret, hun var gravid, havde Bertram slået op, fordi han havde fundet Fiona. Frejas mor ville ikke lade ham vide, han skulle være far, og heller ikke senere, da barnet kom. Hun, Freja, og Bertram havde ikke kendt til hinanden ret længe. Han havde sagt, han ville fortælle det til Fiona, og så skulle de mødes alle tre.

– Mor blev gift med Jens, og han har altid været far for mig. – Det vil han altid være, sluttede hun.

Fiona rejste sig og hentede smykkeæsken. Godt, hun ikke havde nået at få den solgt. Hun rakte den til Freja, der overrasket åbnede æsken.

– Den kan jeg ikke tage imod.

– Jo, der står dit navn i den. Jeg ... jeg troede, Freja var navnet på hans elskerinde. Jeg var lige ved at sælge den. Undskyld.

Fiona så beklemt på hende.

– Tak, svarede Freja med tårer i øjnene. – Og det er ok. Sådan ville jeg nok også have tænkt.

– Godt, men nu vil jeg gerne være alene lidt.

– Jamen selvfølgelig.

Freja rejste sig: – Tak for kaffe, og fordi du lyttede til mig. Måske ... måske ses vi igen?

– Måske, svarede hun, men tænkte, at det sikkert ikke ville ske. Det ville være for smerteligt.

– Du får lige mit telefonnummer, og så kan du bare ringe, hvis du får lyst til at ses, sagde Freja og skrev sit nummer i margenen på ugeavisen.

Da Fiona var alene, satte hun sig tungt i lænestolen, skjulte ansigtet i hænderne og græd. Hvad havde hun dog gjort mod sin elskede Bertram? Igen og igen hulkede hun: – Var hævnen sød? Var hævnen sød? ...

Fiona og Bertram havde aldrig fået børn. De var heller ikke blevet undersøgt, så de kunne se, hvem af dem der var årsag til barnløsheden. Nu vidste hun, det var hendes skyld. Hun havde altid drømt om at blive mor. Bertram ville aldrig tale om det, og da hun pippede om adoption, havde han rystet kraftigt på hovedet. Han skulle ikke have andres børn. Desuden havde de det jo godt, sådan som det var.

Inderst inde lurede en lille tanke. Freja var en del af Bertram og havde mistet begge forældre. Måske kunne hun, Fiona, råde bod på sin behandling af Bertram, hvis hun tog sig af Freja … hans datter. Og svigermoren kunne få sit altid savnede barnebarn. Oldebørn?

Fiona smilede gennem tårerne, hun havde slet ikke fået at vide, om Freja var gift og havde børn. Hun rejste sig op, noget løsnede sig i hende, og hun følte sig pludselig lettere til mode. Hun tog køkkensaksen og klippede forsigtigt Frejas nummer ud og hængte det op på køleskabet med en magnet.

I morgen ringer jeg, tænkte hun.