En smilende, slank teenagepige klædt i løbetøj åbner døren. 16-årige Gitte Moselund Hansen har lige taget sin løberute rundt i det bakkede landskab ved sit hjem i Vonge ved Vejle.
– Jeg gennemførte mit første officielle løb på seks kilometer forleden, og det var virkelig en fed følelse. Så nu er jeg kommet til at melde mig til to mere, og også et minitriatlon, fortæller Gitte.
Hun snupper sig et stort glas vand, inden hun sætter sig for at snakke videre.
– Jeg sætter hele tiden nye mål for mig selv. Forleden cyklede jeg 15 kilometer, og nu er jeg også begyndt at gå til svømning for at blive klar til mit minitriatlon.
Læs også om Mikkel, der fandt sin egen måde at tabe sig på
Dulmede følelserne
Derudover går Gitte også til dans. Hun er gerne på gulvet mindst seks timer om ugen, hvor hun danser alt fra latin til lancier. Den energiske livsstil er en slående kontrast til hendes situation for få år siden. Dengang ville hun have smidt sig i sofaen efter skole med en cola og en pose chips.
– Jeg kan nærmest slet ikke spise den slags mere. Jeg får kvalme i lang tid efter, hvis jeg indimellem falder i. Det smager bare ikke godt mere. Det smager af dårlig samvittighed, tilføjer hun grinende.
Men slik, sodavand og store mængder fastfood var Gittes støtte i en svær tid. Forældrene var blevet skilt, og det fik hende til at dulme sine forvirrede følelser med fede og søde sager.
– Jeg trøstespiste meget. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg selv var bevidst om dengang. Men i dag kan jeg jo se, jeg trøstede mig selv med noget lækkert, når jeg var ked af det.
Når Gitte og hendes lillesøster efter skilsmissen skiftede mellem at bo hos moren eller faren, blev der også storhygget om dem.
– Mine forældre ville gerne forkæle os, og vi syntes, det var dejligt, når vi måtte få takeaway-mad, og vi skulle hygge os bagefter med slik. Tit spiste jeg også alt for store portioner aftensmad, og det var i hvert fald aldrig grøntsager.
Læs også om Henriette, der vandt sit livs kamp mod overvægt
Ondskabsfulde børn
Lige så stille sneg kiloene sig ind på Gitte. Hun blev en temmelig stor pige med et taljemål på 101 centimeter. Vægten viste godt 78 kilo, da hun var 13 år.
– Jeg vidste godt, når jeg så mig i spejlet, at jeg var blevet alt for tyk. Men jeg lukkede øjnene for det. Jeg var jo kun et barn og anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, husker Gitte.
Men de andre børn lod hende høre for overvægten med ondskabsfulde kommentarer.
– Jeg blev kaldt for flodhest, og der blev peget fingre ad mig. Det var sådan noget med: ”Ha-ha, du er for tyk til at kunne noget.” Det gjorde vildt ondt, men jeg blev god til at skjule mine følelser.
Men særligt én episode står stærkt i hendes hukommelse. Der var kommet en ny dreng i klassen, og Gitte havde hjulpet meget med at tage godt imod ham. I et frikvarter overhørte hun en samtale mellem den nye dreng og en pige.
– Han spurgte efter mig, men kunne ikke huske mit navn, så han forklarede, at det er hende dér den store tykke. ”Nåh, er det Gitte, du mener?” svarede pigen. Jeg blev simpelthen så flov. Jeg har aldrig haft selvtillid, men det blev endnu værre efter det.
Gitte fortalte ikke sine forældre eller andre, hvad hun følte. Hun lukkede sig mere og mere inde.
– Jeg var enten sur eller stille. Jeg ville ikke snakke om det, for jeg troede ikke, der var noget at gøre ved det alligevel. Sådan skulle jeg vel se ud.
Læs også om Aksel, hvis store vægttab gav ham en familie
Frygtede konfirmation
Konfirmationen nærmede sig, og de andre piger i klassen begyndte at snakke om kjoler til den store dag.
– Jeg drømte også om en prinsessekjole. Men jeg så mig selv som hende flodhesten, der ikke kunne komme i en fin kjole. Det var hårdt for mig at tænke på, hvor stor jeg ville se ud i kirken ved siden af de slanke piger.
Men knap et halvt år inden konfirmationsdagen fik Gitte en hjælpende hånd fra skolens sundhedsplejerske, der opfordrede hende til at komme med i et projekt for overvægtige børn.
Vejle Kommune bruger også den såkaldte Holbæk-model, som er en handlingsplan for hele familien.
– Jeg sagde ja med det samme. Det var en kæmpe hjælp, at der var nogle, der tog mig i hånden og viste, hvad jeg skulle gøre for at tabe mig. Min mor og far blev også vejledt i, hvordan vi skulle spise sundt.
Allerede efter et par måneder med groft rugbrød, grøntsager og godt med bevægelse i dagligdagen havde Gitte tabt sig otte kilo.
Faktisk var der så meget fart på vægttabet, at Gitte ikke kunne passe den konfirmationskjole, der endelig var blevet købt.
– Jeg skulle lige prøve den igen et par uger før konfirmationen – og opdagede, den var blevet alt for stor. Vi måtte til skrædder for at få den syet ind. Jeg blev stolt, da hun viste, hvor mange centimeter der skulle tages af i siderne.
Næste mål for Gitte er en uddannelse som frisør på en skole i Kolding. Hun har allerede snuset til faget med fritidsjob i en frisørsalon.
– Jeg glæder mig, og med den forandring, jeg har oplevet, er jeg blevet meget mere udadvendt og snakkesalig, og det er jo nødvendigt som frisør.
