Jeg savner Jytte hver dag

Mandag, 19. februar 2018
Mandag, 19. februar 2018 - 14:17 - af: Greta Johannsen, Foto: Alex Tran og privat.
Ester lovede sin mand, at hun ikke ville blive bitter, og hun har holdt sit løfte. I stedet har hun skrevet en bog, der handler om kampen for, at hendes datter skulle få et godt liv trods svær 
sygdom.
Dame sidder ved gravsten

Dorte og nabodrengen havde travlt den vinter. De ville banke alle, der drillede Dortes lillesøster, men det lykkedes ikke, for der var alt for mange, der var efter lille Jytte, der havde mistet håret, fordi hun havde fået kemobehandlinger. Jytte, der bare var syg.

Deres mormor sagde engang: ”Jytte var bedst til at være syg. Dorte var bedst til at forsvare hende.” Nu er Jytte der ikke længere. Hun blev 39 år, og lige til det sidste – eller næsten til det sidste – elskede hun livet og nægtede at være syg.

Jytte og Dorte var to stærke tøser dengang, og det havde de bestemt ikke fra fremmede. Deres mor, Ester Larsen i Tinglev, kæmpede for Jytte hele hendes liv. I 30 år var forskellige sygehuse Jyttes andet hjem, for Jytte var det, lægerne kalder ”et interessant tilfælde”. Hun gennemgik mere, end man skulle tro, var menneskeligt muligt, og hver gang rejste hun sig op igen.

Når Jytte sov, kunne Ester sagtens have sat sig til at græde. Men det gjorde hun sjældent. Hun skrev i stedet dagbog, og alle de tanker og følelser har hun sammen med datteren Dorte nu sat sammen til en bog, der hedder ”Bliv nu ikke bitter, fru Larsen”.

Jytte bliver syg

Ester kunne meget nemt være blevet bitter, men det er hun ikke. Bogen er et minde om Jytte, men den er også et kampskrift fra en mor, der aldrig gav op og meget tit smilede, selv om hun måske havde tårer i øjnene,

Ester blev gift med Leif i 1970. Pengene var små, Leif var lastbilchauffør, og Ester blev uddannet speditør. Dorte blev født i 1973, og Jytte kom til tre år senere.

Ester og Leif blev selvstændige. Leif købte en taxa, og Ester klarede papirarbejdet, men beholdt sit halvdagsjob. De arbejdede døgnet rundt for at få enderne til at mødes, men Leif havde også en anden side. Han elskede sin kone og sine piger, men når han drak, blev han ondskabsfuld. Mere end én gang tænkte Ester på skilsmisse, og en dag sagde hun det højt: Hun ville ikke mere.

Men så skete det frygtelige:

– Jytte blev syg den 18. november 1984. Hun var 8 år og blev indlagt på Sønderborg Sygehus og kort efter overført til Odense Universitetshospital, fordi prøverne viste, at hun havde leukæmi. Kort efter fik Jytte den første kemokur, og da vi forældre stod der ved hendes seng, ændrede alt sig. Leif stoppede sit drikkeri og påtog sig vel Jyttes sygdom som en straf for sit tidligere liv. Vi blev hinandens bedste støtter i en tid, der kun blev værre, fortæller Ester.

Læs også om en anden stærk mor


To stærke piger

Da Jytte kom hjem fra hospitalet i januar, var hun lille og tynd, nærmest gennemsigtig. Hun havde gennemlevet kemokure, kramper og smerter. Hun skulle fremover gå til kontrol en gang om måneden i de næste tre år, men på det tidspunkt glædede Jytte sig bare til at komme i skole igen.

Men hun havde mistet håret og blev mobbet. Hun afslog høfligt, når hendes storesøster tilbød at banke de andre børn – i stedet tog hun huen af og nægtede at bruge paryk. Hun var 8 år og gammel nok til at vise verden, at hun var sig selv og ikke behøvede at finde sig i noget.

Familien Larsens liv blev aldrig mere det samme. Dorte blev den store, der måtte klare alt for mange ting selv. Mange, mange gange var Jytte og forældrene indlagt på hospitalet. Økonomien hang ikke længere sammen, for hvilken familie kan klare at arbejde på nedsat tid og bruge penge på togrejser og cafeteriamad på hospitaler?

I 1987 fik Jytte leukæmi igen. Denne gang skulle der findes en knoglemarvsdonor, hvis Jytte skulle klare den. Dorte blev hendes donor. Dorte var 14, og Jytte var 11.

– Dorte blev voksen alt for tidligt, mens Jytte bare blev mindre og mindre. Vi levede vores liv ind og ud af hospitalerne. Jeg havde hele tiden mit arbejde i banken fire dage om ugen. Det blev mit fristed, hvor jeg blev kendt som den smilende bankdame. Det var det sted, der gav mig en følelse af, at der fandtes et helt almindeligt liv, som en dag ville blive mit igen, husker Ester.

Og det blev hverdag igen. Jytte kom på efterskole, hun lærte at sy, hun fik senere et job på plejehjemmet, hvor hun hjalp de ældre, og hun nåede at være der i 10 år. Hun elskede livet og følte aldrig, at hun var syg.

Men så blev Leif syg. Han fik en svulst i hjernen. Han nåede at fylde 50 år, inden han døde den 30. juli 1996.

– ”Du må ikke blive bitter, fru Larsen,” havde han sagt til mig. Det blev jeg heller ikke. Jeg blev rasende på ham. Jeg skrev mange breve til ham om natten, når jeg ikke kunne sove, og skældte ham ud, fordi han forlod os.

– Endnu en gang lærte jeg, at hårdt arbejde hjælper på det meste. Hvis pengene skulle række, var jeg nødt til at finde et ekstra job, så to dage om ugen arbejdede jeg på vandværkets kontor, mens jeg stadig var i banken fire dage om ugen. I fritiden kæmpede jeg med hus og have, for der er ikke overskud til at være ked af det, når du renser tagrender eller graver besværlige rødder op. Og så var der jo pigerne. Jeg skyldte dem at være stærk, så det blev jeg, siger Ester.

– Helt utrolig glad blev jeg, da Jytte fandt Carsten, der senere blev hendes mand. De to elskede hinanden. Nu var der et menneske mere, der elskede Jytte. Jeg selv fandt Erik, der har været min ven nu i 11 år. Livet går videre.

Læs også om en anden god forfatter

Esters bog

Men sygdommen vendte tilbage. Jytte fik også en hjernetumor, der blev fjernet i 2000. Hun fik epilepsi i 2015, og så fik hun et sjældent sarkom (kræftsvulst).

– Derfor er det også forfærdeligt, at Jytte endte med at dø af noget helt andet. Lægerne havde fundet nogle polypper på tarmene, som absolut skulle fjernes. De sidste 120 dage, Jytte levede, var umenneskelige. Hun døde af bughindebetændelse på grund af operationen. Ikke på grund af den kræft, hun havde levet med i næsten 40 år.

– Jeg skrev en klage til Patientankenævnet, og jeg fik medhold. Jytte burde ikke være blevet opereret. Jeg ved godt, at hun nok ikke var blevet særlig gammel alligevel. Men måske ville hun have haft fire gode år endnu, og jeg savner hende hver eneste dag, siger Ester.

Ester er sådan et menneske, der kommer videre med livet, når hun har skrevet det hele ned. Derfor fandt hun også de mange dagbogsblade frem og nærlæste dem sammen med Dorte. Mange gange havde hun svaret: ”Jeg skriver en bog en dag,” når sygeplejerskerne spurgte, hvad hun dog sad og lavede midt om natten på en stille hospitalsgang. Og i foråret skrev hun bogen. Nu er det sidste punktum sat, og minderne lagt ned i en kasse. Fru Larsen har nemlig et liv at leve, og hun er i fuld gang.